De seks spillere fra Gentofte Volley, som er nye ansigter i ligatruppene i forhold til de seneste sæsoner. Fra venstre mod højre: Kasper Rode Nielsen, Sarah Helmer Jensen, Ulrik Dahl, Silvia Massa, Jan Vinther og Sigrid Friis Christiansen.

De seks spillere fra Gentofte Volley, som er nye ansigter i ligatruppene i forhold til de seneste sæsoner. Fra venstre mod højre: Kasper Rode Nielsen, Sarah Helmer Jensen, Ulrik Dahl, Silvia Massa, Jan Vinther og Sigrid Friis Christiansen.

Gentofte Volleys ligaholdstrup er klar – både for damer og herrer

Gentofte Volley kan byde velkommen til seks nye ansigter i truppen. Derudover er der ikke de store udskiftninger

Gentoftes regerende danske mestre for herrer har næsten hele mestertruppen fra sidste sæson intakt.

Med gode tilgange ser det lovende ud. Kun Frederik Mikelsons, der er flyttet til Fyn, er ikke med igen i denne sæson.

Philip Özari er vendt tilbage efter en sæson i Frankrig hos Saint-Quentin. Derudover bliver der debut i Gentoftes ligatrøje til Jan Vinther og Kasper Rode Nielsen, mens nyoprykkede Ulrik Dahl i flotteste stil trak trøjen på allerede til DM-finalekampene i sidste sæson.

Det er et fint gensyn med Jan Vinther, som har fået sin volleyopdragelse i Gentofte, inden han for 5 år siden skiftede til Hvidovre. Kasper Rode Nielsen, der spiller libero, er kommet til fra Middelfart.

”Det er et scenevant mandskab, hvor spillerne kender hinanden, vi sender på banen i år”, bemærker Gentoftes sportschef Peter Borglund.

Der er dog nyt islæt uden for banen, idet canadiske Shane Smith har fået cheftrænerrollen efter Denis Janka. Den assisterende træner er også et nyt ansigt. Donata Huebert fra Tyskland er kommet til på denne post.

Nyoprykket damehold

Dameholdet er nyoprykket til ligaen. Holdet har ikke mistet andre spillere i forhold til sidste sæson end Emilie Castillo Hunderup, der er skiftet til Frederiksberg. Også trænerstaben er den samme med Chris Cheng, som cheftræner og Troels Lavritsen som assisterende.

Der er tre nye ansigter i dametruppen. Silvia Massa har skiftet Lyngby-trøjen ud, mens de to andre nye ansigter er velkendte i Gentofte. Der er come back til Sigrid Friis Christiansen, der har spillet flere sæsoner i Brøndby, efter en karriere som ungdomsspiller i Gentofte.

Ungdomslandsholdsspilleren Sarah Helmer Jensen døjede med en skade i hele sidste sæson, men er nu klar til for alvor at gøre sig gældende på Gentoftes førstehold.

Liga i Kildeskovshallen

Der er ligapræmiere for dameholdet tirsdag den 25. september kl. 19 i volleyarenaen i Kildeskovshallen, hvor Frederiksberg kommer på besøg. Herrerne har også præmiere i ligaen på hjemmebane, idet der er lagt op til et brag med DM-revanchemulighed for Middelfart fredag den 28. september kl. 19.45.

Publiceret 25 September 2018 08:00

SENESTE TV