Denne villa blev i sommer solgt for 70,5 millioner kroner. Foto: Boliga.dk

Denne villa blev i sommer solgt for 70,5 millioner kroner. Foto: Boliga.dk

Årtiets hidtil dyreste hus ligger i Hellerup

En Hellerup-villa blev i 2018 solgt for 70,5 millioner kroner

70, 5 millioner kroner. Så meget blev en villa på Onsgårdsvej i Hellerup solgt for i sommer. Det er ikke bare 2018 højeste pris, men hele det seneste årtis. Det viser en oversigt, som Boliga.dk har lavet over det forgangne års fem dyreste hushandler.

Samlet set har de fem ejendomme kostet 254,6 millioner kroner. Til sammenligning løb 2017’s dyreste hushandler op i lige omkring 180 millioner.

Kaster man et blik på markedet generelt, er antallet af hushandler til over 10 millioner kroner også steget fra slut 00’erne og starten af 10’erne til de senere år.

"Et generelt opsving i dansk økonomi, der for alvor satte ind i 2013, kombineret med ekstremt lave renter har gjort det muligt for flere at købe bolig i den helt dyre prisklasse," siger Signe Roed-Frederiksen, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, til Boliga.dk.

"Min formodning er også, at en del af boligkøberne i det segment kommer med en gevinst fra et salg af en tidligere bolig. Mest oplagt en gevinst fra salget af en ejerlejlighed, hvor priserne over de seneste år er steget langt mere end på enfamiliehuse."

Sælgerne af villaen på Onsgårdsvej fik også en fin fortjeneste med sig fra salget. Ifølge tinglysningen købte de huset i 2016 for 37 millioner kroner.

shp

Her er året dyreste hushandler

5. Strandvejen, Charlottenlund

Pris: 38 millioner

Adressen har hjemme midt i landets mellem Charlottenlund og Skovshoved. Og ser man på prisen, har køberne da også måttet punge ud med en ganske pæn sum. For selvom der er givet et afslag på to millioner kroner i forhold til den seneste udbudspris, er salget altså gået igennem for hele 38 millioner.

4. Hambros Alle, Hellerup

Pris: 40 millioner

Villaen her ligger mellem Strandvejen og Øresund. Huset er 298 kvadratmeter stort, og blev ifølge oplysninger fra Boliga.dk solgt i november sidste år.

3. Amalievej, Frederiksberg

Pris: 51,1 millioner

460 kvadratmeter hus på en grund, der ligger placeret midt i et af landets absolut dyreste postdistrikter, kræver naturligvis også en velvoksen pengepung. 51,1 millioner kroner er der da også betalt - og dermed er salget af denne Frederiksberg-villa landets tredjedyreste anno 2018.

2. Vedbæk Strandvej, Vedbæk

Pris: 55 millioner

Landets næstdyreste villa blev solgt i foråret for intet mindre end 55 millioner kroner. Bag det store millionbeløb ligger en adresse, der tæller hele 682 kvadratmeter på en grund helt ud til Øresund i københavnerforstaden Vedbæk.

Laudrup-familien stod for opførelsen af villaen, som de dog solgte midt i 00’erne.

1. Onsgårdsvej, Hellerup

Pris: 70,5 millioner

Denne Hellerup-villa blev i sommeren solgt for intet mindre end årtiets højeste pris. 70,5 millioner kroner blev der nemlig givet, da køberne erhvervede den næsten 350 kvadratmeter store villa, der ligger ganske tæt på Hellerup Havn.

Sælgerne købte ifølge tinglysningen ejendommen tilbage i 2016 for 37 millioner kroner, og dermed har der altså været en ganske pæn fortjeneste på årets villasalg.

Publiceret 11 January 2019 11:33