"Det er i dag en kæmpe stor byggeplads med ekstrem meget støj og trafikforurening fra lastbiler, der kører i tomgang, og som vi hver morgen kl. 6 bliver vækket af, når de bakker ind," siger Jesper Pagh. Foto: Kathrine Albrechtsen

Gentofterenden: "Det er vores kvarter, men i dag føler man sig som gæst"

To års arbejde med klimatilpasning af Gentofterenden begynder at slide på beboerne i Dyssegård. En af dem er Jesper Pagh, hvis tålmodighed er løbet tør. "Der er intet af de ting, som de indtil videre har meldt ud, som er overholdt," siger han

Af
Kathrine Albrechtsen

En artikel om Gentofterenden blev i sommer læst af en forundret Gentofte-borger, Jesper Pagh, som i snart to år har været nabo til byggeriet i Dyssegård.

"Med stor stolthed fortalte entreprenørerne i artiklen, hvor gnidningsfrit arbejdet gik. Til tiden, til prisen og stort set uden nogen i kvarteret bemærkede det," siger han, som kort tid efter fik en besked i sin e-boks om, at projektet var forsinket.

"Uden nogen anden forklaring end, at det var uforudset arbejde," tilføjer Jesper Pagh.

Virkeligheden set fra hans arbejdsværelse er en helt anden end den i artiklen. Det er en hverdag med klirrende ruder, sætningsrevner, uanmeldt weekendarbejde, afspærrede veje og stier.

Gentofterenden skal efter planen står færdig foråret 2019. Foto: Kathrine Albrechtsen

Gentofterenden skal efter planen står færdig foråret 2019. Foto: Kathrine Albrechtsen

Tidligere var projektet udlagt til at foregå etapevist, men naboerne har siden udmeldingen i sommer, hvor projektet blev meldt forsinket, oplevet en optrapning af arbejdet på byggepladsen. Igen uden nogen forklaring eller orientering.

"Det er i dag en kæmpestor byggeplads med ekstrem meget støj og trafikforurening fra lastbiler, der kører i tomgang, og som vi hver morgen kl. 6 bliver vækket af, når de bakker ind," siger Jesper Pagh.

Før sommeren blev den projektleder, som Jesper Pagh havde haft kontakt til, langtidssygemeldt, og i stedet blev han henvist til en ny ekstern konsulent hyret af Gentofte Kommune. Den ændring har forværret situationen.

"Han svarer aldrig på det, som jeg spørger ham om. Og når jeg så henvender mig direkte til kommunen, får jeg bare autosvar om, at de ikke kan svare på min henvendelse. Det er meget frustrerende, og jeg føler, at kommunen har fralagt sig ansvaret," siger han, som i sin sidste mail satte vicekommunaldirektøren CC på mailen. Så skete der noget.

"Sidste lørdag kom den eksterne konsulent og en fra Novafos ud til mig, hvor de sad i min stue og over en kop kaffe fortalte mig om projektet, og hvordan de ikke kunne komme med klare udmeldinger om tidsplanen. Her fik jeg det indtryk, som jeg har haft længe, at det er et så stort projekt, at ingen rigtig har et fuldt overblik. Og det er entreprenøren, som 100 procent styrer alt fra tidsplanen, til hvornår vejene lukkes af," siger Jesper Pagh.

Men er det ikke uundgåeligt med så stort et projekt, hvor slutresultatet bliver noget I alle får stor glæde af, at der kommer nogle bump på vejen?

"Selvfølgelig har jeg forståelse for, at det er stort byggeprojekt. Men der er intet af de ting, som de indtil videre har meldt ud, som er overholdt. Og her snakker vi om tidsplanen, arbejdstider, uanmeldt weekend- og døgnarbejde, og at de har droppet en etapevis organisering af arbejdet," siger Jesper Pagh, hvis tålmodighed løb tør sidste år med døgnarbejdet hen over påsken.

Efter projektet blev forsinket er der sket en optrapning af byggeriet, som spreder sig ud over Gentofterenden. Foto: Kathrine Albrechtsen

Efter projektet blev forsinket er der sket en optrapning af byggeriet, som spreder sig ud over Gentofterenden. Foto: Kathrine Albrechtsen

Ti dage med sporspærring, omlægning af kørestrømsledninger og nye dybe ledningsgrave, hvor naboerne kunne skåle i snaps over påskefrokosten til vibrationer fra ramningen. Sporspærringen betød, at der blev indsat S-togsbusser fra Dyssegård Station til Buddinge Station.

"Vi vågnede op til, at vores indkørsel blev brugt som busstoppeplads, uden at vi var blevet informeret," siger Jesper Pagh.

Hvis han skal pege på det, som frustrerer ham mest, er det kommunikationen til beboerne i området.

”For eksempel har Ellegårdsvej været spærret af i et år, og vi ved, at der er planer om at spærre Dyssegårdsvej af. Men hvornår det sker, har de endnu ikke svaret på. Det kunne være rart at vide, hvad vi har at forholde os til. Det er uvisheden om, hvor projektet er, som er mest frustrerende," siger Jesper Pagh og fortsætter:

"Jeg oplever en stor ligegyldighed fra kommunens side i forhold til at informere os om, hvad der nu skal ske. Det er vores kvarter, men i dag føler man sig som gæst," siger han.

Hvad skulle Gentofte Kommune gøre for at gøre dig tilfreds?

"At kommunens kommunikation bliver anderledes, så man kan henvende sig til dem for svar. Og så vil det være betryggende for os som naboer at vide, at der bliver banket på vores dør, inden de går i gang med nye tiltag," siger Jesper Pagh.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra Gentofte Kommune vedr. Jesper Paghs kritik før redaktionens deadline.

Svar fra rådhuset om Gentofterenden

Hvordan har tidsplanen ændret sig i forhold til Gentofterenden?

"Vi forventer, at klimatilpasningen af Gentofterenden vil være afsluttet i efteråret 2019. Da vi tog første spadestik til udvidelsen i august 2017, var planen, at anlægsarbejdet ville være afsluttet i sommeren 2019. Forsinkelsen skyldes blandt andet uforudsete hindringer i jorden for eksempel kloakledninger og brønde, der ikke var optegnet korrekt på de eksisterende tegninger samt udfordringer med grundvandet."

Hvad er udsat og med hvilke konsekvenser?

"Konsekvenserne har været, at nogle vejstrækninger har været lukkede i en længere periode end forventet. Vi arbejder på højtryk på at afslutte anlægsarbejdet så tæt på den oprindelige dato som muligt."

Hvordan ser budgettet ud ifht. første spadestik 18. august 2017?

"Banekrydsningen i foråret 2018, hvor Gentofterendens rør under Farumbanen skulle udvides, har bl.a. medført ekstraomkostninger. Da anlægsarbejdet endnu ikke er afsluttet, er det for tidligt at konkludere, hvilke konsekvenser det får for økonomien i det samlede projekt."

Hvem har ansvaret for at informere borgerne?

"Gentofte Kommune og Novafos har hele vejen igennem klimatilpasningen af Gentofterenden sammen haft ansvaret for at stå for borgerkontakten. Sådan er det også p.t. Berørte husstande modtager statusbreve/nabobreve ved specifikt arbejde og borgerne kan derudover finde information, tidsplan m.m. på samvejr.dk."

Publiceret 05 February 2019 11:41