Iskold nyhed på Strandvejen

Af
Marie Varming

Hvis nogen ikke har bemærket det, er der åbnet en ny isbar på Strandvejen i Hellerup.

Det er Conny Olsen og Bitten Skotte, som står bag disken og initiativet. De to kvinder har i fællesskab drevet blandt andet Svaneke Is i Rødovre Centrum og er eksperter i at smage på is, så kunderne får den bedste oplevelse.

De har for tiden 23 hjemmelavede is i montren, og kunderne er velkomne til at smage alle de slags, de vil, inden de bestemmer sig. Det er ikke engang så usundt, for alle is hos Hellerup Is & Cafe er lavet af naturlige råvarer – blandt andet fuldfed jerseymælk fra Bornholm og danske bær, som Conny og Bitten selv koger og laver om til is. De bager endda selv vaflerne til isene.

For at det hele ikke skal være sødt og dessert, så kan man også få en hjemmebagt bolle eller sandwich i cafeen, ligesom der altid er kvalitetskaffe på kanden.

Publiceret 11 July 2018 09:31

SENESTE TV