Byhave opstår i tidligere skolegård

Socialt samvær og grønne fingre går hånd i hånd på den tidligere internationale skole på Hellerupvej

Af
Marie Varming

I løbet af foråret er der spiret en byhave op gennem asfalten i skolegården på den tidligere internationale skole på Hellerupvej.

Hvis det ikke er helt korrekt, så er den i hvert fald vokset op gennem et større antal højbede, som lige nu står i fuld flor og giver afgrøder i sommervarmen i form af kartofler, ruccola og tomater.

"Haven er startet som en idé fra genoptræningscentret Tranehaven. En af ergoterapeuterne havde set et behov hos nogle af brugerne, som manglede mere end blot træning," forklarer Karen Marie Kjeldsen, som er projektleder i Gentofte Kommune.

Mere specifikt havde den gruppe af borgere brug for både lidt hjælp til integration og lidt socialt samvær. Derfor fandt man på at bygge en byhave, de kunne samles om.

Det havde meget naturligt fundet sted i et af kommunens mange grønne områder, men i stedet har man valgt skolegården, og det er der en fornuftig forklaring på.

Den Kulturelle Byhave er et pilotprojekt, der er blevet til i et samarbejde mellem borgere og kommune i Gentofte.

Den Kulturelle Byhave er et pilotprojekt, der er blevet til i et samarbejde mellem borgere og kommune i Gentofte.

"Hellerupvej 24 ligger tæt på både busser og stationen, og der sker i det hele taget meget i det område. Derudover skulle der være adgang til vand og toiletter, og det er der jo i forvejen i bygningerne," forklarer Karen Marie Kjeldsen.

Derudover er højbede afgørende, da mange af brugerne ikke er i form til at ligge på knæ og luge og derfor har glæde af, at afgrøderne kommer lidt op i højden.

På Hellerupvej 24 er godt en fjerdedel af den tidligere skolegård nu omdannet til byhave.

På Hellerupvej 24 er godt en fjerdedel af den tidligere skolegård nu omdannet til byhave.

Hvis man har lyst til at være med, kan man møde op, når der er havedag hver tirsdag klokken 18. Det er åbent for alle, og hvis man bare har lyst til at komme i kontakt med brugerne, kan man lægge et brev i byhavens postkasse på Hellerupvej 24.

Publiceret 10 July 2018 11:00

SENESTE TV