Preben Laursen efter audiensen på Amalienborg.

Preben Laursen efter audiensen på Amalienborg.

Jubilæum: 50 år i bankens tjeneste

Preben Laursen har fejret usædvanligt jubilæum hos Nordea i Hellerup

Af
Mikael Østergaard

Preben Laursen gjorde sin entré i bankverdenen i 1968 med udsigt til en 3-årig bankuddannelse i Privatbanken.

Ansættelsen startede med en uges introduktionskursus, hvor han den første dag fik udleveret et checkhæfte, hvor den første månedsløn på 690 kr. var blevet indsat. På kurset fik han information om god opførsel, påklædning m.m. Eleverne blev bedt om at være Des, da det var tiltaleformen i banken, ligesom man skulle sige Hr. og Fru.

Nyklippet, med rene negle, jækkesæt og slips mødte han med stor spænding op i bankens Ballerup Afdeling. Den første tid gik med at ekspedere bankbogskunder. Der blev håndskrevet i bankbøgerne, ligesom udregninger skete uden brug af hjælpemidler.

For 25 år siden kom Preben Lausen til Hellerup, hvor han startede som filialchef for Øregaard Afdeling, som havde været en filial af den gamle 'fine' Hellerup Bank.

"Filialen havde mange gode og spændende kunder, som efterspurgte - for mig - nye bankforretninger. Eksempelvis 'Sommerdepot', som en del kunder benyttede. Kunderne indleverede plomberede kufferter, som f.eks. kunne indeholde arvesølvet. Kufferterne blev opbevaret i bankens solide boks i kælderen, mens familien flyttede på 'landet' i sommerhalvåret", fortæller Preben Laursen.

Efter 5 år i Øregaard Afdeling flyttede han til den 'store' Hellerup Afdeling på hjørnet af Strandvejen og Hellerupvej , hvor han har været siden. Da han fyldte 65 år, fik han en senioraftale med banken, som betyder, at han nu har en 3 dages arbejdsuge.

Preben Laursen er blevet fejret på bedste vis af sine kolleger og er meget stolt af sin fortjenstmedalje. Og som kronen på værket har han været til audiens hos Majestæten.

Publiceret 12 February 2019 15:32

SENESTE TV