Mogens Bang foreslår, at den lille plads henne på hjørnet af Søborg Hovedgade og Munkely opkaldes efter Benny Andersen eller udstyres med en buste af Benny Andersen eller Snøvsen. Foto: Peter Klar

Mogens Bang foreslår, at den lille plads henne på hjørnet af Søborg Hovedgade og Munkely opkaldes efter Benny Andersen eller udstyres med en buste af Benny Andersen eller Snøvsen. Foto: Peter Klar

Borger: "Svante og Snøvsens far fortjener at blive mindet"

Sæt en mindeplade i barndomshjemmet og opkald en plads efter Benny Andersen, foreslår Gentofte-borger Mogens Bang

Af
Peter Klar

Gentofte bør minde digteren og forfatteren Benny Andersen, som døde 16. august, med et synligt bevis på hans tilknytning til kommunen. Det mener Gentofte-borger Mogens Bang.

Han foreslår, at der opsættes en mindeplade på facaden af Søborg Hovedgade 34, hvor Benny Andersen boede som barn, eller at den lille plads henne på hjørnet af Søborg Hovedgade og Munkely opkaldes efter Benny Andersen.

Benny Andersen boede som barn i Søborg Hovedgade 34 og beskrev perioden i romanen ’På broen’.

Benny Andersen boede som barn i Søborg Hovedgade 34 og beskrev perioden i romanen ’På broen’.

"Benny Andersen fortjener det, fordi han er født her og har trådt sine barnesko her. Det er meget almindeligt andre steder i Danmark og udlandet. Jeg har lige været i Ribe, hvor der er en mindeplade på salmedigteren Brorsons gamle hus. Det er en dansk tradition, som vi godt kunne følge her i Gentofte Kommune. Benny Andersen var både højt respekteret og meget folkekær," siger Mogens Bang og fortsætter:

"Det ville være passende med en buste på pladsen. Den kunne enten forestille Benny Andersen selv eller Snøvsen, som han jo er far til, og som alle unge og ældre danskere – samt ikke mindst vores sprog – har et forhold til. En buste af Snøvsen kunne da være sjov og ville nok kunne få opbakning fra borgerne."

Han foreslår også, at en mindeplade med Benny Andersens data kunne rumme det kendte vers om Nina, der er gået i bad, og kaffen, der er klar om lidt, fra Benny Andersens berømte vise ’Svantes Lykkelige dag’(1973).

"Se, hvilken morgenstund!

Solen er rød og rund.

Nina er gået i bad.

Jeg' spiser ostemad.

Livet er ikke det værste man har

og om lidt er kaffen klar"

Nej fra kommunen

Forslaget er ifølge Mogens Bang blevet afslået af borgmester Hans Toft (K) med den begrundelse, at heller ikke andre bysbørn som skibsreder A.P. Møller, arkitekt Arne Jacobsen og skuespillerne Poul Reichardt og Bodil Ipsen har fået opkaldt pladser efter sig.

Den samtale bekræfter Hans Toft i et skriftligt svar til Villabyerne.

"Jeg har for længe siden talt med Mogens Bang, som ønskede min holdning til at opkalde en vej eller en plads efter Benny Andersen. I øvrigt erindrede jeg i denne forbindelse om, at Benny Andersen kun i nogle af sine ungdomsår havde bopæl i Gentofte kommune," skriver Hans Toft og fortsætter:

"Jeg har ikke afslået hans forslag, men meddelt ham, at han kunne indsende forslag herom til kommunen. Jeg meddelte ham også, at jeg ikke vil anbefale en offentlig vej (som realistisk set vil kræve navneændring af en eksisterende vej) og heller ikke en plads. Begge dele bl.a. set i lyset af, hvor mange fremtrædende Gentofte-borgere som gennem hele deres liv har boet i Gentofte Kommune, uden at der er fundet plads til deres navn på en vej – herunder bl.a. A.P. Møller, Mærsk Mc-Kinney Møller, Arne Jacobsen, Poul Reichardt, Bodil Ipsen, og flere afdøde borgmestre. Endvidere at en vej/plads i påkommende tilfælde må have en dimension, som giver mening i hæderen, der udvises."

Desuden påpeger borgmesteren, at Mogens Bangs forslag til en mindeplade på Søborg Hovedgade 34 samt den sydlige del af Munkely er privat ejendom, som kommunen ikke kan have indvendinger mod endsige forhindre, at der med ejerens tilladselse opsættes mindeplade.

BENNY ANDERSEN

Digter, pianist og komponist Benny Andersen, født 7. november 1929, død 16. august 2018.

Han boede som barn i Søborg Hovedgade 34.

Hans erindringer fra Vangede og Søborg i krigsårene 1943-44 er genstand for romanen ’På broen’ fra 1981.

Han fandt på figuren Snøvsen til børnene og antihelten Svante til de voksne.

Publiceret 17 October 2018 09:46

SENESTE TV