Gud gav genlyd i Gentofte: Alt fra babyer til bedstemødre blev døbt

Helleruplund Kirke åbnede fredag dørene for den første drop-in dåb i kommunen. Et nyt koncept, som har mødt stor kritik. Villabyerne tog forbi for at tale med dem, som 'droppede ind'

Af
Kathrine Albrechtsen

Hvor mange dukker op for at blive døbt en fredag eftermiddag, er journalistens tanke i bilen på vej mod Helleruplund Kirke, der som den første kirke i Gentofte Kommune fredag den 9. november afholder drop-in dåb mellem kl. 15 og 20.

Foran kirkedøren har blæsten fat i faklernes flammer, men indenfor slår roen rod med orglets dybe toner og de levende lys ned langs altergangen. Ved døbefonden er en dåb i gang. En midaldrende kvinde knæler for præsten, mens de velkendte ord summer i rummet; "Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn".

Alt fra babyer til bedstemødre dukkede op fredag den 9. november, hvor 28 mennesker blev døbt.

Alt fra babyer til bedstemødre dukkede op fredag den 9. november, hvor 28 mennesker blev døbt.

Hvorend blikket lander i rummet, støder det på en sort kåbe og hvid krave. Præster fra kirkerne i Gentofte Kommune er kommet for at bistå begivenheden. Og der er brug for dem. I alle hjørner er der samtaler med kommende dåbsbørn.

En af dem, som er kommet for at blive døbt i dag, er 76-årige Birthe Rokkedal, som har taget sin gode ven Erik med som støtte.

"Hvis jeg siger, at vi er kærester, bliver han rød i hovedet," griner hun.

Som ni måneder gammel blev Birthe Rokkedal adopteret af en baptistfamilie, som har voksendåb, men da dagen kom, havde Birthe Rokkedal ikke lyst til at blive en del af baptistkirken.

"Jeg gad ikke alle deres regler, men jeg havde stadig lyst til en dag at blive døbt for at få mig et tilhørssted," siger hun.

Inden dåben er de fremmødte i samtale med en præst.

Inden dåben er de fremmødte i samtale med en præst.

Efter Birthe Rokkedals mand døde i 2009 blev lysten til at blive døbt kun forstærket.

"Jeg følte mig udenfor og ville gerne tilhøre et sted. Men først da jeg så annoncen i Villabyerne og læste artiklen, da følte jeg, at det var mit kald fra Gud til at blive døbt," siger Birthe Rokkedal.

Oppe ved døbefonden står Erik og en præst som vidne til dåben. Birthe Rokkedal tager brillerne af og bøjer sit hoved ind over døbefonden.

"Jeg blev lidt rørt og bevæget over det deroppe," fortæller hun bagefter.

Birthe Rokkedal ryster på hovedet i forhold til debatten om, at drop-in dåb er billigt og overfladisk.

"De har ikke ret, og jeg tror ikke, at de har sat sig ind i det. Inden dåben talte jeg med provst Peter Birch om mine tanker ved at blive døbt, og jeg tror faktisk mere på en voksnedåb, fordi det er noget, som man selv har besluttet og tænkt meget over," siger hun.

Birthe Rokkedal har ikke fortalt sine nærmeste om sin beslutning om at blive døbt i dag. "Det var noget, som jeg vil gøre for mig selv, men til jul vil jeg fortælle mine døtre det," siger hun.

Lidt pinligt

Oppe ved døbefonden er der nu trængsel. Søskendeparret Frederik og Victoria Hesselholt på hhv. 10 og 13 år står klar til at blive døbt.

"Vores holdning var, at de selv skulle have lov at vælge, om de ville dåbes," fortæller deres mor.

Og det valg tager de nu sammen denne fredag eftermiddag i selskab med deres forældre samt mormor og morfar, der er kommet fra Ikast for at overvære begivenheden. Første ved døbefonden er lillebror.

"Jeg er her i dag, fordi jeg tror på Gud, og fordi jeg en dag gerne vil konfirmeres," siger Frederik efter sin dåb, hvor han næsten huskede at sige ja på de rigtige tidspunkter.

"En ud af tre," siger han og griner.

Dåben er i gang. Nogle kommer med familie, andre kommer alene. Her bistår præster og kordegn som vidner.

Dåben er i gang. Nogle kommer med familie, andre kommer alene. Her bistår præster og kordegn som vidner.

Victoria skal konfirmeres til foråret. Hun er glad for at undgå at blive døbt foran hele menigheden under en gudstjeneste.

"Jeg havde ikke lyst til at stå sammen med en masse små børn. Det ville være lidt pinligt, så var den her måde mere let og simpel og uden for meget opmærksomhed. Nu er jeg bare glad og lettet over, at det var så rolig og hyggelig en oplevelse," siger hun, inden familien skal hjem for at fejre dobbelt-dåben.

Christine Gjerris, sognepræst i Hellerup Kirke, havde ikke forventet, at der ville dukke så mange op i dag.

"Med det antal drop-in dåb som allerede har været der, troede jeg ikke, at der var flere, som gik rundt og ville døbes. Men der tog jeg fejl. Alt fra babyer til bedstemødre bliver døbt i dag," siger hun og fortsætter:

"Jeg havde mine forbehold ved, om det blev for samlebåndsagtigt, men det er det slet ikke. Tværtimod. Jeg er overrasket over, hvor rørende det er. Det her er så stærk en oplevelse. Det virker som en stor lettelse for mange af dem, som kommer, at få lov at træffe beslutningen og glæden, at det er muligt."

Sorgen over sin bror

52-årige Julie Lindhardt Olsen er dukket op med sine to ældste veninder gennem 20 år, Charlotte Zornig Petersen og Lise Fuhrmann Clausen, som skal være vidner til hendes voksendåb.

Julie Lindhardt Olsen (i midten) havde sine to ældste veninder, Charlotte Zornig Petersen (tv) og Lise Fuhrmann Clausen, med som vidner til sin dåb.

Julie Lindhardt Olsen (i midten) havde sine to ældste veninder, Charlotte Zornig Petersen (tv) og Lise Fuhrmann Clausen, med som vidner til sin dåb.

Julie Lindhardt Olsen er født og opvokset lige rundt om hjørnet fra Helleruplund Kirke, men i en ikke-troende familie. Først da hendes bror døde for to år siden, begyndte hun hver søndag at gå i kirke.

"Jeg kunne mærke i år, hvor tiden for min brors dødsdag igen nærmer sig, og sorgen presser sig på, at hvis jeg skal kunne bære den her sorg, så skal jeg tro på, at jeg ser ham igen. Derfor bliver jeg døbt i dag, fordi jeg vælger at tro på, at så ses vi igen," siger Julie Lindhardt Olsen, som for en uge siden under en gudstjeneste tog beslutningen om at blive døbt i dag.

"Det skulle bare være en stille ting, men det betyder meget for mig at have mine to ældste veninder med. Vi har haft vores op- og nedture, men vi hænger stadig ved. Jeg har valgt dem som vidner for at vise min taknemmelighed over, at de stadig følger med, og at de er vigtige for mig," siger hun og tager armene om dem.

Klokken nærmer sig 17. Strømmen af mennesker, der træder ind i kirken, er konstant. Inde i et tilstødende lokale står der sodavand, vin og øl, samt sødt og salt fremme, som de fremmødte både benytter sig af i ventetiden og efter dåben på opfordring fra præsterne.

For selvom det er drop-in, er der ingen, som bliver droppet ud igen.

Drop-in dåb

    Drop-in dåb er et nyt koncept, som blev udviklet i Norge, og som siden har fundet vej ind i en dansk sammenhæng. Første gang på Vesterbro sidste år. Den 9. november blev der i Helleruplund Kirke for første gang afholdt drop-in dåb i Gentofte Kommune. 28 mennesker blev døbt i den anledning.

    Der har været en livlig debat mellem borgere og præster, hvorvidt konceptet udvandede den oprindelige dåb og folkekirkens rolle.

    Provst i Gentofte Peter Birch og nyvalgt formand for Provsteforeningen forsvarer konceptet, ved at det er samme samtale og tilgang, som ved en anden dåb.

    Ved en drop-in dåb bliver man mødt af en kordegn, som sikrer, at man har bemyndigelse til at blive døbt, og tjekker man ikke er døbt før. Derefter er der en samtale med præsten, før dåben foretages.

Publiceret 14 November 2018 11:33

SENESTE TV