På Bellevue Strand holder badende sig sjældent inde for livreddernes flag, og det giver udfordringer for livredderne at holde øje med alle i vandet. Foto: Kathrine Albrechtsen

På Bellevue Strand holder badende sig sjældent inde for livreddernes flag, og det giver udfordringer for livredderne at holde øje med alle i vandet. Foto: Kathrine Albrechtsen

Redningsaktion ved Bellevue:"Mens vi snakker, besvimer hun"

Livredder Sigurd Dideriksen reddede for to uger siden en 19-årig pige fra at drukne på Bellevue Strand

Af
Kathrine Albrechtsen

Onsdag den 4. juli 2018 var en dag med pålandsvind og bølger. Det var varmt, så stranden var et fluepapir, husker 26-årige Sigurd Dideriksen, da han mødte ind som livredder på Bellevue Strand.

"Jeg tænkte, at det ville blive en stille og rolig dag," siger han.

I syv år har Sigurd Dideriksen arbejdet over sommeren som livredder. Til daglig studerer han humanfysiologi på Københavns Universitet og bor på Frederiksberg.

Som livredder hos TrygFonden Kystlivredning skifter han mellem sine kollegaer til at stå på de danske kyster. Fra badestrandene på Sjælland til Vesterhavets kraftige strømme. Bellevue er en stille strand uden store bølger og strøm, men til gengæld er der fralandsvind og mange mennesker at holde øje med, fortæller Sigurd Dideriksen.

26-årige Sigurd Dideriksen arbejder som livredder på de danske kyster i sin sommerferie. Her ses han på Brøndby Strand. Men den 4. juli stod han på vagt på Bellevue Strand, da han ser en pige fægte med armene ude i vandet. Foto: Privat

26-årige Sigurd Dideriksen arbejder som livredder på de danske kyster i sin sommerferie. Her ses han på Brøndby Strand. Men den 4. juli stod han på vagt på Bellevue Strand, da han ser en pige fægte med armene ude i vandet. Foto: Privat

"Det særlige ved Bellevue Strand er, at folk slår sig ned uden for livreddernes primære zone på 100 meter, så det bliver en udfordring for os at holde øje med de, som har bevæget sig langt væk fra flaget," siger han.

Hun er i panik

Onsdag den 4. juli nærmer klokken sig 17, da Sigurd Dideriksen ser pigen ude i vandet. Hun fægter med armene, før hun ryger under vandet. En dame i vandet har også bemærket hende og vinker op til tårnet, mens hun peger ud.

Sigurd Dideriksen springer ned til den røde gummibåd, som ligger foran tårnet, og hiver den ud i vandet. Han kommer hurtigt ud til pigen, hvor en mandlig badegæst er svømmmet ud og fået fat i hende.

"Hun er i panik og har slugt en masse vand. Hun kommer op i båden, hvor hun forsvinder og lukker øjnene. Hun kan ikke svare på mine spørgsmål som, hvad hun hedder, og hvor hun kommer fra," siger han, som til sidst får frem, at hun er 19 år og fra Brøndby.

Livredder Sigurd Dideriksen betegner Bellevue som en stille strand, men der dukker mange mennesker op, som livreddere i tårnet skal holde øje med. Foto: Kathrine Albrechtsen

Livredder Sigurd Dideriksen betegner Bellevue som en stille strand, men der dukker mange mennesker op, som livreddere i tårnet skal holde øje med. Foto: Kathrine Albrechtsen

I TrygFondens Kystlivredning har de fem regler, og den 19-årige pige fra Brøndby har overtrådt fire af dem.

Hun har ikke lært at svømme, hun er gået alene i vandet, og hun kendte ikke stranden. Så da hun bevæger sig alene ude i vandet, har hun ikke taget højde for bølgerne. Idet hun får en af dem over hovedet, går hun i panik og sluger en masse vand. Derfra går det kun værre.

Det eneste hun ikke havde overtrådt var, at man skal holde øje med børnene. Selv på Bellevue Strand kan det være farligt, hvis man ikke følger de fem råd, fortæller Sigurd Dideriksen.

Drukne på land

I båden får Sigurd Dideriksen meldt ind til sin makker, at hun er ved bevidsthed og trækker vejret. Men de får tilkaldt en ambulance, fordi hun har slugt en masse vand. Det er en klar procedure, da der kan ske en efterdrukningsmekanisme, hvor man drukner, selvom man er på land. Og den indsigt bliver aktuel, da han kommer ind på land med hende.

"Hun er meget kold og lidt i panik. Hun kan ikke holde sine øjne åbne, så jeg giver hende fysisk og psykisk førstehjælp, hvor jeg tjekker for det vitale. Har hun slugt for meget til at trække vejret. Kan hun tælle ned fra 10 i én vejrtrækning. Tjekker om pulsen er høj eller lav. Til sidst tjekker jeg, om hun er til stede. Der har vi lidt et problem. For hun er konfus og lukker øjnene, hvilket er meget normalt, når man har været ude for et chok, men mens vi snakker, så besvimer hun og får unormal vejrtrækning," fortæller han.

Sigurd Dideriksen får langt hende ned og giver hende støtteilt. Som livredder har han oplevet mange ting, og når der sker "en skarp situation", som han kalder det, hvilket dækker over en livstruende situation, slår han hovedet fra og kører ren procedure. Ved et hjertestop ved han, hvad han skal gøre for at få det i gang igen, men med den 19-årige pige er situationen svær, fordi han ikke ved, hvad der er galt med hende.

"Vi er ved at starte hjerte- og lungeredning, da hun ved et gisp vågner og kaster vand op. Hun har oplevet en efterdrukningsmekanisme," siger han.

Idet hun kaster op, ankommer ambulancefolket og tager over.

Hun havde ikke klaret den

Sigurd Dideriksen er glad for, at han kunne gribe ind og hjælpe hende.

"Vi fik fat i hende, før hun druknede. Hvis vi ikke havde været der, havde hun nok ikke klaret det. Men jeg har ikke tænkt over det siden, fordi hun havde det godt, da vi overleverede hende. Hvis hun havde havde haft det værre, og jeg havde sendt hende afsted i uvished om, hvorvidt hun ville klare det, havde jeg tænkt over det," siger han.

Pas på badedyr og luftmadrasser

Skoleårets afslutning og perfekt strandvejr har de seneste uger givet trængsel på de danske strande og travlhed i livreddernes tårne. Seks gange har livredderne været i aktion for at redde badegæster og surfere, hvor én af gangene var på Bellevue Strand. Her blev en 19-årig pige reddet i land.

Kraftige fralandsvinde har været med til at skabe livsfarlige situationer, især når badegæster tager badedyr og luftmadrasser med i vandet. Her kan man hurtigt drive for langt ud fra kysten til, at man selv kan komme tilbage.

For et par uger siden var det ved at gå galt for et midaldrende ægtepar på Ishøj Strand. Parret havde taget luftmadrasser med i vandet og nåede at drive næsten 400 meter ud i Øresund, før livreddere opdagede, at de var kommet på afveje.

Kvinden kunne ikke svømme, og hendes mand kunne ikke hjælpe hende i land på grund af den kraftige vind, der havde drevet dem langt ud på det åbne hav.

"Det kræver en masse kræfter at svømme tilbage til stranden, og man kan let gå i panik, så man mister endnu flere kræfter," siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning, i en pressemeddelelse, hvor de advarer mod at tage badedyr og luftmadrasser med i vandet, når der er fralandsvind.

TrygFondens 5 baderåd er; lær at svømme, gå aldrig alene i vandet, læs vinden og vandet, lær stranden at kende og slip ikke børn af syne.

Publiceret 18 July 2018 10:30

SENESTE TV