Gentofte-borger Kurt Isaksen har modtaget 10.000 kroner for en heltegerning, han udførte sidste år ved Charlottenlund Fort. Foto: Signe Haahr Pedersen

Gentofte-borger Kurt Isaksen har modtaget 10.000 kroner for en heltegerning, han udførte sidste år ved Charlottenlund Fort. Foto: Signe Haahr Pedersen

Kurt brød isen og blev en vaskeægte helt

Carnegies Belønningsfond for Heltemod belønner Gentofte-borger Kurt Isaksen for en redningsaktion ved Charlottenlund Fort sidste år

Af
Signe Haahr Pedersen

snarrådighed Han tænkte ikke en tanke. Kurt smed sit tøj og sprang i voldgraven ved Charlottenlund Fort.

Klokken var lidt over ni en frossen martsdag sidste år. Som alle andre dage var Kurt Isaksen og hans firbenede følgevend Ragnar ude at gå morgentur med en gruppe andre hunde og deres ejere.

Da de nåede til fortet, løb labradoren Winston og retriveren Arnold ud på isen. Med ét kollapsede den under dem, og hundene kæmpede febrilsk for at holde snuderne oven vande. Deres ejer begav sig straks ud efter dem, men han faldt også igennem og kunne hverken komme frem eller tilbage.

Kurt Isaksen med sin hund Ragnar. Foto: Signe Haahr Pedersen

Kurt Isaksen med sin hund Ragnar. Foto: Signe Haahr Pedersen

Kurt buldrede ned mod voldgravens frosne overflade med hele sin kropsvægt og møvrede sig fremad, så der blev dannet en passage gennem isen, og hans kammerat kunne bevæge sig mod bredden og blive hjulpet op af de andre, mens Kurt fortsatte ud til de to hunde.

Da han nåede ud til dem, vendte han sig om og fik dem til at svømme efter sig tilbage til land. Lige så snart Arnold og Winston anede, at de kunne få jord under poterne, blev de så ivrige for at komme op, at de væltede henover Kurt, så han fik hovedet under vand.

Med alle sikkert oppe af den kolde voldgrav, greb Kurt nu den gennemblødte hundeejer og hjalp ham ind i Charlottenlund Søbads sauna, hvor de sad og tørrede, indtil Beredskab Øst nåede frem.

Joke blev til pris

Hændelsen blev efterfølgende genfortalt ivrigt blandt hundelufteflokken, og hver gang lavede Kurt sjov og sagde, at han da gik og ventede på en invitation fra Dronningen, så han kunne blive hædret for sin heltedåd.

På et tidspunkt blev en fra gruppen, Lise Nørgaard, træt af at høre på den joke, så hun besluttede sig for at sende en indstilling til Carnegies Belønningsfond for Heltemod.

Portia og Bea.

Portia og Bea.

Til at begynde med troede Kurt ikke på det. Hans navn håndskrevet på en fin konvolut. Beskeden om, at han var blevet tildelt 10.000 kroner for sin handling den kolde morgen for snart et år siden.

Men den er god nok. Carnegies Belønningsfond for Heltemod har ham med på sin nyeste helteliste, der netop er blevet offentliggjort. Den skriver, at bestyrelsen især har lagt vægt på, at han handlede snarrådigt.

"Jeg synes da, det er stort," siger Kurt.

"Og pengene falder på et tørt sted for en fattig efterlønner som mig."

Han hjælper altid

Selv om Lise Nørgaard til dels sendte indstillingen af sted for at drille Kurt, mener hun, at helteudnævnelsen er helt på sin plads.

"Der skal noget til at kaste sig ud på den måde. Det var en rigtig flot handling. Det sker, at hunde ryger ind under isen og har svært ved at komme ud igen. Hver vinter hører man om en hund, der er druknet på den måde," siger hun og gør klart, at det ikke overraskede hende, at Kurt tog affære.

"Det er helt i tråd med, hvem Kurt er. Han hjælper altid, og han er meget glad for hundene, og de er glade for ham."

Kurt siger selv, at han ikke tidligere har udført heltegerninger, men, siger han med et grin:

"Det er et godt scoretrick."

Carnegies Belønningsfond for Heltemod

Carnegies Belønningsfond for Heltemod uddeler hvert år belønninger til danskere, der har udvist heltemod og med fare for eget liv har reddet andres.

Carnegies Belønningsfond for Heltemod er stiftet af Andrew Carnegie den 30. december 1911.

Fondens danske bestyrelse består af en formand og tre medlemmer. Formand er direktør Nina Koch. Medlemmerne er kabinetssekretær Henning Fode, ambassadør Ulrik Helweg-Larsen og fhv. statsforvaltningsdirektør Bente Flindt Sørensen.

Publiceret 18 January 2019 11:30