Samlet GTK. Damerne vandt guld, mens herrerne sikrede sig bronze.

Samlet GTK. Damerne vandt guld, mens herrerne sikrede sig bronze.

Gentoftes tennistalenter overvandt forbandelser og tidligere nederlag

Gentoftes tennisklubber kunne løfte trofæerne, efter de danske tennismesterskaber for hold blev afholdt i weekenden

HIK’s herrer fik i weekenden brudt deres finaleforbandelse ved hold-DM i tennis, mens Gentoftes kvinder tog revanche for deres finalenederlag sidste år, skriver Dansk Tennis Forbund.

HIK Herre brød med forbandelsen og vandt guld.

HIK Herre brød med forbandelsen og vandt guld.

For første gang siden 1978 lykkedes det HIK's herrer at vinde Danmarksmeterskaberne for hold. I finalen stod de over for KB, som havde været HIK's onde ånd i de seneste to DM-finaler, men HIK var sultne efter revanche, og det kom i den grad til udtryk i spillernes præstationer.

Med 1-1 efter de første to singler satte HIK sig på de næste to og tog en 3-1 føring med ind til doublerne. Sejren blev sikret, efter 1. herredouble med Christoffer Kønigsfeldt og Holger Nødskov Rune vandt andet sæts tiebreak. Spillere, trænere og de mange HIK-tilskuere kunne storme ind på banen og synge 'olé, olé, olé' af deres lungers fulde kraft.

"Det er sindssygt stort. Vi spiller en god finale i dag med gode præstationer fra os alle sammen. Jeg synes, at vores tænding og attitude var helt vildt god i dag, og vi blev ved med at holde fast," siger Holger Nødskov Rune til Dansk Tennis Forbund.

HIK Herre brød med forbandelsen og vandt guld. Holger Nødskov Runes reaktion, da sejren var i hus. Foto: Dansk Tennis Forbund

HIK Herre brød med forbandelsen og vandt guld. Holger Nødskov Runes reaktion, da sejren var i hus. Foto: Dansk Tennis Forbund

Christoffer Kønigsfeldt, der har været med til at tabe tre DM-finaler, var lettet og lykkelig over, at titlen endelig kom i hus for HIK.

"Det startede i går med en sindssygt hård semifinale mod Skovbakken, hvor vi vinder to matchtiebreaks. Vi har trænet hårdt og forberedt os mentalt. Og så har vi fået et skud ungdom ind nede fra i form af Holger, som virkelig løfter sig med opgaven og vinder fire kampe denne weekend," siger Christoffer Kønigsfeldt.

Bronzen gik til Gentofte Tennisklub, der vandt med 4-2 over Skovbakken.

Gyldne Gentofte-kvinder

Hos kvinderne lå det helt fast, at der skulle kåres en ny danmarksmester, efter at Birkerød slog de forsvarende mestre fra KB ud.

I førstesinglen sad Emilie Francati fra GTK på kampen og vandt 6-4, 6-3 over Karen Barritza. Den sejr blev fulgt op af Maria Jespersen fra GTK i andensingle, der tildelte fremadstormende Olga Helmi et nederlag i to sæt.

Den yngre Francati-søster, Helena, gjorde det siden til 3-0, inden Elena Jamshidi fik reduceret for Birkerød i fjerdesinglen.

DM-finalen blev endeligt afgjort, da Emilie og Helena Francati vandt førstedoublen med 6-4, 6-2 over Karen Barritza og Olga Helmi.

"Det er så fedt, og vi er så glade. Det er helt specielt at vinde som et hold, og jeg synes, at vi har gjort det rigtig godt hele sæsonen. Vi havde nogle tough nederlag sidste år, så vi har virkelig været motiveret til at gå hele vejen i år. Så er det bare super fedt at gøre det," siger Emilie Francati.

DM-bronzen gik til KB, der vandt med 5-1 over HIK.

ka

Fakta

HIK vandt DM-guld hos herrerne

Gentofte vandt DM-guld hos damerne

Gentofte vandt DM-bronze hos herrerne

HIK blev nummer 4 hos damerne

Publiceret 04 September 2018 13:06

SENESTE TV