Nystiftet forening: Flere skal have glæde af sjælens sprog

Gentofte har fået en ny forening. Harpens Venner arbejder for, at endnu flere får glæde af det elegante strengeinstrument

Af
Signe Haahr Pedersen

musik Den er stor og tung, men har den blideste stemme, som alt for få lytter til. Harpen trænger til noget opmærksomhed, synes tre Gentofte-kvinder, der derfor har stiftet foreningen 'Harpens Venner'.

"Vi har et udtryk i Wales, som siger: Harpen taler sjælens sprog. Jeg har altid vidst, at det var det, jeg ville spille. Jeg prøvede klaver og violin, og jeg sang. Men så en dag kom min far hjem med en harpe, og da jeg rørte strengene vidste jeg, at that's it," fortæller Helen Davies.

Hun er harpenist og har undervist Camilla Demuths datter, Viola, siden hun for ti år siden proklamerede, at hun ville spille "prinsesse-harpe".

Camilla Demuth vidste ikke noget om harpespil, før hendes datter besluttede sig for, at hun ville spille på det store instrument. Foto: Signe Haahr Pedersen

Camilla Demuth vidste ikke noget om harpespil, før hendes datter besluttede sig for, at hun ville spille på det store instrument. Foto: Signe Haahr Pedersen

"Jeg tror simpelthen, at min datter som lille har set Ariel fra Disney spille på harpe," fortæller Camilla Demuth, og foreningens tredje bestyrelsesmedlem Marie-Louise Frederiksen nikker:

"Min datter har sagt det lige siden, hun var tre. Og det kan sagtens også være Ariel, hun har set. Det kom bare, og så tænkte vi på et tidspunkt, at nu skulle hun have lov til at prøve."

Måske er strengeleg noget for dig?

Men det var ikke nemt. For der var ingen harpe hos Gentofte Musikskole, så Marie-Louise måtte selv finde en underviser, der med tiden blev ansat.

At skaffe selve intrumentet er også en udfordring. De laves ikke i Danmark, og fordi der er så få, der spiller på dem, er det stort set umuligt at købe brugte. Og nye strenge må bestilles hjem fra udlandet.

"Det er også en af grundene til, at vi har lavet den her forening. Vi håber, vi kan få dem udbredt lidt, sådan at der er harper, man kan låne, som du kan med mange andre instrumenter," siger Camilla Demuth.

Et andet budskab, 'Harpens Venner' gerne vil have frem, er, at dét at spille harpe kan være så meget andet end balkjole og fine fornemmelser.

Først sagde Marie-Louise Frederiksen nej. Men da hendes datter, Anna, blev ved med at spørge, om hun måtte gå til harpespil, gav hun sig, og nu er hun medstifter af den nye forening 'Harpens Venner'. Foto: Signe Haahr Pedersen

Først sagde Marie-Louise Frederiksen nej. Men da hendes datter, Anna, blev ved med at spørge, om hun måtte gå til harpespil, gav hun sig, og nu er hun medstifter af den nye forening 'Harpens Venner'. Foto: Signe Haahr Pedersen

"Man behøver ikke spille i et orkester. Man kan have fornøjelsen ved at spille hele sit liv, og så er harpen rigtig god til bryllupper," siger Helen Davies og smiler.

"Og afternoon tea, " siger Camilla Demuth og fortsætter:

"Og vi kan love, at det er et dejligt instrument, når børnene øver. For det lyder næsten godt lige meget hvad."

'Harpens Venner's første opgave bliver at afholde 'Store Harpedag', hvor harpenister fra hele Danmark mødes og spiller sammen. Det sker på lørdag den 29. september på Gentofte Musikskole, hvor dørene åbnes kl. 16 for alle, der har lyst til at prøve at spille på en harpe, og kl. 17 er der koncert.

Foreningen støttes af Augustinusfonden og Oticon Fonden.

Publiceret 25 September 2018 09:30

SENESTE TV