Monstrene overtager børnebibliotekerne

Udstilling, naturoplevelser, fællesspisning, Grønland, Golden Days og gaming er bare lidt af det, du kan opleve på børnebibliotekerne i efteråret

Gentofte Hovedbiblioteks store satsning for børn i efteråret er udstillingen: Store Monster, Lille Monster.

Udstillingen er en del af det landsdækkende børnebiblioteksprojekt Fang Fortællingen, hvor 10 litterære udstillinger turnerer rundt i Danmark. Gentoftes bidrag til projektet er denne udstilling til de 3-8 årige om at føle sig tryg og utryg. Udstillingen er baseret på billedbøgerne om de to monstervenner skrevet af den nordiske trio, islandske Áslaug Jónsdóttir, svenske Kalle Güettler og færøske Rakel Helmsdal. Udstillingen har fernisering fredag den 7. september kl. 10 som en del af Bogfest 2018 og kan ses i bibliotekets åbningstid frem til tirsdag den 20. november.

Fredag den 7. september er Hovedbiblioteket vært for Bogfest 2018 som er arrangeret af børn fra biblioteksklubberne. Så tag hele familien med til fest for børne- og ungdomsbøger – en del af festen er for skoler, men om eftermiddagen kan alle være med. Du kan bl.a. opleve Kim Fupz Aakeson og Ida Marie Rendtorff, høre oplæsninger, quizze og deltage i workshops. Børnebibliotekarerne står klar til at guide dig og dit barn til fede læseoplevelser. Se programmet på genbib.dk/bogfest

Gå i klub på biblioteket

Biblioteksklubberne for børn og unge mellem 9-14 år fortsætter selvfølgelig, de to klubber med omdrejningspunkt om børne/ungdomslitteratur Romance de livre og Chapter Chat indleder ny sæson mandag den 27. august skriv til Joem@gentofte.dk hvis du ønsker at deltage. Naturvidenskabsklubben Klub Science tager hul på en ny sæson mandag den 17. september, skriv til hfa@gentofte.dk, hvis du vil være med.

Golden Days – kulturhistorie er også for børn

Historiefestivalen Golden Days rammer også børnene på Gentofte Hovedbibliotek i september. Her er to arrangementer dedikeret til historiens B-sider - de ting der ikke lige først springer i øjet og som måske er mindre pæne. I kan se den smukke, sjove og ordløse teaterforestilling To be om menneskerettighederne af Passepartout Teaterproduktionder er workshop efter forestillingen og det er for børn fra 6-12 år. Både større børn og voksne kan få en fantastisk historie, når forfatter Jesper Wung Sung fortæller om sin kinesiske oldefar med udgangspunkt i bøgerne: En anden gren og Lynkineser.

Sjov med ord

Sæt turbo på dit barns sprog med sprogstimulering på alle bibliotekerne i kommunen. Sjov med ord er en fællesbetegnelse for Gentofte Bibliotekernes sprogstimulering – båret af en legende tilgang til sproget.

Sille og Palle synger ABC-sange. Pressefoto

Sille og Palle synger ABC-sange. Pressefoto

I denne sæson kan I bl.a. møde Sille og Palle med deres ABC-koncert, deltage i Onsdagspilopper, Eventyrtime og meget mere. Se hvad dit lokale bibliotek tilbyder!

Naturtid

Er du til natur og miljø er der mulighed for at møde kommunens Grønne Guide, Karen Stevnbak Andersen, der kommer forbi flere af bibliotekerne med sine workshops. Du kan f.eks. møde hende på Dyssegård bibliotek lørdag den 1. september, hvor hun fortæller om den danske natur og viser dyr frem. I efterårsferien kan du lægge din vej forbi Jægersborg Bibliotek mandag den 15. oktober, hvor hun vil hjælpe dig med at forvandle modne æbler til most.

Fællesskab og fællesspisning

Ulvetimer og fællesspisning for børnefamilier fortsætter hele efteråret på Dyssegård og Vangede lokalbiblioteker. Og som noget nyt har Gentofte Hovedbibliotek begyndt et samarbejde med Sunde Fællesskaber og Grøn Guide. Det resulterer i foredrag for familier med mindre børn om aktuelle emner som f.eks. mad og miljø, kombineret med sprogstimulering for børnene og afsluttende fællesspisning.

Endelig skal I glæde jer til GentofteNatten fredag den 28. september, hvor Dyssegård Bibliotek inviterer til et kæmpe marked med fokus på Grønland – naturligvis i anledningen af, at Gentofte er UNICEF By 2018 og samler ind til fordel for østgrønlandske børn.

Pan og gaming

På Ordrup Bibliotek kan prøve at komme tættere ind på livet af Peter Pan i september og oktober, og se to fantastiske udstillinger, der tager udgangspunkt i historien om drengen, der ikke ville være voksen. Folketeatret og Tranegårdsskolen der har skabt udstillingerne og i hele perioden vil der være aktiviteter for børn og voksne.

I Vangede er der fokus på spil og gaming – her er workshops om spil, både brætspil og digitale. Og du skal mere end at rulle med terningen - du kan f.eks. lave din egen spilcontroller, lege med Micro:bit, deltage i Nordic Game Day og meget mere.

Byg din egen controller på Vangede Bibliotek. Pressefoto

Byg din egen controller på Vangede Bibliotek. Pressefoto

Al info om tilmelding, detaljer, tid og sted findes på genbib.dk

Publiceret 08 August 2018 08:00

SENESTE TV