Gentofte får færre leverandører af hjemmehjælp

Fra 1. juni vil der kun være to private udbydere af privat hjemmehjælp i Gentofte Kommune

Af
Signe Haahr Pedersen

Når kalenderen rammer 1. juni kommer færre leverandører til at stå for hjemmehjælpen i Gentofte Kommune. Antallet falder fra otte til tre - det kommunale tilbud og to private.

Den del af hjemmehjælpen, de private leverandører står for, har netop været i udbud, og vinderne af det blev PUKs Hjemmehjælp, der allerede leverer hjemmehjælp til kommunens borgere, og CURA Pleje, som er ny.

Kendte ansigter

Gentofte Kommune håber, at den nye ordning vil være med til, at borgerne får besøg af færre forskellige medarbejdere i deres hjem, og at kvaliteten af den personlige og praktiske hjælp bliver bedre.

"I disse år oplever vi stigende krav til, hvad den enkelte hjemmehjælper skal løse af opgaver. Gennem udbuddet har vi øget kravene til medarbejdernes faglige uddannelsesniveau hos vores private leverandører og sætter fremadrettet endnu mere fokus på samarbejde og fælles kompetenceudvikling," siger afdelingschef i Pleje og Sundhed i Gentofte Kommune Lone Jørgensen i en pressemeddelelse.

Besked til borgerne

Gentofte Kommune oplyser, at borgere, der i dag modtager hjemmehjælp fra en anden privat leverandør end PUKs Hjemmehjælp, skal vælge ny leverandør af hjemmehjælp i det nye år.

Derimod vil borgere, der allerede modtager hjemmehjælp fra PUKs Hjemmehjælp eller Gentofte Kommune, fortsætte med at modtage hjemmehjælp som hidtil.

Alle berørte borgere vil i løbet af foråret modtage mere information fra Gentofte Kommune.

Publiceret 10 January 2019 11:13

SENESTE TV