Julefreden sænkede sig over slagmarken i Flandern den 24. december 1914. Foto: Wikipedia

Julefreden sænkede sig over slagmarken i Flandern den 24. december 1914. Foto: Wikipedia

Præstetanker: I julen sker miraklerne på selv søndersprængte marker

I denne omgang af Præstetanker skriver sognepræst ved Helleruplund Kirke, Betina Vejegård, om det julemirakel, der har gjort størst indtryk på hende

Af
Betina Vejegård

sognepræst

Helleruplund Kirke

Det er et mirakel, siger vi, når der sker noget, som vi ikke i vores vildeste fantasi havde troet ville ske! "Hun er et lille mirakel," siger nybagte forældre, når de står med deres nyfødte i armene.

"Det må have været et mirakel," siger vi, når folk bliver helbredt fra livstruende sygdomme eller slipper fra voldsomme ulykker uden en skramme.

Vi bruger gerne ordet i vores dagligdags sprog. Men spørger man danskerne, om de 'tror på mirakler', svarer de fleste alligevel 'nej'. For sådan direkte adspurgt, så opfatter langt de fleste af os 'mirakler' som noget umuligt, noget overnaturligt.

Selve ordet 'mirakel' stammer fra latin, og betyder i al sin enkelhed 'Hvad der er genstand for undren' eller 'noget at undre sig over'.

Og med det i baghovedet, kan man så spørge sig selv igen: 'Tror jeg på mirakler?' Hvis svaret er 'nej', så prøv at tænke tilbage på dit liv, og prøv at overveje om du ikke bare én gang i dit liv er blevet overgået af noget, der undrede dig? Noget, der var så meget større og lykkeligere, end du overhovedet havde turde håbe på?

Soldater uden håb

Julen er miraklernes tid. Det store mirakel, der skete for over 2.000 år siden, da et lille barn blev født i en stald i Betlehem. Men det handler også om de mirakler, som sker igen og igen. Ting, man må undre sig over. Ting, som sker os, uden at vi kan forklare hvorfor eller selv kan fremtvinge dem.

Den 11. november i år, var det præcis 100 år siden, at Første Verdenskrig endte. Og da jeg netop den søndag, stod på prædikestolen i Helleruplund Kirke, kunne jeg ikke lade være med at fortælle om et af historiens mirakler, der har gjort størst indtryk på mig.

Vi skal tilbage til den 24. december år 1914. 1. verdenskrig hærgede Europa. Soldaterne var blevet lovet, at krigen ville være en kort og hurtig krig, og at de ville være hjemme inden efterår. Sådan blev det bare desværre ikke.

Det var en ganske forfærdelig krig, hvor de fleste af slagene blev udkæmpet fra skyttegrave. Lange rækker af gange gravet ned i jorden, på hver side af et stykke land, en mark, ofte kun få hundrede meter bred. På hver sin side af marken lå de kæmpende fjender så og skød på hinanden og på alt, hvad der rørte sig i ingenmandsland i midten. Ingen vegne kom man, og ofte var det kun få meter, der blev erobret eller tabt.

Livet i skyttegravene var forfærdeligt. Lus, lopper og rotter kravlede over alt, soldaterne var syge, forfrosne, sultne og angste. Brag fra eksplosioner og hyl fra geværkugler, der fløj gennem luften, var en del af det daglige lydbillede. Stanken af død, råd og frygt lå tungt i luften.

Skyttegravene var ikke et sted, hvor man troede på mirakler. Det var faktisk ikke et sted, hvor man troede på noget som helst. Højst håbede man måske bare på, at man ville overleve en dag eller en time mere, og at man, måske, en dag ville se sin familie igen.

Sang gav genlyd

Men den 24. december, midt på slagmarken i Flandern, skete der alligevel noget, der er gået over i historien.

Det var blevet aften og mørkt. Vejret var frostklart, stjernerne og månen lyste slagmarken op, og soldaterne på hver side krøb sammen for at holde varmen.

Pludselig hørte de engelske soldater noget. Det var sang, og det kom fra den tyske side. Et par engelske soldater løftede forsigtigt hovedet op af skyttegraven og så mod den tyske linje og fik øje på små lys. Hele vejen langs den tyske linje lyste noget, der lignede små bål og de tyske soldater sang 'Stille Nacht, Heilige Nacht'.

Englænderne lyttede til tyskernes sang, og da den var slut, hujede og klappede de og begyndte selv at synge.

Bagefter var der stille. Helt stille. Morgenen gryede. Stadig ingen skud. Men så blev stilheden brudt. Fra den tyske linje kravlede en soldat op på kanten af skyttegraven. Det var vanvittigt. Men intet skete. Ingen skød ham. Han kravlede bare op over kanten og begyndte at gå hen over ingenmandsland. Da han var kommet lidt ud, stoppede han op, og med høj røst råbte han mod den engelske front "We no fight, you no fight. Merry christmas."

Intet skud lød

Stilheden må have været enorm. Og alle må have ventet på at høre et ladegreb fra et gevær, eller en split, der trækkes fra en granat. Men intet skete. Tværtimod skete miraklet.

Soldater fra begge fronter begyndte at kravle op af skyttegravene. Og gik mod fjenden, som de dagen før, havde forsøgt at slå ihjel. Og i midten af ingenting, på en søndersprængt mark, mødtes de engelske og tyske soldater. Gav hånd til hinanden, ønskede glædelig jul. Udvekslede små gaver i form af cigaretter og andre feltrationer. De viste hinanden billeder af deres kære derhjemme. Senere hjalp de hinanden med at begrave alle deres døde kammerater, der lå spredt på slagarken.

Da juledagen var ovre, gik soldaterne hver til sit. Og selvom mange soldater sikkert havde håbet på, at krigen ville være til ende, ville magthavere og befalingsmænd det anderledes. Og krigen fortsatte derfor som om, intet var hændt.

Året efter prøvede nogen at gentage våbenhvilen julenat. Men officerer fra begge sider beordrede krig og angreb, og hvis man ikke fulgte ordren, blev det anset som landsforræderi.

Miraklet lod sig ikke gentage. Det lod sig ikke tvinge frem. Det skete af sig selv og ud af ingenting. For sådan er det med mirakler. De lader sig ikke tvinge frem, de kan ikke planlægges.

Men de er her, og man kan øve sig i at få øje på dem. For det mirakel, som skete den julenat, da Jesus blev født i Betlehem, er ikke historiens eneste.

En vanvittig beretning

Juleevangeliets budskab er jo netop et budskab, der rækker ud over al tid og rum. Et budskab, der bryder alle menneskelige rammer og sprænger al logik, med sin i virkeligheden fuldkommen vanvittige beretning. Et mirakel. Den nat, hvor Gud selv lod sin engel råbe fra Himlen:

Frygt ikke. Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.

Frygt ikke. Dét er julens mirakel. Dét er julens essens kogt ned til to ord. Det er selveste Gud den almægtiges løfte til dig og mig. Frygt ikke.

Man skal ikke være særlig gammel før man erfarer, at der ellers er nok at frygte her i livet. Og jo ældre man bliver, jo mere man har oplevet og set i livet, ja desto tydeligere bliver det, at der faktisk er rigtig meget at frygte i verden.

Men man skal heldigvis heller ikke være særlig gammel for at opdage, at der er ligeså megen velsignelse og glæde i livet. Og jo ældre man bliver, jo mere man oplever, ser og hører, ja jo tydeligere bliver det, at glæden altid venter én et sted der ude.

Guds løfte om en glæde, der skal være for hele folket, var ikke bare et tomt råb den julenat, men et virkeligt løfte - ligeså virkeligt som en fødsel af et spædbarn.

Glædelig advent.

Publiceret 09 December 2018 11:44