Kultur og festdage:

En jubilar foldede sine mægtige vinger ud

Villabyerne ser tilbage på højdepunkter fra fire dage med sol, familiehygge, koncerter, kunst og masser af musik i et bagende hedt Gentofte

Af
Af Jesper Bjørn Larsen (tekst) og Lars Sohl (foto)

I 25 år har Kultur & Festdage bragt liv, nerve og kant til Gentofte - og i år skete det i en sauna. Eller sådan føltes det i hvert fald.

De varme festdage åbnede torsdag med en koncert for de mindste på Gentoftegade Bibliotek. Yasmins Børneafro fik rystet alle kroppe godt i gang i en koncert, der tog børnene med på kulturudveksling i børnehøjde. Musikken var jazzet og forfriskende rytmisk på en torsdag formiddag.

Senere samme dag var der fernisering på Ditte Gantriis' nye udstilling på Tranen på Hovedbiblioteket – en minimal sag med tørrede roser, nervøs velour og en enkelt, tændt mikrofon, der står åben for alle, der vil læse et kærlighedsdigt.

Det er en invitation, der forpligter, og ved ferniseringen var der oplæsning af både kunstnere og bibliotekarer fra digte om den varmeste følelse, der findes. Der var kærlighed i lyrisk form fra Sappfo over Emily Dickinson og Tom Kristensen til Dan Turèll.

Søbrise og havbrus

Brisen fra søen var svalende, men chokoladerne blev hurtigt bløde på en af Gentoftes smukkeste terrasser på plejehjemmet Salem ved Gentofte Sø fredag eftermiddag.

Under den bagende sol overrakte borgmester Hans Toft årets Initiativpris til en ildsjæl, lokalhistoriker Niels Ulrik Kampmann Hansen.

Rigtig mange var mødt frem for at fejre prismodtageren, som kvitterede med en byhistorisk vandretur i det gamle Gentofte.

Fredag aften bød på havbrus. Lokalhistorisk Arkiv og Charlottenlund Søbad havde teamet op om noget nær det perfekte arrangement til vejret: Et show med 100 års bademode og gedigen god badestil.

Showet, der trak rigtig mange mennesker, startede historien tro i den ærbare ende med fyldige og dækkende tekstiler og gennemgik årenes hotteste modeller over bikinien og op til 90'ernes høje benudskæringer i neonfarvede crepebadedragter.

På badeanstalten var der også stavgymnastik og en stor fotostat med plads til eget ansigt, så man kunne forevige et historisk badeøjeblik - naturligvis med lokalhistorisk foto-guld.

Fredagens finale var en stjernestund med anmelderroste Bisse på Hovedbiblioteket. “Sommeren står for døren og så må man rydde entréen,” hed det i første nummer, der cementerede arven fra C.V. Jørgensen, så de, der ikke kendte Bisse i forvejen, kunne føle sig hjemme.

Der var fyldt på alle rækker, og publikum i alle aldre delte en meget intens koncertoplevelse.

Lørdag i skyggen

Lørdag er den helt store familiedag til Kultur & Festdage: Familiefestivalen Sej, Sund og Sikker indtog Øregaardsparkens svedne græs med et hav af aktiviteter.

Kalle fra Ramasjang gav den gas og fik gang i ungerne – uden at glemme de voksne. I det hektiske trommeshow blev både Jens Rohde, Inger Støjberg og George Bush taget under satirisk behandling.

De mindste ben løb som Kalles trommestikker gennem Centimeter Maraton-ruten, og på pladsen var der både spiselige insekter, spejderhygge og skrammeltryk af superseje skrotrobotter – og det behøver ikke være avanceret, når man skal have det sjovt: En gammeldags havevander var et hit i den stegende hede park.

I handelsgaderne blev de fleste hængende i skyggen langs murene – stemningen var nærmest sydlandsk og rolig med god jazz i Gentoftegade – og naturligvis rodeogris og hoppeborg til de rastløse - samt gode tilbud og stemning, både på Jægersborg Allé og på Strandvejen.

På plænen bag Charlotteklubben i Vangede var trængslen flyttet fra græsset foran scenen til den svalende skygge fra træerne omkring. Herfra var der mange, der nød den gode musik med hits fra John Mogensens og Gasolins hånd. Som altid var det Vangedes Venner, der havde skabt arrangementet – og foreningen scorede også sikkert fredag aften med jazzhygge i bibliotekshaven.

Publikumsorkestret gav søndag på Gentofte Rådhus det bedste fra Beethoven.

Publikumsorkestret gav søndag på Gentofte Rådhus det bedste fra Beethoven.

Ro, lopper og lovsang

Søndagen åbnede som endnu en sydlandsk dag. Det kunne have været på Solkysten, men det var faktisk Charlottenlund Fort, der var ramme om en times formiddagsyoga – rigtig mange nød yogaen og den fantastiske udsigt over et sommerdiset Øresund.

Længere oppe ad kysten havde den internationale velgørenhedsorganisation Zonta ramt plet med to dages luksuriøst loppemarked, god musik og besøg på skibet Oceans of Hope. På en varm weekend virker det at være i havnen, og alle sejl var sat til ved det velbesøgte arrangement.

På Gentofte Rådhus var der hele to giga-koncerter: Midt på dagen var der koncert med Publikumsorkestret – de gav det bedste fra Beethoven og spillede salen fuld af skæbne.

Den festlige finale stod Gentofte Gospel Choir for, og her gik lovsang, pallietjakke og ægte showmanship op i en højere enhed.

Årets Kultur & Festdage lukkede uden én dråbe regn eller sky på himlen - og med masser af god stemning i hele Gentofte..

Søndag spillede Scandinavian Brass Quintet i Vangede Kirke.

Søndag spillede Scandinavian Brass Quintet i Vangede Kirke.

Søndag var der Yoga ved Charlottenlund Fort.

Søndag var der Yoga ved Charlottenlund Fort.

Lørdag gav Tobias Trier børnekoncert ved Jægersborg Bibliotek.

Lørdag gav Tobias Trier børnekoncert ved Jægersborg Bibliotek.

Sanger og sangskriver ‘Bisse’ trak fulde huse på Hovedbiblioteket fredag aften.

Sanger og sangskriver ‘Bisse’ trak fulde huse på Hovedbiblioteket fredag aften.

Årets modtager af Gentofte Kommunes Initiativpris, Niels Ulrik Kampmann Hansen, bød på byvandring.

Årets modtager af Gentofte Kommunes Initiativpris, Niels Ulrik Kampmann Hansen, bød på byvandring.

Publiceret 12 June 2018 15:30

SENESTE TV