Plankeværk får rasende borgere til tasterne

Sidste uge skrev Villabyerne om plankeværket ud fra Sigridsvej 25, som i snart fem måneder har spærret den frie passageret. På Facebook fik det folk til tasterne

Af
Af Kathrine Albrechtsen

Plankeværket ud fra Sigridsvej 25, der i snart fem måneder har spærret strandpassagen, har skabt en læserstorm på Villabyernes Facebook-side, hvor forargede borgere er gået til tasterne.

LÆS OGSÅ: Kommunen politianmelder Jan Leth Christensen for ulovligt plankeværk

“Det er jo ganske enkelt forbudt, bør øjeblikkelig fjernes”, skriver Anette Holstein.

Mens Just Wernberg Wessen mener, at plankeværkets ejer, advokat Jan Leth Christensen, er en skamplet for advokatstanden.

Jan Leth Christensen er blevet anmeldt af både en beboer på Sigridsvej og af Gentofte Kommune for opsætning af et ulovligt plankeværk. Men fremtiden for den frie passageret ligger lige nu i et chartek på bordet hos Miljø- og Fødevareklagenævnet i Viborg, efter Jan Leth Christensen klagede over kommunens påbud om at rykke plankeværket til siden, så der igen kom fri passageret på stranden.

På Facebook er flere forundret over, at beboerne ikke bedriver selvtægt.

“Hvordan kan beboere på Sigridsvej undgå at rive skidtet ned?,” spørger Michael Hirslund for eksempel.

Jesper Haaber Gylling er enig:

“Umiddelbart ser det da ud til, at en bajonetsav kan skabe den fornødne adgang på 10 minutter.”

Arrogant opførsel

Dorthe Stæhr er forarget over Jan Leth Christensens argument om, at han føler sig nødsaget til at afskærme stranden af frygt for nysgerrige arkitektinteresserede, når Villa Leth står færdig.

“Der var dog pokkers til arrogant opførsel. Hvis man ikke vil have arkitektstuderende og andre nysgerrige blikke, så byg et hus, der ikke er så interessant.”

LÆS OGSÅ: Jan Leth Christensen: Vil forhindre adgang for løse hunde og nysgerrige arkitekturelskere

Henning Thomsen mener, at Jan Leth Christensen lider af storhedsvanvid.

“Man burde i stedet fjerne noget af hans høfde, da den spærrer den fri bevægelighed langs danske strande,” skriver han.

Mens Ulla Heegaard, som selv bor på Sigridsvej, skriver:

“Dette udsagn er bare én af alle de urimelige konfrontationer, vi kæmper med, og som han stiller alle vejens beboere overfor. Desværre tror denne mand, at han er centrum i verden, og at alle eksisterer for at opfylde hans behov. Det er narcisisme i rendyrket stil, en lille mand med et forstørret ego.”

Fri passage på alle strande

Flere argumenterer i tråden for, at vi har fri passage på vores danske kyster.Oluf Steen Carstensen er en af dem:

“Der er fri passage på alle strande nedenfor højvandslinjen - også for haver anlagt før 1917. Dette skal han rette sig efter - han må huske på, at siden 5. juni 1849 er alle lige for loven,” skriver han og fortsætter:

“Kommunen skal straks beordre afskærmningen fjernet, og fjerner han den ikke selv, skal kommunen gøre det for hans regning. Vil han ikke betale, skal der gøres udlæg i ejendommen. Hvor svært kan det være? Er hans ejendom et arkitektonisk mesterværk, må han tåle, at andre beundrer den fra søterritoriet.”

Hans Christian Lindholm Holstein er enig:

“På alle strande skal der være fri tilgængelighed. Kommunen må rive plankeværket ned på mandens regning,” skriver han.

Ole Lund Petersen er dog ikke overrasket over sagens udvikling.

“Tja, nu har kommunen ladet stå til i mange år, så her er så konsekvensen.

Hvordan er det lige med mulighed for at gå langs stranden?,” spørger han.

Jan Leth Christensen får dog støtte fra en enkelt stemme i debatten op Facebook.

Nanna Bærentzen skriver: “Det er jo kun midlertidigt. Så hvorfor gå i så små sko?”.

Publiceret 16 May 2018 11:30

SENESTE TV