Hurtige ben. Motionsfodbold har en høj intensitet, som styrker muskelmassen og skaber en god balance.

Hurtige ben. Motionsfodbold har en høj intensitet, som styrker muskelmassen og skaber en god balance.

Seniorer sparker til sundheden

Hver tirsdag mødes en gruppe mænd, der har to ting til fælles. Alle er rundet de 60 år og ønsker at spille fodbold. Siden holdet startede i foråret, har det kun oplevet en stigende interesse. Også fra forskere fra Københavns Universitet, der vil undersøge, hvordan motionsfodbold gavner seniorer

Af
Tekst og foto: Kathrine Albrechtsen

Regnen står ned, men det har ikke trodset de 10 fodboldspillere i at dukke op for at spille på grønsværen i Jægersborg Boldklub tirsdag formiddag. Ingen forældre har dog presset dem til at tage afsted, da alle er modne mænd, der siden foråret er mødt op til fodboldtræning for 60+.

Alderspræsident. Skjold Grøntved er med sine 81 år alderspræsident på tirsdagsholdet.

Alderspræsident. Skjold Grøntved er med sine 81 år alderspræsident på tirsdagsholdet.

Her har hverken erfaring eller udstyr været et adgangskrav, hvilket ses på banen, hvor der bliver trænet i alt fra cowboybukser til fodboldshorts. Også niveau og tempo varerier med alt fra de hurtige ben, strategiske placeringer til de mere tilfældige spark.

På mål står Skjold Grøntved, som med sine 81 år er alderspræsident.

"Det er fantastisk skønt at få lov at spille fodbold igen. Jeg er jo ikke en typisk fodboldspiller, men nok mere en tjatte-spiller," siger han, som var en lille dreng, da han sidst havde en bold mellem fødderne.

”Det særlige ved fodbold er, at spillerne glemmer, at de har det hårdt under træningen,

”Det særlige ved fodbold er, at spillerne glemmer, at de har det hårdt under træningen," fortæller Jonas Tybirk, som er forsker fra Center for Holdspil og Sundhed ved Københavns Universitet.

Fritiden har i stedet budt på badminton og roning, men Skjold Grøntved er glad for at opfriske barndommens boldspil. Og rygtet blandt holdkammeraterne lyder, at han er begyndt at kaste sig ud efter bolden.

"Jeg har det skægt i målet, og det kvikker mig op at komme her. Jeg kan mærke, at jeg kommer op i gear," siger han.

3. halvleg er for alle

Som alderspræsident løber Skjold Grøntved ikke så godt, så han har valgt, at hans plads er i målet. At hver spiller vælger sit eget tempo og niveau på banen er en grundsten for holdet, fortæller træner Kurt Bagge-Hansen.

"Folk dukker op uanset, om de kan spille fodbold eller ej. De ved, at de kan tage det i deres eget tempo og indtage den rolle på banen, som passer til deres fysiske formåen den dag. Og de kan altid være med i 3. halvleg, hvor vi drikker en kop kaffe eller tager os en øl i kantinen. Det er hyggen på holdet, som er det største trækplaster," siger han.

Hvor Skjold Grøntved er ny på grønsværen, har 74-årige Mogens Bjeverskov spillet fodbold, siden han var 11 år og stoppede først med at spille i klub for to år siden.

"For det første passede tidspunktet godt med, at jeg bagefter svømmer med mit barnebarn i Kildeskovshallen. Men jeg er også glad for, at jeg kan fortsætte med at spille fodbold uden at skulle spille kampe. For mig er det dejlig motion og fint samvær. Jeg er i rimelig form, men har læst, at fodbold er den bedste form for motion, så det er en yderligere motivation til at dukke op, udover den gode stemning på holdet," siger han.

Samvær fremfor fodbold

Rune Laursen, projektmedarbejder i fritidsafdelingen i Gentofte Kommune, er manden bag initiativet og dialogen med Jægersborg Boldklub, Center for Holdspil og Sundhed samt Diabetes- og Hjerteforeningens lokalafdelinger i Gentofte samt ’Bevæg Dig For Livet’, som er en fælles vision mellem DGI og DFI om at få flere aktive borgere.

Aktion ved målet. Niveauet er muligvis ikke ens, men derimod er kamplysten i top.

Aktion ved målet. Niveauet er muligvis ikke ens, men derimod er kamplysten i top.

"Vi tog initiativ til dette hold, fordi vi har et mål om, at flere borgere over 60 år skal være aktive. Tilpasset holdspil som motionsfodbold kan noget helt specielt. Det er god motion og samtidig med til at fastholde deltagerne i aktiviteten. Med tilbuddet har vi fået fat i borgere, som måske aldrig har spillet fodbold eller ikke har spillet i flere år. Det, tror jeg, er lykkedes gennem det gode samarbejde, og fordi aktiviteten har fokus på både sundhed og det sociale samvær," siger han, som bl.a. ringede til formand for Jægersborg Boldklub, Kurt Bagge-Hansen, der var klar med det samme.

"Det er et godt initiativ og tilbud til både at have det sjovt og få motion. Også til at få fat i de mænd som sidder alene derhjemme," fortæller Kurt Bagge-Hansen, som i april 2018 stod klar til at træne de første 60+ med et program, der talte opvarmning, fodbold og udstrækning.

"I starten kom der ikke rigtig nogen, men lige pludselig kom der flere og flere. Og for tiden dukker der 2-3 nye op hver tirsdag, så vi lige nu tæller 17 mand," siger han.

Forskere på sidelinjen

På sidelinjen i dag står Jonas Tybirk, som også fik en opringning af Rune Laursen. Han er dog ikke 60+, men forsker fra Center for Holdspil og Sundhed ved Københavns Universitet, som er interesseret i at undersøge, hvordan seniorer har gavn af f.eks. motionsfodbold. Over uger deltager spillerne i en række undersøgelser, som skal afsløre, om det kan være blevet nemmere at udføre dagligdagsaktiviteter, og om deres balance bliver styrket.

"Det særlige ved fodbold er, at spillerne glemmer, at de har det hårdt under træningen, hvor den høje intensitet styrker konditionen, mens opbremsning og acceleration styrker muskelmassen. Tilsammen kan det være med til at skabe en god balance," siger Jonas Tybirk og fortsætter.

"Men det bedste ved fodbold er, at alle kan spille med på et eller andet plan. Det handler bare om at tilpasse sit niveau, og her gavner det at spille med jævnaldrende."

Holdet mødes hver tirsdag fra kl. 10.30-12.00 i Jægersborg Boldklub. Alle interesserede er velkomne.

FAKTA

· Motionsfodbold er en tilpasset aktivitet, hvor man spiller på små baner og kombinerer fodboldtræning med styrketræningsøvelser. Tredje halvleg og det sociale element er en vigtig del af forløbet, da det er med til at skabe fællesskab og fastholdelse blandt deltagerne.

· Forskning fra Københavns Universitet har vist, at fodboldtræning kan forbedre helbredet, den fysiske form og muskelfunktion samt medføre vægttab blandt mænd over 60 år. Forbedringerne kan bidrage til en reduceret risiko for udvikling af hjerte-kar-sygdomme og diabetes.

Kilde: Gentofte Kommune

Publiceret 18 October 2018 19:36

SENESTE TV