Ung mand fængslet for knivoverfald på Bakken

En 16-årig dreng fra København SV blev onsdag varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at have overfaldet en 14-årig dreng med kniv for lidt over en måned siden

Af
Jesper Bjørn Larsen

En 14-årig dreng fra Ballerup blev overfaldet og stukket ned med kniv to gange, da han den 14. maj omkring klokken 22 var på vej mod Klampenborg Station efter at have besøgt Dyrehavsbakken.

Nu mener Nordsjællands Politi, at de har fundet gerningsmanden. Onsdag formiddag blev en 16-årig dreng fra København SV fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby, sigtet efter straffelovens paragraf 245, den der handler om 'legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter', i daglig tale kaldet grov vold. En forseelse, der straffes med fængsel i op til seks år.

Ifølge Nordsjællands Politi nægtede den 16-årige dreng sig skyldig under grundlovsforhøret, der blev ført bag lukkede døre.

Den 14-årige dreng var kommet op at skændes med nogle andre drenge ved radiobilerne på Dyrehavsbakken tidligere på dagen den 14. maj. Da de så senere mødtes på stien fra forlystelsesparken og ned til Klampenborg Station, blev der trukket en kniv, og den 14-årige fik et stik i ballen og et i brystet. Hans tilstand var ikke på noget tidspunkt kritisk.

Det er kun lidt over en uge siden, at Nordsjællands Politi offentliggjorde en række overvågningsbilleder i sagen. Siden er det væltet ind med tip fra offentligheden.

Publiceret 20 June 2018 14:05

SENESTE TV