Anahita Malakians bor på Nørrebro og har sit eget skrædderi på Frederiksberg. Foto: Niels Ahlmann Olesen, Ritzau Scanpix

Anahita Malakians bor på Nørrebro og har sit eget skrædderi på Frederiksberg. Foto: Niels Ahlmann Olesen, Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Flygtning og politiker siger nej til flere udlændinge

Anahita Malakians valgt som Nye Borgerliges lokale folketingskandidat

Af
Mikael Østergaard

Asylstop! Det er hovedbudskabet fra Anahita Malakians, der på generalforsamlingen den 16. januar hos Nye Borgerlige i Gentofte enstemmigt blev valgt til partiets folketingskandidat til det kommende valg.

Anahita Malakians er selv flygtning. Som 8-årig flygtede hun med sin familie fra præsteskabet i Iran og endte i Danmark. Trods sin baggrund har hun ingen problemer med at kræve stop for flere udlændinge.

”Danmark har lukket altfor mange ind, der ikke er blevet en del af fællesskabet. Vi må stille større krav til flygtninge og indvandrere om, at de skal komme i arbejde og klare sig selv og blive en del af et værdifællesskab, som er det danske. Der er plads til udlændinge, men alle skal leve efter nogenlunde samme regler”, siger Anahita Malakians og slår budskabet fast med syvtommersøm:

”Nye Borgerlige kræver øjeblikkeligt asylstop og konsekvent udvisning af udenlandske kriminelle. Uden et asylstop kan vi ikke vende udviklingen. Integration kommer gennem selvforsørgelse, og det har jeg selv levet op til. Hvis alle var som mig, var der intet problem”.

På den nyvalgte folketingskandidats dagsorden står også mere privat initiativ og mindre stat: ”Det offentlige skal fylde mindre og skal samarbejde og udlicitere”, lyder det.

Over 100 sexpartnere

Anahita Malakians var opstillet for Venstre til folketingsvalget i 2015 og til kommunalvalget i 2017.

”Men hos Venstre følte jeg, at jeg efterhånden faldt igennem mange stole, og så er kampgejsten hos Nye Borgerlige større”, siger Anahita Malakians, der i den store offentlighed bedst er kendt for at engagere sig i debatten om kvinders sexliv – mere præcist ved at proklamere, at hun har haft over 100 sexpartnere. Det gav hende øgenavnet RundeTrunte.

”Jeg er stolt over den debat, jeg rejste for kvinders ligestilling på dette område. Nogle har brugt det mod mig, men de fleste har støttet mig. Når man stikker snuden frem, får man rap, men målet helliger nogle gange midlet”.

Har talt lygtepæle

Anahita Malakians er opvokset i Smørum, gik på privatskole i Herlev, spillede fodbold i Skovlunde og hang ud i Ballerup. Gentofte har hun først nu stiftet bekendtskab med.

”Jeg har kørt rundt i kommunen og talt lygtepæle, så jeg ved, hvor mange valgplakater jeg skal hænge op. Og så har jeg venner fra Gentofte, blandt andet Suzanne Bjerrehus, som har givet mig gode råd og information”, siger Anahita Malakians, der tror på chancen for en plads i Folketinget.

”Det går fremad i meningsmålingerne for Nye Borgerlige, så jeg satser på at blive valgt. Men først skal jeg overbevise vælgerne om, at de skal stemme på mig”.

Publiceret 21 February 2019 11:19