Som anklager gennem næsten 45 år interesserede Anne Birgitte Stürup sig især for drabssager, voldtægter og misbrug af børn. I en ny bog, skrevet sammen med journalisterne Morten Bruun og Thomas Bjerg, fortæller hun om sit arbejde for anklagemyndigheden og ikke mindst for de uskyldige og ofte helt tilfældige ofre. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Som anklager gennem næsten 45 år interesserede Anne Birgitte Stürup sig især for drabssager, voldtægter og misbrug af børn. I en ny bog, skrevet sammen med journalisterne Morten Bruun og Thomas Bjerg, fortæller hun om sit arbejde for anklagemyndigheden og ikke mindst for de uskyldige og ofte helt tilfældige ofre. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Anne Birgitte Stürup:

“Jo værre sagen var, jo mere opildnet blev jeg til at yde mit yderste”

Som anklager gennem næsten 45 år brændte Anne Birgitte Stürup for de sager, mange af hendes kolleger ikke ville røre ved: bestialske drab, voldtægter og misbrug af børn. Nu har den 71-årige kvinde fra Hellerup skrevet en bog sammen med to journalister om

Af
Af Jesper Bjørn Larsen

“Har du et bud på, hvad der kan være sket, siden hun gik ud af din lejlighed og ringede til sin veninde?”

Anne Birgitte Stürup kigger den unge mand i vidneskranken lige i øjnene. Hun har lige afspillet en fortvivlet og desperat telefonsvarerbesked fra en kvinde, der græder og skriger så voldsomt, at man næsten ikke kan forstå, hvad hun siger. Budskabet 'jeg er lige blevet voldtaget' går dog klart og tydeligt igennem.

Manden i vidneskranken har ikke noget at tilføje til sin forklaring. Øjeblikket før har han fortalt retten, at han havde haft et dejligt samleje med kvinden, hvorefter hun tog sit tøj på og forlod hans lejlighed.

Manden blev dømt, men formentlig kun, fordi kvindens veninde tilfældigvis ikke tog sin telefon. Beskeden på telefonsvareren, der var lagt minuttet efter, kvinden havde forladt hans lejlighed, var altafgørende.

Anne Birgitte Stürup sidder i sin sofa og fortæller historien med en detaljerigdom, der fortæller journalisten, at hver eneste betydningsfuld detalje i alle de sager, hun har ført, har fået sit eget journalnummer i den 71-årige kvindes hjerne.

Viste han tegn på anger, da han hørte beskeden?

“Nej.”

Anne Birgitte Stürup ser nærmest overbærende på journalisten.

“Alle voldtægtsmænd nægter, hvad de har gjort. Jeg har aldrig haft en eneste angrende voldtægtsmand i retten. Det er det samme med dem, der har misbrugt deres børn seksuelt. De indrømmer det heller aldrig. Eller viser nogen anger.”

Rundet af Hellerup

Anne Birgitte Stürup voksede op på Strandvejen 136 C. Hendes forældre flyttede ind i lejligheden i 1946, det år, hun blev født.

Her boede familien i mange år. Men da hendes far blev vicepolitimester i Horsens, rykkede familien med til den østjyske by, hvor Anne Birgitte tog sin studentereksamen.

Da hun i 1966, to år inde i sit eget jurastudium, mødte sin mand, den amerikanske teoretiske fysiker Donald Bennett, vendte hun tilbage til Hellerup og købte lejlighed på Hultmannsvej, hvor de fik deres første to børn.

Senere købte ægteparret et hus på Bøgevej og fik et barn mere. Da Donald blev hårdt ramt af en hjerneblødning for seks år siden og måtte på plejehjem, købte Anne Birgitte atter en lejlighed på Strandvejen, kun få meter fra sit barndomshjem.

“Da jeg købte den, sagde min lillesøster, 'så meget kan man da ikke flytte hjem'. Jeg har boet i Hellerup i 61 ud af 71 år. Indenfor en radius af 500 meter,” smiler hun.

På spørgsmålet om, hvorfor hun lige valgte juraen, lige som i øvrigt både hendes far og farfar, svarer Anne Birgitte Stürup usentimentalt.

“Netop, fordi både min far og farfar var jurister, havde jeg egentlig tænkt mig at prøve noget andet. Jeg syntes ikke, jeg egnede mig til videnskab. Jeg ville gerne læse historie, men så bare flere muligheder i jura. Jura er faktisk et rigtig kedeligt studie. Jeg vil vove den påstand, at alle kan blive jurister, hvis de orker at tygge al den indenadslære igennem.”

Anklager, statsadvokat Anne Birgitte Stürup foran Københavns Byret på Rå•dhuspladsen mandag den 19. december 2011. Københavns Byret kender Amagermanden skyldig i to drab og seks voldtægter. Han frifindes for en voldtægt i Vangede. Foto: Keld Navntoft, Ritzau/Scanpix

Anklager, statsadvokat Anne Birgitte Stürup foran Københavns Byret på Rå•dhuspladsen mandag den 19. december 2011. Københavns Byret kender Amagermanden skyldig i to drab og seks voldtægter. Han frifindes for en voldtægt i Vangede. Foto: Keld Navntoft, Ritzau/Scanpix

Uretfærdighed i retten

Da Anne Birgitte Stürup læste strafproces, anbefalede hendes lærer hende at tage i Landsretten og følge en sag. Sammen med en jævnaldrende veninde valgte hun at tage til en voldtægtssag, der kørte som en nævningesag med Hertz, den legendariske statsadvokat for Sjælland, som anklager.

Sagen drejede sig om en 24-årig sygeplejerske, der arbejdede og boede på et plejehjem på Emiliekildevej. Da hun en aften cyklede hjem, rev en fremmed mand hende af cyklen og trak hende med ind i et buskads og voldtog hende, hvorefter han forsvandt.

Han blev fundet, bl.a. på grund af tekniske beviser, og det viste sig, at han var tidligere dømt for voldtægt. Det lå samtidig fast, at kvinden ikke kendte manden i forvejen, så der var tale om en forholdsvis ligefrem sag.

Anne Birgitte, der selv var 24 år på det tidspunkt, undrede sig over, at Hertz ikke tog mere hensyn til kvinden under sin afhøring. Men det viste sig at være vand i forhold til forsvareren.

“Dengang var der ingen grænser for, hvad man måtte spørge om som forsvarer. Så han spurgte, hvornår hun første gang havde været sammen med en mand. Hun skulle redegøre for hver eneste mand, hun havde haft sex med. Hun skulle også redegøre for, hvilket tøj, hun havde haft på, da hun blev voldtaget,” fortæller Anne Birgitte Stürup med lyn i øjnene.

Det viste sig, at kvinden faktisk havde to kærester, så forsvareren tegnede et billede af hende som en meget løsagtig, promiskuøs kvinde og antydede dermed, at hun nærmest selv havde været ude om voldtægten. Der faldt dom i sagen, men Anne Birgitte Stürup gik alligevel rasende derfra.

“Jeg kan lukke øjnene nu og se hende, som hun så ud den dag, dybt ulykkelig, i retten. Jeg var rystet. Min retfærdighedssans var krænket, og min veninde og jeg blev enige om, da vi gik ud af Landsretten, at hvis vi nogensinde blev voldtaget, så ville vi aldrig anmelde det. Jeg ringede også og skældte min far ud over det. Han havde jo ikke gjort noget, men jeg var så gal.”

Hvad var det, der gjorde dig så gal?

“At den her stakkels kvinde skulle udsættes for sådan en fornedrelse oven i det andet. Hun skulle jo også komme sig over sit traume. Hendes liv blev indskrænket, for der er mange ting, voldtægtsofre ikke tør efterfølgende. Hvis de er i et parforhold, så ryger det som regel. Enten fordi tilliden til mænd er væk, eller fordi manden ikke kan forlige sig med tanken om, at der har været en anden mand end ham.”

'Det kan jeg gøre bedre', tænkte den vordende jurist efter oplevelsen i Landsretten.

Den nu pensionerede anklager i sofaen understreger, at det samme ikke ville kunne ske i vore dage.

“I dag ville dommeren bryde ind og sige, 'hvad kommer det sagen ved', hvis en forsvarer bar sig sådan ad.”

At der kun er få domfældelser i sager om voldtægt i forhold til antallet af anmeldelser, er der desværre en god forklaring på, forklarer Anne Birgitte Stürup.

“Hvis det kun er påstand mod påstand, hvis der ingen fysiske mærker er, så er det sørme svært. Især i de sager, hvor manden og kvinden kender hinanden i forvejen. Jeg kan ikke give et råd, der passer til alle kvinder, men jeg kan sige, hvad jeg selv ville gøre. Jeg ville kradse og bide og stikke fingre i øjnene på ham. Jeg ville sikkert få så mange læsterlige tæsk... men hvis kvinden gør modstand, så er sagen altså nemmere at føre.”

Anne Birgitte Stürup mindes den kvinde, der blev voldtaget af Amagermanden i Fasanskoven.

“Der kunne vi jo se, at kvinden havde kæmpet voldsomt imod ham. Men det kostede hende også livet, så man kan ikke bare sige, at det skal alle gøre. Jeg har altid haft det sådan, at hvis der bare var skyggen af en chance for, at en sag kunne følges, så gjorde jeg det. Og så kæmpede jeg som en løve. Men hvis beviset ikke var der, så har jeg heller ikke tøvet med at lægge sagen ned. Kvinden bliver jo ikke gladere af at gå i retten og se ham blive frifundet.”

Den 19-årige italienske turist Antonio Curra blev dræbt med knivstik ved Blågårdsgade natten til lørdag den 9. august 2003, netop som han var kommet til København på en interrailtur. Billedet er taget tre dage efter og viser de mange blomster, folk lagde på gerningsstedet i dagene efter. Det var Anne Birgitte Stürup, der førte sagen mod de to tyrkiske fætre Hizir Kilic og Ferhat Kilic, der dræbte Antonio Curra. Foto: Mogens Flindt, Ritzau/Scanpix

Den 19-årige italienske turist Antonio Curra blev dræbt med knivstik ved Blågårdsgade natten til lørdag den 9. august 2003, netop som han var kommet til København på en interrailtur. Billedet er taget tre dage efter og viser de mange blomster, folk lagde på gerningsstedet i dagene efter. Det var Anne Birgitte Stürup, der førte sagen mod de to tyrkiske fætre Hizir Kilic og Ferhat Kilic, der dræbte Antonio Curra. Foto: Mogens Flindt, Ritzau/Scanpix

Hold dommerne vågne

Da Anne Birgitte Stürup blev færdig med sit jurastudie i januar 1972, troede hun egentlig, hun skulle arbejde for Mødrehjælpen. Men så opdagede hun, at der var en ledig stilling som anklager i Gladsaxe Politi. Hun glemmer aldrig sit første møde med politimester Gran.

“'Jeg ved udmærket, at De ingenting kan', sagde han til mig. 'De kan ikke møde i retten, De kan ikke skrive et brev, De kan ikke skrive et anklageskrift. Men der er to ting, jeg forlanger af Dem. De skal komme til tiden, og så skal De kunne Deres sager'. Det var virkelig et fremragende råd, som jeg selv har givet videre til alle, jeg kunne,” fortæller Anne Birgitte Stürup.

I Gladsaxe Politi lærte hun faget fra bunden. Hun lærte at møde i retten, første gang med en spritbilist, og at foretage det, man kalder en 'basisvurdering' af en sag.

“Det er lidt lige som en læge, der skal stille en diagnose, man skal have det ind under huden. At møde i retten handler meget om pædagogisk formidling. Man skal forsøge at holde dommerne vågne, også selv om, der er meget, der skal læses op,” ler hun. “Jeg har altid godt kunnet lide at møde i retten. Jeg har altid godt kunnet lide at fortælle.”

Det var i dette lille skur i Sydhavnen, at en 19-årig kvinde gennem ni døgn i november 2007 blev udsat for en bestialsk mishandling af sin kæreste. Da han gik ud for at handle en søndag morgen, indså hun, at hun skulle flygte, ellers ville hun dø. Hun fik lirket låsen op og kom ud. Først prøvede hun at praje en taxa, men chaufføren ville ikke tage hende med; sikkert fordi, han troede, hun var sindsforvirret. Så lykkedes det hende at smide en sten i ruden hos en nærliggende virksomhed, hvor der heldigvis var en telefon. Hun ringede til 112, og anklager Anne Birgitte Stürup sørgede for, at det bånd blev spillet i retten. Foto: Jens Dresling, Ritzau/Scanpix

Det var i dette lille skur i Sydhavnen, at en 19-årig kvinde gennem ni døgn i november 2007 blev udsat for en bestialsk mishandling af sin kæreste. Da han gik ud for at handle en søndag morgen, indså hun, at hun skulle flygte, ellers ville hun dø. Hun fik lirket låsen op og kom ud. Først prøvede hun at praje en taxa, men chaufføren ville ikke tage hende med; sikkert fordi, han troede, hun var sindsforvirret. Så lykkedes det hende at smide en sten i ruden hos en nærliggende virksomhed, hvor der heldigvis var en telefon. Hun ringede til 112, og anklager Anne Birgitte Stürup sørgede for, at det bånd blev spillet i retten. Foto: Jens Dresling, Ritzau/Scanpix

De groveste forbrydelser

Det var, da Anne Birgitte Stürup begyndte hos Statsadvokaten i København i 1990, at hun for alvor blev kendt som anklageren, der tog alle de 'grimme sager': drab, seksuelt misbrug af børn, voldtægt, grov vold.

Hvorfor blev du hende, der tog de groveste forbrydelser?

“De fleste af mine kolleger var ikke vilde med voldtægtssager. Mange af dem kunne ikke tåle menneskelig lidelse, barske obduktionsrapporter med blod, sæd og den slags. Men det var de sager, jeg helst ville føre. Nogen skulle jo ligesom tale ofrenes sag. De mennesker, der har været udsat for de værste angreb, har brug for nogen, der kæmper for dem. Viser dem respekt. Jeg har f.eks. aldrig kunnet lide, når afdøde blev omtalt som 'den afdøde'. Så i retten kunne jeg finde på at sige, 'hun hed Anette, hun havde et liv, indtil hendes mand kvalte hende'.”

Dagen for interviewet er kvindernes internationale kampdag, så jeg spørger Anne Birgitte Stürup, om der var et gran af feminisme i den måde, hun gik til sit arbejde.

“Slet ikke. Jeg har også haft mange mandlige ofre, f.eks. huedrabet på Strøget i 2008. To mænd havde lige været med familien på juleferie i Thailand. De møder en ung mand på Strøget, den ene af dem siger, 'sikke en dum hue, du har, den vil jeg have'. 'Fuck dig', siger ofret og slår ud efter ham, der ville have hans hue. Øjeblikket efter får han en kniv i hjertet og er død.”

I Danmark har vi offentlighed i retsplejen, så Anne Birgitte Stürup har aldrig skænket det en tanke, hvor mange journalister, der egentlig har dækket de retssager, hun har ført. Og hun har ellers ført mange af de sager, der har fået allermest omtale i pressen: sagen om den morder og voldtægtsforbryder, der blev kendt som Amagermanden, drabet på den italienske turist Antonio Curra og sagen mod den hiv-smittede karatetræner. For nu at nævne nogle få af dem.

“Jeg har været fuldstændig ligeglad med, hvad der foregik på tilhørerpladserne. Eneste belastning var, hvis alle mine pauser gik med at snakke med journalister. Hvis jeg ikke fik mulighed for at trække vejret. Nogle gange flygtede jeg ud af en bagdør og satte mig et hemmeligt sted. Som anklager er man nødt til at samle sig, tænke over sagen.”

‘På ofrenes side. En anklager fortæller’ udkom den 9. marts på Lindhardt & Ringhof. Anne Birgitte Stürup har skrevet bogen sammen med journalisterne Morten Bruun og Thomas Bjerg. I bogen fortæller en af de kvinder, Amagermanden (Marcel Lychau Hansen) forgreb sig på, hvordan det var at vidne i retten og stå ansigt til ansigt med gerningsmanden. Og så fortæller en kendt forsvarsadvokat, hvorfor han altid snørede støvlerne ekstra stramt, når han skulle møde Anne Birgitte Stürup i retten.

‘På ofrenes side. En anklager fortæller’ udkom den 9. marts på Lindhardt & Ringhof. Anne Birgitte Stürup har skrevet bogen sammen med journalisterne Morten Bruun og Thomas Bjerg. I bogen fortæller en af de kvinder, Amagermanden (Marcel Lychau Hansen) forgreb sig på, hvordan det var at vidne i retten og stå ansigt til ansigt med gerningsmanden. Og så fortæller en kendt forsvarsadvokat, hvorfor han altid snørede støvlerne ekstra stramt, når han skulle møde Anne Birgitte Stürup i retten.

En uhyggelig sag

Selv ikke de grummeste sager har fået lov at påvirke hendes menneskesyn eller nattesøvn.

“Hvis man som kræftlæge skulle tage alle kræftpatienter ind og blive ked af det, så kunne man ikke være kræftlæge. Det er det samme for en anklager. Hvis du tager det på dig og ikke kan lægge det fra dig, så sørger du for at holde op med at møde med sådan en sag. Jeg har aldrig drømt om de sager. Det er jo ikke mig, der er ofret,” fortæller Anne Birgitte Stürup.

Hvilken sag har været den mest grænseoverskridende for dig?

“Sydhavnssagen. Ikke, fordi den var svær at føre, men fordi den var så voldsom.”

En 19-årig kvinde blev gennem halvandet år mishandlet og tortureret af sin kæreste. Volden kulminerede med, at han i november 2007 holdt hende fanget i et skur i Sydhavnen i ni døgn, hvor han udsatte hende for de værst tænkelige rædsler, inden det til sidst lykkedes hende at stikke af en søndag morgen, hvor han gik ud for at handle.

“Der var ikke en kvadratcentimeter af hendes krop, der ikke var enten brændt, skåret, brækket eller skamferet. Han havde skåret hendes tommelfinger af, brækket hendes fod, kæbe og næse. Hun var udsultet, var blevet overhældt med lort og havde fået revet håret ud med hårsækken. Det sværeste var at få nogen til at tro på, at det alt sammen var sket. Retsmedicineren, en erfaren gråhåret herre, sagde i retten, at han aldrig havde oplevet noget lignende.”

I retten bemærkede Anne Birgitte Stürup, at nævningene næsten ikke kunne bære det. De tørrede deres øjne, flyttede sig uroligt i sædet. Flere af dem lignede nogen, der havde brug for en krisepsykolog, da Anne Birgitte Stürup minutiøst gennemgik de utallige billeder og beskrivelser af den unge kvindes lidelser.

Forsvareren forsøgte at standse hendes gennemgang ved at sige, at der ikke kunne være nogen diskussion om, at kvinden havde hundredvis af skader. Men Anne Birgitte Stürup afviste hans ønske om at komme videre.

“Det var nødvendigt at læse alle sider op, så alle kunne få et indtryk af, hvor meget, hun havde lidt. For mig var det afgørende, at vi gennemgik hver eneste forbrydelse, hun havde været udsat for. For hver gang, der var et brandmærke efter en cigaret, havde han slukket en cigaret på hendes krop.”

Hvordan lægger man den slags sager til side, når man har fri?

“Man lægger det til side på vejen hjem. Så begynder man i stedet at tænke på, hvad vi skal have til aftensmad. Da jeg kom hjem den dag, spurgte Donald mig, 'gik det, som det skulle'? 'Ja, retsmedicineren gjorde det godt', svarede jeg ham.”

Anklagerens ansvar

I de bestialske voldssager og i de mange sager om seksuelt misbrug af børn, har Anne Birgitte Stürup ofte måttet sande, at hendes kolleger i anklagemyndigheden ikke havde lyst til at sparre med hende. De frabad sig at se hendes billeder eller at høre om sagens detaljer.

“I den slags sager har man faktisk kun efterforskerne at tale med. De har jo mødt ofret og set materialet. Når jeg ser på obduktionsbilleder, f.eks. af legemsdele, der er blevet skåret i, så ser jeg på det som noget, jeg skal formidle. Jeg skal sørge for at kunne udlede alt det, jeg kan. For mig har det altid været sådan, at jo værre sagen var, jo mere opildnet blev jeg til at yde mit yderste. Ikke at slappe af et sekund. At det i hvert fald ikke var dårligt håndværk fra min side, der førte til et udfald, som anklagemyndigheden ikke ønskede. At der ikke var en eneste lille puslespilsbrik, jeg ikke havde kigget på. Hver eneste brik skal lægges det rigtige sted.”

Men hvordan kunne det undgå at påvirke dit eget liv, når du skulle se på så meget menneskelig ondskab?

“Når jeg sidder og taler med dig nu, kan jeg også godt se alle billederne på min nethinde. Og det har også påvirket mig på den måde, at jeg ikke kan tåle at se vold i fjernsynet eller på film. Jeg kan ikke tåle at se 'Broen' for eksempel. Hvis jeg hører lyden af et knytnæveslag, der rammer et hoved, så begynder billederne at dukke op. Eller hvis jeg ser børn, der bliver udsat for noget grimt, så vælter sagerne ind over mig. Jeg kan godt tåle at se lig, f.eks. i Rejseholdet. Men der, hvor man ser forbrydelsen ske, det kan jeg ikke. Jeg kunne lige klare at se Boldt få en på hovedet af Røde i Matador. Dér går min grænse. Og det ser man vist ikke engang ske,” griner Anne Birgitte Stürup.

Dagen for interviewet er også dagen, hvor sagen om ubådsdrabet starter. På spørgsmålet, om hun synes, at et medie som Ekstra Bladet svælger for meget i de grusomme detaljer, svarer Anne Birgitte Stürup:

“Det er da ikke at vise respekt for Kim Wall, hvis man forsøger at undertrykke, hvad der foregik,” svarer hun. Det er mere selve hypen, hun ikke helt forstår:

“Raket-Madsen har slået en kvinde ihjel i forbindelse med en eller anden form for sex. Det, at det foregik i en ubåd, gør det jo ikke til andet en klassisk drabssag. Det virker som en sag helt ude af proportioner.”

Er der nogle sager eller afgørelser, der stadig nager dig?

“Jeg havde en sag om et drab i en lejlighed på Amager i 1990'erne, en besværlig sag, der involverede to mænd og en kvinde, Ib, Hans og Birthe (opdigtede navne, red.). Ib og Birthe var gift, og Hans var en husven. På et tidspunkt opsøgte Hans Ib for at fortælle ham, at han nu var kærester med Birthe. Han regnede med, at Ib ville blive vældig sur, så han medbragte et oversavet jagtgevær. Og ganske rigtigt, Ib hentede en kniv i sit køkken. Hans skød ham i højre skulder. Ib faldt om ude i gangen, hvor Hans skød ham på klos hold i brystet. Da nævningene blev sendt ind for at votere, skulle de svare på en række spørgsmål. Om det første skud blev de spurgt, om det var nødværge, det svarede de ja til. De svarede nej til, om der var formildende omstændigheder. Om det andet skud, svarede de nej til, at der var tale om nødværge, og så kom de til at svare ja til, at straffen skulle bortfalde. Det, tror jeg, var en klar fejl. Nævningene så i hvert fald meget overraskede ud, da Hans kunne forlade retten, i øvrigt med Birthe i hånden. Dommeren måtte vredt gøre dem opmærksom på, at han måtte lukke sagen, når de havde besluttet, at den tiltalte ikke skulle straffes.”

Men hvis det var en fejl, kunne du så ikke protestere?

“Nej, ikke når nævningene havde voteret, at den tiltalte var fritaget for straf. Så var der ikke mere at gøre. Man har lavet systemet om i dag, så nævningene ikke skal forholde sig til så mange spørgsmål.”

Men det må da have været forfærdeligt, hvis du følte dig overbevist om mandens skyld?

“Det er, hvad der kan ske. Ofrets efterladte har givet følt, at det var en meget uretfærdig afgørelse. Men det ville trods alt have været meget værre at sende en uskyldig i fængsel. I Danmark vil vi hellere lade 10 skyldige gå, end at dømme én uskyldig. Det er derfor, at lovgivningen er vægtet til fordel for den tiltalte - netop for at undgå, at folk bliver uskyldigt dømt.”

Tror du nogensinde, du har været med til at sende en uskyldig i fængsel?

“Nej, det håber jeg sandelig ikke. Jeg tror det ikke. Jeg har aldrig haft en sag, der blev genoptaget.”

Anne Birgitte Stürup gik på pension for et år siden, og det er bl.a. derfor, hun har haft tid til at skrive sin nye bog 'På ofrenes side. En anklager fortæller' i samarbejde med to medforfattere.

Er det vemodigt, at dit arbejde som anklager er slut efter så mange år?

“Nej, det er okay. Jeg er glad for, at jeg stoppede, mens legen var god. Jeg har set for mange advokater, der blev ved for længe. Jeg ser mig ikke tilbage, jeg fik 45 gode år. Man skal tænke i lyse timer. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle være alene, men nu er det sket. Det er frygteligt, men der er også fordele ved at bo alene. Jeg husker mig selv på, at jeg har meget at være glad for,” siger kvinden, der udover sine tre børn også har fem børnebørn.

Anne Birgitte Stürups bog 'På ofrenes side. En anklager fortæller' (skrevet i samarbejde med Morten Bruun og Thomas Bjerg) udkom den 9. marts på Lindhardt og Ringhof.

Publiceret 20 March 2018 13:00