Forskning viser, at børn, der jævnligt leger udenfor, er bedre til at koncentrere sig. Foto fra bogen: Anita Lindberg

Forskning viser, at børn, der jævnligt leger udenfor, er bedre til at koncentrere sig. Foto fra bogen: Anita Lindberg

Bæredygtighed i børnehøjde: "Vi får nogle mennesker, som føler sig forbundet til naturen og vil gå forrest for at kæmpe for den"

Børn, der kender naturen, passer på den som voksne. Det tror man på hos skovbørnehaven Børnehuset Bonsai, der ligger i Charlottenlund. Stedets leder har nu skrevet en bog om, hvilken effekt udeliv har på de små

Af
Signe Haahr Pedersen

"Vi sidder lige og snitter," lyder det fra en pige i flyverdragt, som sidder på en træstub og fjerner barken fra en pind med en lille dolk.

Bag hende lidt længere inde i skoven kan man skimte en gruppe børn og et par voksne i rundkreds. De har morgensamling. Lige før sang de en sang om efterår, og nu får de sig lidt at spise i stilhed, mens bladene falder af træerne omkring dem.

Hver morgen samles børn og voksne i små grupper og holder morgensamling i det fri.

Hver morgen samles børn og voksne i små grupper og holder morgensamling i det fri.

"Det giver et overskud i hverdagen at være ude. Det er noget helt andet end at sidde inde på en stue, hvor der er mange mennesker og meget støj. Jeg tror på, at du opbygger en styrke ved at være ude. En ro," siger Rikke Rosengren.

Hun er stifter og leder af den private skovbørnehave Børneøen Bonsai, som har hjemme i et hvidt bondehus på Jægersborg Allé. Stedet tæller 120 vuggestue- og børnehavebørn, der altid er klædt på til vejret. For de er udenfor året rundt. Her er hverken gynger elle rutschebane. Det er skoven, der er legepladsen.

"Børnene bliver beskæftiget på en naturlig måde udenfor. De leger godt og længe udenfor. De finder på og bruger det, der er. De har ikke brug for hele tiden at skulle have nye ting for at blive underholdt," fortæller Rikke Rosengren, der de senere år har oplevet en stigende interesse for Bonsais måde at sætte børnenes hverdag sammen på.

Så nu har hun skrevet en bog om, hvilken effekt udeliv har på børn. ‘Barnet i naturen - naturen i barnet’ hedder den og bygger både på hendes egne erfaringer fra hverdagen og på den forskning, der findes på området. For eksempel er der forskning, der viser, at leg udenfor styrker børns motorik og øger koncentrationsevnen.

Luk ungerne ud

Alligevel er danske børn i dag markant mindre ude i det fri end tidligere generationer. Ifølge en undersøgelse fra Danmarks Naturfredningsforening, der blev offentliggjort i sommer, kommer 29 procent af tidens børn ud i naturen hver dag i løbet af sommerhalvåret.

Anderledes så det ud, da deres forældre var små. Her var 36 procent ude hver dag. Og når det gjaldt bedsteforældrene, var 55 procent dagligt udendørs som børn.

Og det er ærgerligt – både for børnene og for naturen, mener Rikke Rosengren.

"Jeg siger ikke, at alle børnehaver skal laves om til skovbørnehaver, men det vil helt sikkert være godt, hvis alle bare kom lidt mere ud i naturen, bare en gang imellem. Jeg tror på, at det at være i naturen som barn kan give et styrket selvværd og gøre, at man er god til at mærke sine egne grænser. Du bliver en person, som passer på verden og på dyrene. Her tramper vi ikke på snegle," siger hun og argumenterer for, at det at have et forhold til naturen, gør, at du i fremtiden vil være mere tilbøjelig til at værne om den.

Stifter og leder af skovbørnehaven Børnehusets Bonsai Rikke Rosengren har flere gange været i udlandet for at holde foredrag om, hvordan hun og personalet arbejder med natur i deres pædagogik. Foto: Signe Haahr Pedersen

Stifter og leder af skovbørnehaven Børnehusets Bonsai Rikke Rosengren har flere gange været i udlandet for at holde foredrag om, hvordan hun og personalet arbejder med natur i deres pædagogik. Foto: Signe Haahr Pedersen

"Vi får nogle mennesker, som føler sig forbundet til naturen og vil gå forrest for at kæmpe for den. De lærer natruens tempo og en 'passen på', som er så værdifuld. De bliver undersøgende og kreative mennesker, som kan bygge noget ud af ingenting. Man kan lave mange små nye universer ud af pinde og blade."

Hvis man som forælder gerne vil give sit barn mere natur, kræver det ikke alverden, mener Rikke Rosengren.

"Det er de små ting, man kan være opmærksom på i hverdagen. Når børnene leger i haven eller i gården, kan man sørge for, at den ikke er fyldt med legetøj. En have er i sig selv en legeplads. En anden ting, man kan gøre, er at gå ture i det fri med sit barn og gøre det i et tempo, hvor der er tid til at opleve og sanse. Man bliver glad af at gå."

Børneøen Bonsai

Børneøen Bonsai er en privat vuggestue- og skovbørnehave, der tager udgangspunkt i Rudolf Steiners pædagogik. Den ligger i Charlottenlund og har eksisteret siden 2000.

Udover vuggestue og børnehave startede stedet i sommer Bonsai Instituttet, som arrangerer pædagogiske kurser og rummer forlaget Blue Pearl, som netop har udgivet ’Barnet i naturen – naturen i barnet’.

Publiceret 15 November 2018 11:41

SENESTE TV