I Nordsjællands Politis facebookopslag er der nogen, der i kommentarfeltet har lagt et billede af denne Saab op. Den skulle angiveligt være identisk med den efterlyste bil.

I Nordsjællands Politis facebookopslag er der nogen, der i kommentarfeltet har lagt et billede af denne Saab op. Den skulle angiveligt være identisk med den efterlyste bil.

Politiet efterlyser bordeaux Saab

Nordsjællands Politi anholdt onsdag tre formodede indbrudstyve i Gentofte. Nu leder politiet efter tyvenes bil, som formentlig er parkeret her i området

Onsdag ved 11-tiden modtog Nordsjællands Politi flere anmeldelser fra borgere på en villavej i Rungsted, der havde observeret nogle mistænkelige mænd luske rundt i området og sende glubske blikke efter kvarterets boliger. Politiet sendte flere patruljer til stedet, men desværre var mændene ikke til at finde. Politiet fik til gengæld nogle signalementer på mændene, ligesom de også fik beskrivelsen af en bordeaux Saab på udenlandske plader, hvor anmelderne havde noteret sig registreringsnummeret.

"Meget, meget fornemt arbejde," skriver Nordsjællands Politi på sin Facebook-side,

Omkring halvanden time senere var en betjent på vej på arbejde på politistationen i Gentofte, da hun bemærkede fire mistænkelige mænd snige sig rundt i et villakvarter.

Hun ringede ind og fortalte om sine observationer, hvorefter hun diskret begyndte at cirkulere i området og løbende overlevere beskeder om, hvor mændene befandt sig.

Det første altsammen til, at Nordsjællands Politi denne gang spottede mændene.

I første omgang traf de to af mændene, som tog benene på nakken, så snart de så patruljevognen. Den ene prøvede at øge sin fart ved at smide en rygsæk fra sig og dermed mindske sin ballast, men politiet fik løbet ham op og lagt ham i håndjern.

Det var næppe kun for at reducere sin vægt, at han smed rygsækken, for det viste sig, at den var fyldt med tablets, en computer samt en masse andet, som efter alt at dømme har med indbrud at gøre. Tingene i tasken var i hvert fald magen til nogle genstande, som netop var blevet stjålet under et indbrud lige rundt om hjørnet.

I den umiddelbare nærhed traf politiet en af de andre mænd, som hævedede, han blot havde været ude og gå en tur ved stranden, som lå kun et stenkast på fire kilometer derfra. Det lød en anelse mistænkeligt, og da han passede på et af politiets signalementer, blev også han anholdt.

Da politiet efterfølgende visiterede ham, fandt de blandt andet en bilnøgle med et stort Saab-logo på sig.

Det tredje medlem af gruppen blev anholdt uden den store palaver, og de blev alle derefter kørt til politistationen til en snak.

Torsdag blev de tre mænd så stillet for en dommer, som valgte at varetægtsfængsle mændene i 14 dage.

Nordsjællands Politi har ledt efter den bordeaux Saab, som de tre mænd formentlig kørte i.

Den holder muligvis parkeret et sted i Gentofte.

"Vi tror, at den kan være yderst relevant for sagen, og vi vil derfor meget gerne høre fra dig på 114, hvis du ser en bordeaux Saab model 9-5 med registeringsnummer TTU788 holde parkeret et sted," skriver Nordsjællands Politi på Facebook.

Hvis nogle har nogle observationer om den fjerde mand, der ikke blev anholdt i denne omgang, hører Nordsjællands Politi også gerne fra dem.

Han har formodentlig ikke en ekstranøgle til bilen, men hvis han har, betyder det, at bilen også kan befinde sig andre steder end i Gentofte.

jbl

Publiceret 10 December 2018 18:36