Lokalplan i høring: Nu kan der bygges højere på Bakken

Lige nu er en ny lokalplan for Bakken i høring

Af
Lars Schmidt

LOKALPLAN Restauranter, cafeer og andre bygninger på Dyrehavsbakken får nu mulighed for at vokse i højden. Hvis altså, at den igangværende høring resulterer i, at et nyt lokalplanforslag vedtages.

Den hidtidige lokalplan har sikret, at man kun måtte bygge i én etage på Bakken. Det er nu - med en ny lokalplan - ændret til halvanden etage med mulighed for to etager.

Den nye lokalplan, som er i høring, er blevet til, efter at Bakken fik miljøgodkendelse til at udvide sine åbningstider.

Lokalplanen giver - ud over at der kan bygges i halvanden etage - også forlystelserne i det nordvestlige hjørne mulighed for at blive højere.

Lyngby Taarbæk Kommune forventer, at trafikken i området vil stige med 3 til 15 procent, når etagearealet udvides. Man forventer også, at den øgede trafikmængde kan håndteres med det nuværende vejnet i krydsene Klampenborgvej/Skovporten og Christiansholmsvej/Dyrehavevej.

Og det kan føre til, at der laves en svingbane mod Skovporten fra Klampenborgvej, et smidigere betalingssystem ved parkeringspladsen på Bakken og intelligente parkeringstavler. Det er i hvert fald, hvad forvaltningen foreslår.

Forslaget til lokalplanen er i høring frem til den 31. oktober.

Publiceret 12 October 2018 11:00

SENESTE TV