For tre år siden mistede Inge Stevn sin bror. Nu hjælper hun andre efterladte som frivillig på Sorglinjen. Foto: Signe Haahr Pedersen

For tre år siden mistede Inge Stevn sin bror. Nu hjælper hun andre efterladte som frivillig på Sorglinjen. Foto: Signe Haahr Pedersen

Hellerup-borger hjælper andre, der har mistet: "Mange af dem, der ringer, er bange for, at de aldrig bliver glade igen"

Inge Stevn fra Hellerup er frivillig på Sorglinjen, der åbnede telefonerne for første gang i januar

Af
Signe Haahr Pedersen

Tror du, jeg bliver glemt, Inge?"

Inge rystede på hovedet.

"Jeg vil tænke på dig hver dag," sagde hun.

Torben Stevn var 53 år, da han døde af kræft. Hans storesøster tog orlov fra sit arbejde for at sidde ved hans side i ugerne op til. De havde lange snakke. Han var ikke klar til at dø, hun var ikke klar til at miste ham. Undervejs fik hun lavet en tatovering på håndleddet: Et lille hjerte med et T indeni.

"Men hvad så, hvis vi bliver uvenner?" spurgte Torben.

"Så står T bare for tosse," svarede Inge.

Sorgen slipper dig aldrig, men den bliver nemmere at bære, hvis du taler om den. Sådan har Inge Stevn det i dag, hvor det snart er tre år siden, Torben gik bort - og 43 år siden, de to mistede deres mor.

Hun er en ud af godt og vel 100 frivillige, som har meldt sig til at tage telefonerne hos en ny landsdækkende sorglinje for efterladte, som Det Nationale Sorgcenter og Trygfonden står bag.

7. januar åbnede linjen, og den har glødet lige siden.

"Vi når nærmest ikke indad døren, før vi er i gang. Der er virkelig mange, der ringer," fortæller Inge.

Svært at tale om

Ifølge tal fra Det Nationale Sorgcenter dør mere end 50.000 mennesker i Danmark hvert år og mere end 200.000 efterlades i sorg. Sorgcenteret har foretaget spørgeskemaundersøgelser, der viser, at otte ud af 10 efterladte savner nogen at tale med om den, de har mistet.

"Døden er meget tabuiseret. Vi har etableret Sorglinjen for at mindske den ensomhed, som mange efterladte oplever, fordi de ikke kan dele deres sorg med nogen. Enten fordi de slet ikke har noget netværk, eller fordi der i netværket er en berøringsangst," lød det fra direktør i Det Nationale Sorgcenter Preben Engelbrekt i en pressemeddelelse i forbindelse med åbningen.

Også i Inges omgangskreds har folk haft svært ved at tale om tab.

"Der er en frygt for at gøre én ked af det. Men det værste, der kan ske, er, at jeg begynder at græde, og det er kun godt at græde," siger hun.

Som årene går, spørger folk også mindre ind til sorgen, oplever Inge.

"Så jeg er begyndt at sige til mine veninder en gang i mellem: Nu har jeg altså brug for at tale om min bror. Det kan nogle have svært ved helt at forstå. De siger: Vi kan se, at du har det meget bedre nu. Derfor er sorglinjen så god, fordi vi, der sidder og tager telefonerne, ved, hvad det handler om."

Sorgen forandrer dig

Det er et kriterium for at blive frivillig på den nye Sorglinje, at du selv har mistet. Udover, at det skaber genklang i samtalen, skal det også være med til at give de sørgende håb for fremtiden.

"Mange af dem, der ringer, er bange for, at de aldrig bliver glade igen. Og der kan jeg ud fra min egen erfaring sige, at du kan godt blive glad igen. Men man ændrer sig. Man bliver et andet menneske. Det betyder ikke, at man ikke kan få en god livskvalitet. Det gør måske faktisk, at man tænker mere over livet, og hvad man bruger det til," forklarer Inge, der sidder klar ved telefonen hos Sorglinjen to gange om måneden.

"Det er de dage, hvor jeg er mest i kontakt med min bror, fordi jeg er i det der intense rum, hvor jeg taler om ham med andre. Så jeg giver noget, men jeg får også noget. Jeg føler, at min bror ville have været stolt. For det er en måde at ære ham - at sige: Du bliver ikke glemt, og jeg gør noget for at hjælpe andre."

Sorglinjen består af omkring 100 frivillige. De frivillige på Sorglinjen er i aldersgruppen 20 til 75 år og har alle mistet en eller flere nærtstående – dvs. et barn, en partner/ægtefælle, en søskende eller en forælder. Pårørende, der oplever alvorlig sygdom i nærmeste familie, kan også bruge Sorglinjen.

Sorglinjen kan kontaktes på tlf. 70 209 903 eller via chat, sms og brevkasse via www.sorglinjen.dk

Sorglinjen er et led i et partnerskab om sorg mellem TrygFonden og Det Nationale Sorgcenter.

Publiceret 08 February 2019 19:37