På Lungedagen den 21. november åbner vi for et tjek af dine lunger på hospitalet. Modelfoto: Mostphotos

På Lungedagen den 21. november åbner vi for et tjek af dine lunger på hospitalet. Modelfoto: Mostphotos

DET GODE LIV: Træk vejret godt og tag dine lunger alvorligt

Går du og småhoster eller bliver du lidt for hurtigt forpustet? Kom op på hospitalet og få tjekket dine lunger på Lungedagen 21. november

Af
Helene Priemé

overlæge på Lungemedicinsk afdeling

Herlev og Gentofte Hospital

Omkring 600.000 danskere har en lungesygdom, men mange af dem ved det ikke selv. Måske er du en af dem?

Normalt skal man reagere på symptomer som f.eks. vedvarende hoste, opspyt, åndenød og pibende eller hvæsende vejrtrækning ved at bestille tid hos sin læge, som kan måle lungefunktionen og evt. henvise til røntgenfotografering af lungerne. Men på Lungedagen den 21. november åbner vi for et tjek af dine lunger på hospitalet.

Denne uges DET GODE LIV er skrevet af Helene Priemé, som er overlæge på Lungemedicinsk afdeling på Herlev og Gentofte Hospital. Pressefoto

Denne uges DET GODE LIV er skrevet af Helene Priemé, som er overlæge på Lungemedicinsk afdeling på Herlev og Gentofte Hospital. Pressefoto

Jeg kan kun opfordre til, at man tager imod tilbuddet og møder op, så der er mulighed for at gribe ind i tide, hvis noget er galt. Små tiltag i tide kan forhindre store problemer siden hen.

Råd om rygestop

Er du ryger? Eller har du bare lagt mærke til, at det er svært at følge med dine jævnaldrende ved helt almindelig gang, så kan det være, at du har nedsat lungefunktion. Det kan du få tjekket ved en simpel måling på Lungedagen.

Cirka halvdelen af alle rygere vil udvikle nedsat lungefunktion på grund af KOL - kronisk obstruktiv lungesygdom - på et tidspunkt i livet. Hvorfor den anden halvdel af rygerne ikke udvikler KOL, har forskerne endnu ikke fundet ud af.

I den vestlige verden skyldes op mod 80 procent af alle KOL-tilfælde rygning. Så hvis du ryger, så er rygestop det vigtigste, du kan gøre, for at bremse eller undgå lungesygdom. På Lungedagen er et af de mange gode tilbud råd og vejledning om, hvordan du bedst får lagt smøgerne på hylden en gang for alle.

KOL – også selv om du ikke ryger

Man kan også godt have KOL uden at være ryger. Op mod syv procent af unge voksne danskere lider af en eller anden grad af astma. Underbehandlet astma i ungdommen kan senere i livet medføre permanent nedsat lungefunktion i form af KOL, også selvom man aldrig har røget.

Man mener, at i alt ca. 400.000 danskere har KOL. Mange er slet ikke klar over det, da man ofte først mærker symptomer som åndenød, hoste, opspyt og hyppige lungebetændelser, når lungefunktionen er faldet til det halve af det normale for alderen.

Omkring 40.000 danskere lider af svær KOL, og de er i hvert fald godt klar over det, da sygdommen medfører betydelig begrænsning i hverdagen på grund af svær åndenød ved helt almindelige gøremål, ligesom der følger hyppige lungeinfektioner med.

Lyt til kroppen – tag medicinen

Lungefunktionen falder naturligt med alderen efter at have været højest i begyndelsen af 20-erne. Fald i lungefunktion som følge af KOL eller astma kan forebygges med medicin, som tages via en inhalator/spray typisk én til to gange dagligt.

Så med ret lidt besvær kan lungefunktionen bevares så god som muligt resten af livet. Desværre kan lungefunktionen sjældent blive normal igen, hvis den først er varigt nedsat på grund af KOL.

Derfor er det særlig vigtigt, at unge mennesker med astma lytter til deres krop og tager forebyggende astma-medicin, hvis de flere gange om ugen har symptomer i form af hoste, åndenød, eller ”piben” fra lungerne, som måske endda nogle gange kan vække dem om natten.

Motion og lungekor

Men kan man egentlig selv gøre noget godt for sine lunger? Ja, hvis man har nedsat lungefunktion, kan man forbedre sin kondition og mindske åndenød ved fysisk træning.

Derfor henviser lægen ofte patienter med KOL og andre kroniske lungesygdomme til træning på hold, som ledes af fysioterapeuter, enten i kommunalt regi eller på hospitalet. FOF udbyder også motionshold til lungesyge.

Er man til musik og sang, så har korsang også vist sig at være rigtig god træning for lungerne, og så kan man samtidig dele glæden ved musikken med andre. Man kan deltage i såkaldte lungekor mange steder i landet – også i Region Hovestaden.

Jeg håber, at rigtig mange tager imod tilbuddet og møder op på Lungedagen 21. november på Herlev og Gentofte Hospital.

LUNGEDAGEN

På Gentofte Hospital åbner vi dørene 13.30 – 16.00 på Lungemedicinsk Ambulatorium (opgang 3). På Herlev Hospital er der åbent hus for lungetjek 9.30 – 12.30 i forhallen (opgang 15). Læs mere om Lungedagen på www.gentoftehospital.dk

Publiceret 21 November 2018 12:14

SENESTE TV