De første i sæderne. MovieHouse blev indviet onsdag den 12. december med gallaåbning.

De første i sæderne. MovieHouse blev indviet onsdag den 12. december med gallaåbning.

En pornolejlighed på toppen af Experimentarium

Onsdag den 12. december blev Hellerups nye biograf MovieHouse indviet med dunkende bas og kendisser

Af
Kathrine Albrechtsen

Signe Haahr Pedersen (foto)

new house Idet elevatordøren går op, byder den dunkende bas en indenfor i foyeren, hvor kindkys og konversationer over glassenes klirren overdøver rapperen Al Agamis optræden ved mixerpulten.

Journalisten og fotografen bliver kort forvirret. Blev der trykket på den rigtige knap til det nye MovieHouse på toppen af Experimentarium, eller er der tale om en ukendt natklub i Hellerup? Hjælpen kommer fra de grønne neonrør, som lyser op i mørket og viser vej til 'Screen 1-2-3-4-5', mens hjørnet med bland-selv slik og popcorn forsikrer en om at være landet det rigtige sted. Til gallaåbning af Hellerups nye biograf.

Filmproducent Regner Graasten var også mødt op for at se sin kollegas nye biograf.

Filmproducent Regner Graasten var også mødt op for at se sin kollegas nye biograf.

I juni 2018 blev planerne om en ny biograf på toppen af Experimentarium afsløret af ejer og filmproducent Michael Obel. Dengang hed den 'Skybio' og skulle åbne i efteråret, senere blev den omdøbt til 'MovieHouse', mens åbningen blev skubbet til den 6. december, for igen at blive udskudt en uge.

Onsdag aften den 12. december står biografen så klar. Og familie, venner, bekendte og kendisser er strømmet ned ad den røde løber og op med elevatoren til fjerde sal.

I baren hænger filmproducent Regner Graasten, og imens skuespiller Ulrich Thomsen forsøger at vige for fotografens linse, går Peter Skaarup (DF) over og hilser på Finn Nørbygaard. Ja, selv Birthe Kjær er dukket op.

Bedste lokale biograf

Med indiske tæpper på gulvene, designlamper i loftet, sofaer i velour, stole i cognacfarvet læder, føler man sig sendt ind i et boligblad. Michael Obel understreger dog i sin tale, at der også er hentet inspiration fra "en pornolejlighed i Berlin", hvor hans kone Tatjana i tidernes morgen drak ham fuld i tequila. En miniversion af lejligheden kan opleves ude i unisex-toiletterne, fortæller Michael Obel i sin tale, da han endelig får gæsternes opmærksomhed. Her beskriver han en undren gennem de 30 år, som han har boet i kommunen, at være tvunget til at sende penge ud af den, når han skulle underholdes i biografmørket.

"Derfor var jeg lykkelig for, at muligheden bød sig for at skabe verdens bedste lokale biograf i Hellerup. Håber, I vil være med på det," siger han, før han overdrager mikrofonen til biografens nye direktør Lars Jørgensen, som er tidligere direktør for Nordisk Films danske biografer.

Michael Obel har haft travlt de seneste tre måneder med at gøre biografen endelig klar til åbning. Og måtte også udskyde åbningen en uge.

Michael Obel har haft travlt de seneste tre måneder med at gøre biografen endelig klar til åbning. Og måtte også udskyde åbningen en uge.

"Det er stort at få overdraget ansvaret for pornolejligheden i Hellerup," kvitterer han.

Og han fortæller så, hvordan han for kun tre måneder siden blev vist rundt mellem betonbunker uden gulv og ind i tomme sale.

"Der skulle en hel del fantasi for at se det for sig, men det har været motiverende at være del af en biograf, som er bygget op på nærvær, samvær og hygge. Fremtiden for biografer er blevet diskuteret, men hvis det at synke ned i sædet og blive underholdt eller klogere på livet ikke længere kan noget, så er det os, som der er noget i vejen med," siger han.

Toft klippede snoren

Borgmester Hans Toft (K) er mødt op for at klippe den røde snor. Men først minder han i sin tale Michael Obel om, at der i Gentofte Kommune igennem tiderne har ligget 14 biografer. Dog uden at nævne den stadig eksisterende Gentofte Kino på Gentoftegade, som siden 1977 har været kommunens eneste biograf.

"Jeg er glad for, at der kommer noget nyt og kreativt til kommunen. Godt vi fik Experimentarium, så du (Michael Obel, red.) kunne få din biograf og vi en ny kulturinstitution, og ja, så skal vi da til at klippe den snor," siger Hans Toft.

Bløde veloursæder

Tiden er nu til at indtage salene for at indvie sæder og lærred, hvor 'A Star is Born' med Lady Gaga og Bradley Cooper skal rulle hen over. Og Michael Obel og Lars Jørgensen har holdt deres ord, da de for et par måneder siden lovede i Villabyerne, at "det bliver state of the art med både lyd, lys og billede, vi har ikke sparet på noget."

I salen lyser rækkerne op med små lamper på små runde borde ved siden af de bløde veloursæder, der, muligvis i dagens anledning, er pyntet med pude, tæppe og en pose slik.

"Det bliver state of the art med både lyd, lys og billede, vi har ikke sparet på noget," lovede ejer og filmproducent Michael Obel og direktør Lars Jørgensen over for Villabyerne for et par måneder siden. Og det må siges, at de levede op til deres ord.

En brummen breder sig over rækkerne, idet biografgængerne på skift finder knapperne til at hæve fodskamlen op og ryglænet tilbage.

"Der mangler bare en knap, hvis man vil tilkalde personale for en kop kaffe," siger min sidedame, inden hun putter sig under tæppet, og det røde scenetæppe går til side.

Publiceret 18 December 2018 11:30