To toge stødte sammen på Bakkens gamle Rutschbane lørdag aften. Arkivfoto

To toge stødte sammen på Bakkens gamle Rutschbane lørdag aften. Arkivfoto

Bakken: Menneskelig fejl var skyld i uheld

Da to vogne i Dyrehavsbakkens gamle trærutschebane stødte sammen i lørdags, skyldtes det ikke en teknisk fejl, viser undersøgelser

Af
Signe Haahr Pedersen

Lørdag aften fik en flok gæster på Bakken sig en forskrækkelse, da to vogne i den gamle trærutschebane stødte sammen. Alle 27 passagerer slap ifølge Bakken uskadt fra uheldet, men rutschebanen blev straks lukket og er de seneste dage blevet undersøgt for fejl af Dansk Teknologisk Institut, ligesom forlystelsens personale er blevet afhørt.

Undersøgelsens konklusion ligger nu klar, og den siger, at det ikke var en teknisk, men en menneskelig fejl, der forårsagede sammenstødet.

"Vi uddanner vores personale grundigt og har en række procedurer for, hvordan driften operativt skal køre på Rutschebanen. At der lige præcis her sker en fejl, som forårsager et sammenstød er særdeles uheldigt og meget beklageligt, og vi er lettede over, at ingen kom alvorligt til skade," siger Bakkens administrerende direktør, Nils-Erik Winther i en pressemeddelelse.

Trærutsjebanen på Bakken kører på 9. år efter et elektronisk system, dvs. uden såkaldte medkørende bremsemænd. For at undgå lignende uheld i fremtiden, vil forlystelsesparken nu sætte flere overvågningskameraer op.

"Det, der ikke må ske, er sket, og vi skal sikre os, at det ikke kan ske igen. En af de løsninger, vi arbejder på, er at få flere kameraer op, så der i operatørrummet vil være fuldt overblik over hele banen og alle vogntog på ethvert givent tidspunkt," siger Nils-Erik Winther i pressemeddelelsen.

Rutschebanen er nu oppe at køre igen.

Publiceret 19 July 2018 16:38