De første fem træk går altid ret hurtigt, men så begynder man at skulle tænke sig lidt længere om, forklarer Andreas. Foto: Signe Haahr Pedersen

De første fem træk går altid ret hurtigt, men så begynder man at skulle tænke sig lidt længere om, forklarer Andreas. Foto: Signe Haahr Pedersen

9-årige Andreas sætter dig skakmat: "Jeg elsker at udtænke planer"

Andreas Philip Cort Maleeva Hansen fra Hellerup spiller skak så godt, at han ligger i top ti for sin årgang på verdensrangslisten og har fået en plads på landsholdet

Af
Signe Haahr Pedersen

TALENT Når Andreas Philip Cort Maleeva Hansen tager ud og spiller skakturneringer på hverdagsaftener, ligner han ikke helt de andre.

"Det er altid voksne. De er måske 60 år ældre end mig. En dag var der en, der var 90 år," fortæller Andreas, som er 9 år gammel og går i 4. klasse på Tranegårdskolen i Hellerup.

Og så hører han til blandt verdens bedste i sin aldersgruppe, når det gælder om at sætte kongen mat på et ternet bræt. Helt konkret ligger han nr. 9 på top ti-listen. En placering, der har sikret ham en plads på det danske U12 landshold.

"Jeg synes, det er sjovt at udtænke planer og spille med andre, og det er en sjov sport, for man kan ikke blive skadet, og man kan spille det hele tiden," siger han.

Andreas var ikke gammel, første gang han blev fanget af skak. Det var på en sommerferie hos hans mors familie i Rusland. Her satte en onkel sig ned for at lære storebroren Daniel at spille. Andreas kiggede med fra sidelinjen og lærte reglerne.

Interessen tog dog for alvor fart, da han begyndte i 0. klasse på Tranegårdskolen og fik skak på skemaet.

Spillet, der bliver ved

Hurtigt viste det sig, at Andreas var god til at rykke på brikkerne, og nu spiller han turneringer hver uge. I hverdagene rundt omkring i lokale skakklubber mod mere modne modstandere, mens den i weekenderne står på stævner indenfor hans egen aldersgruppe.

Andreas' yndlingsfag i skolen er matematik.

Andreas' yndlingsfag i skolen er matematik. "Jeg kan godt lide at lave lektier i matematik. Det er sjovt at sidde og regne," siger han. Foto: Signe Haahr Pedersen

"Det, synes jeg, er sjovere end at spille for sjov. I de fleste turneringer går jeg efter at vinde de penge, man kan vinde. Det største, jeg har vundet, er 750 kroner," fortæller han.

Skakken har også bragt Andreas ud over Danmarks grænser. Sidste år var han blandt andet i Rumænien for at være med i EM, og til november er der VM i Spanien. Men det mesterskab springer han over. Der skal også være tid til at gå i skole.

I det hele taget er det vigtigt, at Andreas spiller skak, fordi han synes, det er sjovt, siger hans forældre.

"Vi kan godt lide den autodidakte tilgang til det. Andreas spiller sig i form i stedet for at forberede sig teoretisk. Mange andre på hans alder træner, træner og træner. Men Andreas spiller, spiller og spiller," siger hans far Lars, og hans mor Victoria nikker:

"Det er rigtig god hjernegymnastik, som er en stor gevinst for livet," siger hun.

Næste store turnering, der venter forude, bliver EM næste år i Slovakiet.

Og på den lange bane har Andreas store planer.

"Jeg vil gerne i top ti i verden for de helt gode. Men tennis vil jeg også gerne. Men skak er virkelig godt, fordi man kan blive ved med at spille det. Når du spiller tennis, stopper du, når du er 40 år. Skak kan du blive ved med altid."

Publiceret 12 October 2018 12:00

SENESTE TV