Kok Jesper Vollmer giver råd mod madspild.

Kok Jesper Vollmer giver råd mod madspild.

Kommunen kickstarter verdensmålene på fredag

Tidligere kongehus-kok Jesper Vollmer kommer på fredag til Meny med tips om madspild samt anekdoter fra sin tid i kongehuset

Af
Kathrine Albrechtsen

Kan god julestemning forenes med grønne budskaber?

Det forsøger Meny på Jægersborg Allé 44 på fredag 7. december fra kl. 17-17.30, når de inviterer den tidligere kongehus-kok Jesper Vollmer ind for at give tips om madspild i selskab med anekdoter fra kongehuset samt æbleskiver og gløgg.

Arrangementet har rod i kampagnen 'Danmark for målene', der står bag events med fokus på FN's 17 Verdensmål, og på fredag er det med til at kickstarte kommunens arbejde med at gøre verdensmålene så konkrete og nærværende for borgerne som muligt.

Velkendte for alle

I 2019 vil yderligere seks arrangementer skabe synlighed omkring målene, og der er nedsat et opgaveudvalg, som i samarbejde med borgerne, virksomheder og foreninger skal gøre dem velkendte for alle. Formand for udvalget er kommunalbestyrelsesmedlem for Radikale Venstre, Kristine Kryger.

"Vores handlinger i hverdagen - store som små - har tilsammen stor betydning for bæredygtig udvikling, både lokalt i kommunen og globalt. Derfor vil vi med kampagnen 'Danmark for målene' gerne gøre verdensmålene konkrete for borgerne og samtidig bruge arrangementerne til at skabe en god stemning og sammenhold i byen," siger hun i en pressemeddelelse.

Hold dig orienteret om kommende arrangementer på www.bæredygtigtgentofte.dk.

Vollmers fire råd mod madspild

1. Køb ind med bevidsthed om, hvordan du kan bruge dine rester.

2. Køb rette mængder. Pas på med at runde op, når du køber ind.

3. Lav flere retter med de samme ingredienser, så det hele bruges.

4. Rester er ikke farlige. Tænk resterne på en ny måde. Det behøver ikke bare være en genopvarmning.

Publiceret 05 December 2018 09:44

SENESTE TV