Politirapporten:

Tyve går efter bilerne

Mandag 28. maj

Tyveri fra en grå Golf der holdt parkeret på C.L. Ibsens Vej. Der blev knust en siderude i venstre side og stjålet et navigationsanlæg plus et par Ray Ban-solbriller.

Tirsdag 29. maj

Indbrud i lejlighed på Sophus Bauditz Vej, hvor en hoveddør blev opbrudt og smykker og kontanter stjålet.

Onsdag 30. maj

Tyveri fra en hvid Ford Transit på Kragevej. Sideruden i førersiden blev knust, og der blev stjålet diverse håndværktøj, en håndsprøjte, en støvsuger og en girafsliber.

Tyveri fra personbil på Høeghsmindevej. En sort Golf fik også her knust en siderude, og det integrerede navigationsanlæg blev stjålet.

Tyveri fra en mørkegrå Passat på Emmasvej. Endnu engang blev sideruden knust, og det integrerede navigationsanlæg forsvandt.

Biluheld på Motorring 3 ved Nybrovej omkring kl. 21.50. To biler stødte sammen. Politiet kan ikke fortælle nærmere om, hvad der præcis skete, men den ene bil endte på taget. Føreren af en af bilerne, en 27-årig mand fra Vedbæk, viste sig at være påvirket af alkohol, og politiet tog ham derfor med til hospitalet for at få udtaget en blodprøve. Føreren af den anden bil var en mand på 36 år fra Hellerup.

Torsdag 31. maj

På Levkøjvej var der forsøg på indbrud. Et vindue i stueetagen blev forsøgt knust, men tyven opgav forsøget.

Fredag 1. juni

Indbrud i villa på Strandvejen i Charlottenlund, hvor tyven slog til, mens beboeren var i bad. Der blev bl.a. stjålet noget tøj fra en sofa, ellers intet overblik.

Indbrud i lejlighed på Plantevej, hvor hoveddøren blev opbrudt og lejligheden gennemrodet. Uvist, hvad der blev stjålet.

Indbrud i lejlighed på Gardes Allé, hvor døren blev sparket ind, og hvor alt også blev gennemrodet. Heller ikke her var der noget overblik over det stjålne, da indbruddet blev anmeldt.

Tyveri fra lomme på Hellerup Station. En 34-årig kvinde stod på toget mod Charlottenlund Station, og på turen fik hun et lille skub af en ukendt person, der formåede at stjæle hendes sorte Adax-pung, der indeholdt personlige papirer og 200 kr. i kontanter.

En 18-årig mand blev udsat for et lommetyveri i en bus på Femvejen og fik stjålet sin brune Louis Vuitton-pung med kontanter og personlige papirer.

Lørdag 2. juni

En 80-årig kvinde fik stjålet sin brune læderpung i kystbanetoget. Hun opdagede tyveriet, da hun stod af på Hellerup Station, og hun mistænkte den mand, der stod tæt på hende i mellemgangen. Han var østeuropæisk af udseende og bar på en stor taske.

Tyveri fra lejlighed på Jægersborg Allé, hvor der fra en vindueskarm i et åbentstående vindue blev stjålet to sølvringe til en værdi af 2.500 kr.

En 75-årig mand må have fået afluret sin pinkode, da han købte varer i 7-Eleven på Hellerup Station, for kort efter fik han stjålet sin læderpung, og det lykkedes tyven at hæve 6.000 kr. på hans kort.

Søndag 3. juni

Indbrud i lejlighed i Blidahpark, hvor der blev knust en rude i køkkenvinduet. Der blev stjålet smykker og kontanter til en samlet værdi af 1.500 kr.

Tricktyveri i lejlighed på Smakkegårdsvej, hvor en ukendt mand fik franarret både kreditkort og pinkode fra en 79-årig kvinde. Tricktyven udgav sig for at være hjemmehjælper. Det er ikke oplyst, om der blev hævet fra kvindens kort.

Indbrud i lejlighed i Tuborg Havnepark, hvor hoveddøren blev opbrudt med et koben, og der blev stjålet smykker og ure.

Indbrud i lejlighed på Blidahpark, hvor der blev knust en rude og bl.a. stjålet smykker og ure til en samlet værdi af ca. 6.000 kr.

Publiceret 06 June 2018 11:30

SENESTE TV