Pedeller rydder op efter unges drukfest

Op mod 300 unge fra Gammel Hellerup Gymnasium svinede og larmede tirsdag morgen ved Hellerup Havn. Også om aftenen skabte unge fra gymnasiet store gener for områdets beboere

Af
Af Jesper Bjørn Larsen

Tirsdag morgen kl. 7-9 skabte det masser af uro og utilfredse miner, da 3.g'erne fra Gammel Hellerup Gymnasium fejrede sidste skoledag i Staudehaven ved Hellerup Havn.

For de unge spillede meget høj musik og efterlod massive mængder af affald i området.

“De holder fest for fuld skrue, og der bliver drukket igennem. Det blander jeg mig ikke i, men der lå glasskår over det hele på plænen. Det er bare ikke i orden, når man tænker på alle de børn og hunde, der også kommer i haven,” siger Line Traugott, der arbejder i HIK's kiosk på det nærliggende tennisanlæg.

“Jeg kan ikke forstå, hvorfor de ikke kan holde sidste skoledag på gymnasiet? Hvorfor skal de skabe så meget uro omkring Hellerup Havn? Det er det samme hvert eneste år, og folk i området er dødtrætte af det,” fortsætter hun.

Line Traugott bemærkede, at det var gymnasiets to pedeller, der ryddede op efter de unge.

“Hvad er det for et signal at sende til de unge? Så nu lærer vi dem altså, at de bare skal smadre løs, for der kommer nogle andre og rydder op efter dem? Jeg forstår simpelthen ikke, at der ikke bliver sat nogle bremseklodser op for de unges hærgen. Og hvem er det, der giver tilladelse til fuld decibel kl. 7 om morgenen?”

Høj musik generede

Ifølge Nordsjællands Politi kom der adskillige klager over musik til ulempe både tirsdag morgen og tirsdag aften, hvor 50-100 unge fra Gammel Hellerup Gymnasium vendte tilbage til Staudehaven for at holde fest.

Politiet var dernede flere gange. Første gang fik de musikken dæmpet kl. 21.39, og kl. 22.51 sørgede betjentene så for, at der blev slukket for al musik. De unge havde angiveligt skruet op for lyden lige så snart, politiet var kørt første gang.

Villabyerne har også talt med en Hellerup-borger, som ønsker at være anonym. Hun har sendt os billeder af, hvordan Staudehaven så ud efter de unges besøg om morgenen.

“Jeg er fuldstændig lamslået og forarget over, at unge mennesker opfører sig på den måde - og næsten endnu mere forarget over, at deres opførsel bliver 'accepteret' i og med, at skoleledelsen sender pedellerne i stedet for de unge til at rydde op efter arrangementet. Vi er som samfund gået langt over grænsen for, hvad der bør accepteres - og det bør absolut have en konsekvens at opføre sig på den måde. Uden nogen som helst form for krav og konsekvenser lærer de unge, at det er fint at opføre sig sådan. Hvert eneste deltager burde have fået besked på ikke at tage derfra uden at rydde ALT op efter sig. Det er på tide, at såvel forældre som skoleledelse træder i karakter,” siger hun.

Og så gik Gammel Hellerup Gymnasiums pedeller ellers i gang med at rydde op.

Og så gik Gammel Hellerup Gymnasiums pedeller ellers i gang med at rydde op.

Fuldstændig uacceptabelt

Rektor på Gammel Hellerup Gymnasium, Jørgen Rasmussen, forstår til fulde de frustrationer, folk føler over de unges støj og svineri.

“Det er fuldstændig uacceptabelt og urimeligt for områdets beboere, at der bliver støjet og svinet så meget,” siger han.

Ifølge Jørgen Rasmussen er drukfesten i Staudehaven en gammel tradition for gymnasiets 3.g-elever, der har eksisteret i alle de 13 år, han har været rektor - og sikkert mange år mere.

“Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at stille krav til de unges opførsel. Vi har holdt flere møder med 3.g'erne, hvor vi har indskærpet, at de skal opføre sig ordentligt og vise hensyn til beboerne. Men det hjælper tilsyneladende ikke,” siger Jørgen Rasmussen, som understreger, at det er elevernes eget arrangement. Gymnasiet er ikke med til at arrangere det.

Hvorfor vælger I så at sende jeres pedeller ned for at rydde op efter de unge?

“Det er et dilemma. Skal vi bare lade det være op til de unge selv, eller skal vi vise et hensyn fra gymnasiets side? Vi vælger at sende nogen ned for at rydde op.”

Kan du forstå, hvis der er nogen, der synes, det er det helt forkerte signal at sende til de unge?

“Ja, helt sikkert, Vi kunne også nøjes med at sige til de unge, at de skal rydde op efter sig. I virkelighedens verden ved vi bare, at det gør de ikke.”

Er det ikke en falliterklæring?

“På den ene side er det en falliterklæring, på den anden side er det et forsøg på at vise hensyn til områdets beboere. Jeg synes, det er smadderærgerligt, at de unge ikke rydder op efter sig, men det er desværre en generel tendens. Det kan vi også se på gymnasiet, f.eks. i kantinen,” siger Jørgen Rasmussen, der mener, at de unges forældre må på banen.

Hvorfor siger I ikke til de unge; I har diskvalificeret jer fra at holde fest i Staudehaven, nu holder vi festen på skolen i stedet?

“Vi har overvejet det, men det ville ikke løse noget. For de unge opsøger selv arrangementet i Hellerup Havn. Jeg ville ønske, jeg havde en løsning på det her problem. Men det har jeg ikke, jeg kan ikke kontrollere det.”

Efter Villabyernes deadline på avisudgaven af historien, sendte Jørgen Rasmussen os denne besked:

“Glemte at tilføje, at vi har kort talt om det i ledelsen. Vi vil prøve igen efter sommerferien at tale med de nye 3.g'ere, om vi kan finde et andet koncept. Det har vi gjort før - uden held, men vi prøver igen.”

Line Traugott tog dette billede af en ung mand, der havde spillet fodbod i græsset og skåret sig på et glasskår.

Line Traugott tog dette billede af en ung mand, der havde spillet fodbod i græsset og skåret sig på et glasskår.

Publiceret 23 May 2018 13:15

SENESTE TV