Henrik Vendelbo Petersen, Charlotte Petersen og Erik Friedländer udgør bestyrelsen i den lokale afdeling af det nye parti Tidens Demokater.

Henrik Vendelbo Petersen, Charlotte Petersen og Erik Friedländer udgør bestyrelsen i den lokale afdeling af det nye parti Tidens Demokater.

Frafaldne Nye Borgerlige søger ind i nyt parti

Den tidligere ledelse af Nye Borgerlige i Gentofte har stiftet en lokal forening af Tidens Demokrater - et Aarhus-baseret parti stiftet af andre frafaldne fra Nye Borgerlige

Af
Jesper Bjørn Larsen

Først blev formand Henrik Vendelbo Petersen og næstformand Charlotte Petersen smidt på porten. Så fik den nye konstituerede formand Erik Friedländer nok af lugten i bageriet og smækkede med døren.

Det har ikke været kedeligt at være medlem af Nye Borgerlige i Gentofte i den seneste tid - til gengæld har det været lidt svært at gennemskue, hvem der egentlig tegnede partiet lokalt.

Nu har de tre nævnte lokalpolitikere søgt nye græsgange. De har for nylig været med til at stifte Tidens Demokraters nye lokalforening i Gentofte. Erik Friedländer er valgt som forman for Tidens Demokrater i Gentofte, mens Henrik Vendelbo Petersen og Charlotte Petersen er valgt som menige bestyrelsesmedlemmer.

Tidens Demokrater blev for nylig stiftet af Thomas Kold og Jan Sort, der begge stillede op for Nye Borgerlige i Aarhus ved efterårets kommunalvalg, men som ikke længere kunne se sig selv i partiet.

Forskellen mellem de lokale afdelinger af Nye Borgerlige og Tidens Demokrater er helt klar, skriver Erik Friedländer i en pressemeddelelse:

"Bestyrelsen skal kunne lede lokalforeningen med ytringsfrihed (under ansvar) og klar oplysende medlemsinformation, uden at frygte ubegrundede eksklusioner samt skriftlige advarsler fra Hovedbestyrelsen for at informere medlemmerne om, at en samlet bestyrelse i Nye Borgerlige, Gentofte stod totalt uforstående over for Hovedbestyrelsens uventede eksklusion af Henrik Vendelbo og Charlotte Petersen, som bestyrelsen ikke forinden var orienteret om."

Ifølge Erik Friedländer er de medlemmer af Nye Borgerlige i Gentofte, der var utilfredse med eksklusionerne samt den efterfølgende skriftlige advarsel for at orientere medlemmerne, naturligvis velkommen i Tidens Demokrater.

"Her sætter vi ytringsfrihed (under ansvar og med hensyntagen til partiets interesser) samt information til medlemmerne højst. Ytringsfriheden må aldrig undertrykkes," skriver han.

Ifølge TidensDemokrater.dk har det nye parti bl.a. følgende mærkesager:

– Mennesket før systemet

– Vi vil skabe tryghed for den enkelte borger

– Vi vil drive omsorg for alle sociale grupper i samfundet

– Vi mener, at ældre skal respekteres og behandles anstændigt

– Børn skal have en tryg hverdag

– Danmark skal have en intelligent udlændingepolitik

– Vi mener, at sundhedsvæsenet skal gennemrenoveres og forenkles

Publiceret 19 June 2018 11:00

SENESTE TV