Når der er to kunstnere i dobbeltsengen

Skuespiller Lotte Andersen, som bor i Ordrup, har udgivet en bog om det par, hun de seneste år har fundet en kæmpe fascination af. Komponisten Carl Nielsen og hans mindst lige så mindeværdige kone, Marie

Af
Marie Varming

At Lotte Andersen gik fra at være skuespiller, sanger og instruktør for senere også at blive forfatter skete egentlig en sommerdag, hvor den daværende chef for operafestivalen, Michael Bojesen, inviterede hende på en kaffe.

Han ville spørge, om hun ville instruere en teaterkoncert med Carl Nielsen-sange. Hvordan hun gjorde det, måtte hun langt hen ad vejen selv bestemme. Lotte Andersen valgte at gå ind på Det Kongelige Bibliotek og læse de 12 bind med mere end 10.000 breve, som Carl Nielsen enten skrev eller modtog i sit liv.

"Jeg bad bibliotekaren om de bind med mest 'bid' i. Det fik jeg. Da jeg kom hjem, læste jeg en masse breve til og fra hende."

Den 'hende', som Lotte Andersen nævner, er Carl Nielsens kone, Anne Marie Carl Nielsen, eller Marie i daglig tale. De to skrev op mod tusinde breve sammen i deres lange parforhold, og dem læste Lotte Andersen.

Bogen 'Carl og Marie - i kunst og kærlighed' udkom i foråret på Gyldendal.

Bogen 'Carl og Marie - i kunst og kærlighed' udkom i foråret på Gyldendal.

"Jeg havde en følelse af at falde igennem tiden. En vild oplevelse. De breve er så højaktuelle, og det føltes som om, de sidste 100 år forsvandt sådan her," siger Lotte Andersen og knipser med fingrene.

Det endte med forestillingen 'Carl og Marie – sange fra et ægteskab', som foregik i en dobbeltseng med et orkester udenom.

Nogen tid efter premieren faldt Lotte Andersen i snak med en forlagsredaktør, som foreslog at lave hendes research om til en bog. 'Carl og Marie – i kunst og kærlighed' udkom i samarbejde med journalist Amalie Kestler i foråret.

En usædvanlig kvinde

Anne Marie Carl Nielsen var – helt usædvanligt for sit køn dengang – allerede billedhugger, inden hun mødte Carl. Og stik imod, hvad man havde forventet, opgav hun ikke sin karriere for mand og børn. På den anden side opgav han ikke andre kvinder, fordi han blev gift.

"På et tidspunkt tager Anne Marie en opgave i Athen, og da hun skal rejse, beder hun sin bedste veninde om at flytte ind til Carl og de tre små børn, mens hun er væk. Det skulle hun aldrig have gjort," siger Lotte Andersen med en sigende mine.

Da Marie opdager utroskaben, ændrer brevene – naturligt nok – karakter.

"Der starter en ny brevveksling fuld af smerte og længsel, bitterhed og fortrydelse. Det drypper af tårer, så man får ondt i maven."

Det kan lyde som om, Carl Nielsen og Marie havde mange problemer, men kærligheden var også tilsvarende stor, så da Marie en dag lavede en helt moderne +/- liste over fordele og ulemper ved at blive sammen med sin mand, var der nærmest ligevægt. Beslutningen om at lade sig skille var ikke nem, men da Marie opdager, at kærlighedssorgerne går ud over hendes kunstneriske virketrang, gør Marie det forbi.

Brevene rummer også diskussioner på et mere hverdagsagtigt plan.

"De skriver meget om deres skærmydsler. Hvor meget skal karrieren fylde i forhold til parforholdet? Den slags går jo lige ind på lystavlen hos mange i dag. I dag har både mænd og kvinder jo karriere, og vi ved jo godt, det tager tid fra familien. Men allerede i slutningen af 1800-tallet har de to løbende diskussionen om hvor vigtigt, arbejdet er. Jeg har selv haft den diskussion, og jeg genkender mig selv i Marie."

To forskellige forhold

At det ud over at være to karrieremennesker så også var to kunstnere, betyder ekstra meget, vurderer Lotte Andersen. Hun har selv været i et længere forhold med skuespiller Kim Bodnia, som hun har en søn med. I dag er hun kæreste med Rasmus Møller, som er konsulent inden for ledelse. De to forhold er ganske forskellige.

"For mig lykkedes det ikke at være to kunstnere i ét forhold. Der skal være plads til to egoer, og det er ikke helt nemt. Kim og jeg var endda inden for samme felt. Vi havde et passioneret møde og et lidenskabeligt forhold, der stoppede meget brat. Det var syv-otte år af mit liv med speederen i bund i både kærligheden, livet og karrieren. Det forhold, jeg er i i dag, minder mere om det forhold, Carl og Marie får, da de finder sammen igen efter skilsmissen. Et forhold med respekt og beundring. Det er ikke sådan, at Rasmus og jeg sidder lårene af hinanden, for vi har to karrierer i hvert vores spor, og det vækker sandelig genklang, når Carl fuld af længsel prøver at overtale Marie til at komme hjem: 'Alting er saa smaat og elendigt, kjære, lille Marie. Vi har ingen Tid at spilde. Gid jeg havde Dig, der er noget jeg havde Lyst til at tale med Dig om i dette Øjeblik; maaske ellers aldrig. Din Carl',".

Man behøver dog ikke være kunstner for at kunne relatere til brevene.

"Det er en klassisk love story, og den taler jo til alle," forklarer hun.

Nu har Lotte Andersen lavet en teaterforestilling og skrevet en bog om Carl og Marie, men det er ikke helt sikkert, hun stopper her.

"Nej, det holder jo aldrig op det her. Jeg drømmer faktisk om at lave en film om Anne Marie Carl Nielsen," smiler hun.

Publiceret 10 July 2018 10:00

SENESTE TV