Copenhagen Towers fra Gentofte står overfor sin største kamp nogensinde, når de lørdag spiller Super Final mod Swarco Raiders Tirol fra Innsbruck. Foto: Per Falkeborg

Copenhagen Towers fra Gentofte står overfor sin største kamp nogensinde, når de lørdag spiller Super Final mod Swarco Raiders Tirol fra Innsbruck. Foto: Per Falkeborg

Storkamp mod østrigsk gigant i Gentofte Sportspark

Copenhagen Towers lægger hjemmebane til den største kamp, som endnu er spillet i Danmark i amerikansk fodbolds 30 år lange danske historie, når østrigske Swarco Raiders Tirol gæster Gentofte Sportspark lørdag

Da Towers, efter sejre over de norske, engelske og svenske mestre, kunne lade sig krone som mestre i Northern European Football League, stod det samtidig klart, at holdet skulle møde vinderen af søsterturneringen Central European Football League, Swarco Raiders Tirol fra Innsbruck.

Towers blev, efter en budrunde, tildelt hjemmebane i Super Final, som kampen er kendt som. Dermed var den største kamp i amerikansk fodbolds danske historie en kendsgerning. Lørdag den 30. juni kl. 19.30 fløjtes kampen i gang.

I den seneste europæiske rangering indtager Gentofte-klubben 7. pladsen, hvilket er klubbens højeste rangering nogensinde. Modstanderen, Swarco Raiders, er i skrivende stund rangeret nr. 4, så det er to hold fra den absolutte elite, som mødes på Gentofte Sportspark.

Øverste halve procent

Interesseorganisationen Growth of a Game har opgjort det europæiske landkort over amerikansk fodbold til at bestå af ca. 1.500 klubber. Towers har dermed sneget sig ind i den øverste halve procent af alle amerikansk fodbold-klubber i hele Europa.

Towers' fanklub og klubben selv har mærket stor interesse for kampen, og klubformand Jakob Munksgaard forventer op mod 1.500 tilskuere til kampen.

Det betyder, at Ronaldos, Towers-sponsor og Gentofte-kending, skal have den store grill frem for at kunne levere flæskestegssandwich til de mange sultne fans.

Portene åbnes kl. 18, og forud for kampen har Towers planlagt en række aktiviteter, ligesom klubben i pausen hædrer sit flagfootball-hold, Copenhagen Barbarians, for sejren i en stor europæisk turnering. Klubben er ikke bleg for at kalde dette den største kamp i klubbens 28-årige historie og håber på stor opbakning fra Gentofte og omegn. jbl

Copenhagen Towers har taget turen fra en lille klub i en nichesport til at blive en del af den absolutte europæiske elite. Foto: Michael Quist

Copenhagen Towers har taget turen fra en lille klub i en nichesport til at blive en del af den absolutte europæiske elite. Foto: Michael Quist

Publiceret 27 June 2018 12:00

SENESTE TV