Anmeldelse: Charlotte Langkilde har gjort det igen

Forfatteren bag 'Bedraget' og 'Oluffa', Charlotte Langkilde, har skrevet endnu et velresearchet værk, skriver Villabyernes anmelder, der kvitterer med seks stjerner

Af
Dorte Fjeldsted

anmeldelse Forfatteren Charlotte Langkilde, har tidligere skrevet den højt roste bog 'Bedraget' (2013), om Nordisk Fjer, som hun brugte 13 år på at researche. Så udkom hun med 'Oluffa' (2016), om hendes oldemor som var gift med Søren Brandt, der skabte Brandts klædefabrik , og som hun ved hans tidlige død, førte videre med sikker hånd. Og nu, i september 2018, er hun klar med 'Færøerne, En moderne nation fødes'.

Alle bøger er med en bemærkelsesværdig grundig research , der betyder , at man føler sig beriget og oplyst af viden, får nuancer og beskrivelser , der giver en forståelse for den kompleksitet personer,organisationer og tidslommer indeholder.

Charlotte Langkildes spidskompetence er så afgjort den grundige research , et gravearbejde i arkiverne med en entusiasme , der også stråler ud af 'Færøerne, En moderne nation fødes'.

Så er tonen slået an!

Bogen indledes og afsluttes med salmen af Grundtvig fra 1826, "Den signede dag med fryd vi ser", på færøsk!

Så er tonen slået an! To sprog, en salme af den store danske salmedigter. To sammenflettede nationer, hver deres udtryk, en 600 år fælles historie, knyttede bånd, og ønsket om Færøernes selvstændighed med bevarelse af kultur , sprog og være herre i eget hus.

Bogen er en fantastisk historie. Fra den tidligste myte om at øerne i år 400 blev befolket med keltiske munke, at det færøske Alting formentlig blev dannet i år 900, hvor man hver sommer samledes på Tinganes, og langsomt blev Thorshavn dannet som central by på øerne. Så blev Færøerne en del af dronning Margrethe den Førstes nordiske storrige i 1397, hvor Kalmarunionen blev en realitet, og dermed tilknytningen og rigsfællesskabet med Danmark. Bogen er et historisk interessant og digert værk, der på fornemste vis beskriver det utroligt fattige og isolerede samfund, og vejen til det moderne Færøerne vi ser idag.

Vanskeligheder opstår

Bølgerne har og er i ordets bogstaveligste forstand gået højt, både mellem færingerne selv og de danske amtmænd og embedsmænd gennem tiderne.

Vanskeligheder mellem de isolerede øer og omverdenen var et vilkår, forsyningerne knappe og skulle strækkes, da der ingen skibsforbindelse var i vinterhalvåret. Robusthed og viljestyrke har altid været et must for en færing.

Skelsættende år

Charlotte Langkilde fortæller selv, at hendes interesse for Færøerne blev tændt, da hun skrev bogen om Oluffa Brandt, hendes oldemor, der var datter af Carl Emil Dahlerup , som var amtmand på Færøerne fra 1849 til 1861. Skelsættende år for Færøerne, hvor udviklingen tog fart henimod den moderne nation, vi ser i dag.

Modsætningen mellem den milde og kloge Oluffa og myten om den usympatiske amtmand, der skabte mange forandringer på Færøerne, kunne bare ikke passe. Det vagte forfatternes nysgerrighed. Og bogen afdækker da også på smukkeste vis, at når store forandringer skal indføres, modsætninger mødes, magtstrukturer ændres, ny udvikling sættes igang, er det ofte "Chefen", der bliver projektionsfigur på alt "det onde". I dette tilfælde Carl Emil Dahlerup .

Selv i dag vækker hans navn på Færøerne mange følelser, og ikke altid for det gode. På trods af, at han med forståelse og klogskab gjorde, hvad der var muligt for at forbedre skole, lægehjælp, kommunikation med omverdenen, handelsbetingelser - kort sagt alle grundlæggende levevilkår, så måtte Carl Emil Dahlerup i sin embedsperiode kæmpe med blandt andre den færøske jurist Niels Christoffer Winthers aggressioner over for både embedsmændene og mod ham selv.

Som forfatteren konkluderer: "Eftertiden har været hård mod Danmarks omdømme på Færøerne .Det var galt allerede i 1850 'erne, og da den nationalromantiske bevægelse i 1880'erne krævede både en helt og en fjende, blev fjenden danskerne, og sådan har det siden været for en del færinger."

Et opslagsværk

Bogen er en fantastisk historie om Færøernes vej til den moderne nation.

Den er også et opslagsværk, så hvis du vil vide noget om historien, og om de folk der medvirkede fra begge sider, så er det bare at gå i gang med de 535 sider og 28 kapitler, der fortæller og afdækker den lille nations historie.

En historie, der fortæller om utrolig barske vilkår, om et lille nordatlantisk folk, der har klaret sig igennem med en natur, der ikke altid er medspiller, snarere tværtimod, og som på trods af storm, uvejr og blæst, har formået at få samfundet til at boome. Fiskeindustrien blomstrer, den færøske laks berømmes af stjernekokke, de kan frit eksportere til hele verden, da de står udenfor EU, malere og forfattere er i høj kurs, de færøske strikkede trøjer er i popolære. Så Charlotte Langkilde har ret: Færøerne er blevet en del af en global verden .

Så det er bare at gå i gang og få mere viden om færingerne og Færøerne. Som forfatteren siger: "I en omskiftelig verden er vi hinandens nærmeste i et nordisk fælleskab med fælles rødder og skæbne gennem mere end 600 år".

Publiceret 10 October 2018 09:00

SENESTE TV