Michelin-stjerne til Gentofte-restaurant:

"Den dag, man ikke svømmer op ad åen, er man en død laks"

Kun 10 måneder efter, Tina Kragh Vilgaard og Eric Kragh Vilgaard åbnede Restaurant Jordnær på Gentofte Hotel, har de fået en Michelin-stjerne. En enestående bedrift af det pavestolte ægtepar, der allerede har sat sig nye mål

Af
Af Jesper Bjørn Larsen

For 2½ år siden blev de kærester og bragte deres i alt fire døtre sammen. For 14 måneder siden fik de Emma Sophia. For 10 måneder siden åbnede de Restaurant Jordnær på Gentoftegade. Mandag aften fik de en Michelin-stjerne, og om to måneder kommer Carl Emil til verden.

Ingen kan beskylde ægteparret Tina Kragh Vilgaard og Eric Kragh Vilgaard for at ligge på den lade side.

“Ja, det er sgu lidt vildt,” griner de begge.

Eric er køkkenchef på Restaurant Jordnær, mens Tina er restaurantchef/direktør. Med sig på Københavns Rådhus mandag aften havde de taget den assisterende køkkenchef og kokkeeleven.

“Da den der sorte prik, der symboliserer en ny Michelin-stjerne, cirklede over Norden på lærredet og til sidst landede på Gentofte, havde jeg svært ved at fatte det. Det var en kæmpe forløsning... Jeg får gåsehud af at tale om det,” smiler Eric, da Villabyerne møder dem begge.

“Den drøm, vi har, er der andre, der har set. Og anderkender. Det betyder alt,” siger Tina.

Ægteparret vidste intet om Michelin-stjernen på forhånd, havde måske allerhøjst håbet på en anbefaling. En stjerne efter kun 10 måneder, det er yderst sjældent.

Men de havde da noteret sig, at der havde været inspektører fra den verdensberømte guide forbi. Første gang på et officielt besøg, det var i slutningen af august. Den anden kom i oktober, denne gang helt inkognito.

Men bestillingen var foretaget med et engelsk telefonnummer, og da de googlede navnet, fandtes det ikke. De hemmelige inspektører bruger ofte opdigtede navne.

Gør man sig så ekstra umage sådan en aften?

“Vi gør os umage hver aften. Vi laver mad til vores gæster, vi laver ikke mad til en guide. Alle gæster er potentielt den bedste gæst nogensinde. Det ville sende et helt forkert signal, hvis vi kun fandt trøffeljernet frem til inspektøren,” siger Eric Vilgaard med så stor overbevisning, at man tror ham på stedet.

Ambition meldt ud

Tina og Eric mødte hinanden på Fredensborg Store Kro, hvor de begge arbejdede. For lidt under et år siden var de til møde med Henning Arp-Hansen og Dorte Krak, bestyrelsesformand og direktør i hotelkæden Arp-Hansen Hotel Group, der bl.a. ejer Gentofte Hotel.

Her blev det mulige forpagterpar spurgt, hvad deres ambition egentlig var.

“Drømmen er at blive anderkendt som en af Danmarks bedste restauranter. Vi skal have en Michelin-stjerne, inden der er gået to år,” lød svaret dengang fra Eric og Tina.

Hvis man tror, at historien slutter her, så har man ikke mødt ægteparret, der blev kåret som årets værtspar i White Guide 2018.

“Nu går vi på jagt efter den næste stjerne. Den dag, man ikke svømmer op ad åen, er man en død laks,” siger Eric Vilgaard. Da han ser journalisten grifle, får han lidt bondeanger.

“Nu er der helt sikkert nogle, der tror, vi ikke er taknemlige. Det er vi. Vi vil bare gerne blive bedre. Hele tiden. Jeg kan ikke tage jobbet af mig, når jeg går hjem, det er inde i mig. Hvis jeg ser et frisk bøgeskud, så hopper jeg ind i busken og begynder at smage på det,” lyder det fra køkkenchefen, der tidligere har været køkkenchef på Almanak og også har slået sine folder på Restaurant Tinggården i Frederiksværk.

Han har også været tre år på Noma, så det der med Michelin-stjerner har han snuset til før. Men at få sin helt egen Michelin-stjerne, det er det vildeste, han har prøvet.

Tina og Eric Kragh Vildgaard er meget stolte af, at de med deres Michelin-stjerne kan give et løft til hele Gentofte. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Tina og Eric Kragh Vildgaard er meget stolte af, at de med deres Michelin-stjerne kan give et løft til hele Gentofte. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Mere end mad

Når man spørger ægteparret, hvad der gør Restaurant Jordnær til noget særligt, taler de ikke kun om maden. De taler om hele oplevelsen. Om ærlighed og renhed i tanken. Og om at alle kokke på Jordnær går ud med maden til bordet og fortæller, hvad det er, de lige har tilberedt.

“Når folk går ud for at spise, så er 90 procent af begrundelsen, at de vil spise noget god mad. Men når de sidder i restauranten, så er 80 procent af oplevelsen alt det andet. Værtsskabet, servicen, vinen, betjeningen. Vi har ikke kunder, vi har gæster, og de kommer hjem til os,” siger Eric Kragh Vilgaard.

Når det gælder maden på gourmetrestauranten, så vil ægteparret helst ikke trækkes ind i en bås. Det er hverken nordisk eller fransk. Det er noget andet.

“Det er det, vi har lyst til at lave på dagen. Vi kommer karrypulver i vores morkler (spisesvampe, red.), hvis vi har lyst til det. Vi balancerer maden på vores egen måde, men det skal have saft, kraft og fylde. Jeg elsker god mad, og jeg serverer kun noget, jeg selv ville spise,” smiler Eric Kragh Vildgaard, der er lillebror til den verdensberømte danske kok Torsten Vildgaard.

“Eric er enormt passioneret, som du måske kan mærke. Han serverer sig selv på tallerkenen. Han blev fremhævet af Michelin-guiden som 'one to watch for the future'. Det er en kæmpe hæder,” roser Tina Kragh Vildgaard.

“Tina er en af de bedste værter, jeg nogensinde har oplevet. Hun skaber en magisk stemning. Og så har hun den skarpeste gane, hun er uden tvivl min bedste smagsdommer,” roser Eric tilbage.

At det er hele Gentofte, der har fået et løft med stjernen, har Tina og Eric allerede tydeligt mærket. Mange Gentofte-borgere har været forbi med blomster, og bager Michael Hjorth har været forbi med en tillykke-kage.

Og at Michelin-stjernen rent faktisk gør en forskel, har ægteparret også fået klare indikationer på. Der lå 450 ubesvarede opkald på telefonen mandag aften, og restauranten er fuldt booket et halvt år frem. Men der er en venteliste, og man kan jo altid håbe på et afbud.

Navnet Restaurant Jordnær stammer fra ægteparrets svenske ven Roland Rittmann, hvis hus netop hedder Jordnær. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Navnet Restaurant Jordnær stammer fra ægteparrets svenske ven Roland Rittmann, hvis hus netop hedder Jordnær. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Publiceret 21 February 2018 13:15

SENESTE TV