Protest mod Tuborg Syd: "Hvorfor blæser de på os, som altid har boet her?"

110 andelsboliger protesterede i foråret kraftigt mod nyt byggeri. "Uforståeligt højt og brutalt op mod skel" lød klagen, som blev afvist med en lokalplan af Gentofte Kommune

Af
Kathrine Albrechtsen

protest Når Bakkedraget står klar i 2021, vil beboerne Ved Eltham få en 11,20 meter højere bygning som nabo.

Den udsigt fik beboerne i 110 andelsboliger til at sende et fælles brev til Gentofte Kommune den 11. maj 2018 om, hvordan de fandt de kommende byggeplaner "påtrængende og arrogante". At de vidnede om, at "man slet ikke har haft for øje for tilpasningen af overgangen til den eksisterende bygning eller for de gener den voldsomme højde mod skel vil afstedkomme."

Opfordringen fra beboerne lød at ændre i bygningskompositionen, så den højeste bygningsvolume lå væk fra skel. Et forslag som blev afvist af kommunen og arkitekterne med henvisning til en lokalplan fra 2008.

"I forhold til Bakkedraget har vi nøje vurderet højder og variationer i bygningshøjder (...) I lokalplanen er der mulighed for at bygge op til 37 meter (...) Vi har valgt at holde byggeriet lavere end dette og derved ikke udnytte den potentielle maximale højde," skrev Johanne Donsted fra Lundgaard og Tranberg Arkitekter som svar på høringssvaret.

Hun understregede, at de havde haft bygningen med i deres overvejelser, så der blev skabt en naturlig overgang fra Tuborg Syds bebyggelsesplaner til nabobebyggelserne.

"Dette mener vi, at byggeriet tager hensyn til f.eks. er bygningskroppen forskudt, således at lejligheder i gavlen Ved Eltham har udsigt over et åbent strandenglangdskab mod øst. Denne bearbejdning af lokalplan 307 blev netop lavet i samarbejde med naboerne, da lokalplanen blev udarbejdet i 2008," skriver Johanne Donsted i mailen.

Folk er chokeret

67-årige Hanne Daugaard, som har boet Ved Eltham i syv år, har oplevet processen som en skueproces.

"Vi kommer til borgermøde (25. april 2018 red.) og sender høringssvar, men det er bare en skueproces, fordi de alligevel gør, som de vil. Det er arrogant, at de bare henviser til en lokalplan fra 2008, i stedet for at tilpasse det lidt til de eksisterende byginger. Området er fire etager, og pludselig kommer de her mega store klodser. Jeg var med til borgermødet, men der var vi slet ikke klar over, at det var så højt. Først efter borgermødet fik vi de endelige tegninger, hvor vi kunne se, hvor højt og bredt og tæt på det blev. Jeg føler mig manipuleret af billedmaterialet. At beboerne kommer til at kunne kigge ned i vores gård og altaner, kom som lidt af et chok," siger hun.

Hanne Daugaard har intet imod, at der bliver bygget på grunden og finder planerne for Tuborg Syd æstetisk flotte og strandengområdet spændende.

"Men jeg har imod, at de knalder noget så højt op, så tæt på os. Hvorfor blæser de på os, som altid har boet her? De kunne have gradueret det ved at lave terrasser på fire etager mod os og bygget højt væk fra os. Men jeg tror, at kommunen er flintende ligeglad, det handler bare om at knalde så mange lejligheder op," siger hun.

Rettelse den 16. august 2018: Hanne Daugaard vil gerne understrege, at hun og alle beboere har kendt til lokalplanen fra 2008.

Publiceret 15 August 2018 12:00

SENESTE TV