‘Min far Toni Erdmann’ er på én gang utrolig sjov og eftertænksom. Pressefoto

‘Min far Toni Erdmann’ er på én gang utrolig sjov og eftertænksom. Pressefoto

Filmstriben anbefaler: Småexcentrisk far og en datter med spidse albuer

Af
Mattias Blicher

cand.mag. ved Vangede Bibliotek

film “Han er lige kommet ud af fængslet. Han gør bare, hvad der passer ham. Han har været godt buret inde: brevbomber! I går spiste han en hel dåse hundemad. Lige et øjeblik.”

Pakkeposten ser forundret til, mens den fraskilte ældre musiklærer Winfried Conradi trasker ind i huset for at få fat på sin bror. Efter nogen tid dukker Toni op i åbentstående slåbrok, tjavset hår, solbriller og grimme tænder.

Da han skal kvittere for pakken, brummer det pludseligt. Men det er ikke en brevbombe - til postens store lettelse. Det er bare Tonis pulsmåler.

Inde i huset tager Winfried de falske tænder ud og parykken af. Toni Erdmann er Winfrieds opfindelse.

Morsom bondefangeri

Det er egentlig ikke fordi, forvandlingen er særlig stor. Kropssproget er det samme. Den lidt duknakkede holdning, de rolige og stive bevægelser. Winfrieds skæve smil får dog lige lidt mere vinkel på på grund af de falske tænder.

Udklædningen er halvgjort - frivillig amatørisme - og på den måde introducerer åbningsscenen i ‘Min far Toni Erdmann’ af Maren Ade forviklingskomedien som et slags uskyldigt og ret morsomt bondefangeri.

Winfried har også en datter, og modsat broren er hun ægte, selvom Winfried bilder en af datterens forretningsforbindelser ind, at han har købt en reservedatter, fordi hans egen aldrig har tid til at besøge ham.

Det har Winfried selvfølgelig ikke, men joken rammer alligevel et ømt punkt. For Winfrieds datter, Ines, har stort set ikke tid til andet end sin karriere.

Da Winfrieds elskede hund dør, tager han på et spontant besøg til Bukarest, hvor datteren er udstationeret. Ines har dog svært ved at få passet faren ind i den travle arbejdsdag med dertil hørende sociale sammenkomster, der skal fremme karrieremuligheder.

Besøget ender med en forkvaklet afsked, hvor faren skuffet går ned til sin taxa, mens Ines forsøger at undertrykke sin dårlige samvittighed.

Stille oprør

Men Winfried tager ikke hjem, og i skikkelse af Toni dukker han op, når Ines mindst venter det. Og Toni kan lidt af hvert. Det ene øjeblik er han coach for erhvervsledere, det næste tysk ambassadør.

Det er tydeligt, at Winfried ikke kan lide datterens voksenliv, men man fornemmer også et stille oprør i Ines’ spidse albuer og målrettethed. I en scene pointerer hun over for faren, at hun kender mænd på farens alder, der stadig har ambitioner.

Det kan måske virke pinligt, når ældre mennesker fjoller rundt, men det er direkte uudholdeligt at overvære unge mennesker som Ines i deres påtagede alvorsfuldhed. Og til tider også tragikomisk.

Forviklingskomedien udvider sig på den måde til ikke kun at handle om en ældre mand og hans småexcentriske rollespil, men også om en datters præstationsiver og higen efter anerkendelse, der får hende til at glemme, hvor hun kommer fra og at spille en anden.

Gakket og eftertænksom

Den eksistentielle klangbund understreges yderligere af filmens rolige tempo, der giver plads til, at scenerne og karaktererne kan udfolde sig.

Vi skal nemlig ikke kun grine af det, der foregår, og ind imellem er vi endda i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet skal grine, selvom det hele virker vanvittig gakket. Som da far og datter opfører et Whitney Houston-nummer hjemme hos en rumænsk familie. Det lyder ikke ligefrem kønt, når Ines af fuld hals skråler om kærlighed på engelsk, men der er heller ikke et glimt i øjet at spore.

‘Min far Toni Erdmann’ er på én gang utrolig sjov og eftertænksom og er helt fortjent blevet tildelt adskillige filmpriser.

Publiceret 18 January 2019 10:00

SENESTE TV