Sju G. Thorup bor i Gentofte og står bag den ugentlige demonstration Klimapåmindelsen inde foran Folketinget. Foto: Signe Haahr Pedersen

Sju G. Thorup bor i Gentofte og står bag den ugentlige demonstration Klimapåmindelsen inde foran Folketinget. Foto: Signe Haahr Pedersen

Gentofte-borger minder magthaverne om klimaet

Hver torsdag morgen mødes en flok borgere inde foran Christiansborgs trappe for at få politikerne på grønnere tanker. Initiativkvinden bag er Sju G. Thorup fra Gentofte

Af
Signe Haahr Pedersen

Hun står i mængden med et orange skilt på ryggen.

"Carbon tax and dividend - beskat CO2 og giv pengene til borgerne," står der på den ene side, og hvis hun vender det om: "Opfyld Paris-målene".

Omkring hende bliver gruppen af mennesker større og større. Mange har bannere eller stykker af karton i hænderne. Det er torsdag morgen, og her foran trappen ved Christiansborg er ugens klimapåmindelse i gang.

"Finanspolitik er også klimapolitik" står der på et af skiltene ved demonstrationen. Foto: Signe Haahr Pedersen

Gentofte-borger Sju G. Thorup fik idéen tilbage i efteråret 2018. Klimaets tilstand havde længe ligget hende meget på sinde. Bilen var droppet, affaldet blev sorteret, hun sad med i bestyrelsen for den danske afdeling af Klimabevægelsen. Men nu havde hun nået et punkt, hvor der måtte ske noget mere.

"Det blev vigtigt for mig at påvirke flere mennesker. For ellers, tænkte jeg, bliver vi bare en lille gruppe borgere, der bekræfter hinanden i, at vi har ret. Så tænkte jeg, hvor er de mennesker, som har brug for at blive påvirket allermest? Folketinget. Så jeg sagde: Nu begynder jeg at gå rundt foran Folketinget med et skilt."

En flok folkeskoleelever mødte også op med slagord. Foto: Signe Haahr Pedersen

En flok folkeskoleelever mødte også op med slagord. Foto: Signe Haahr Pedersen

Torsdagen efter efterårsferien gjorde hun som lovet, og til sin store overraskelse var hun ikke alene.

"Der kom 40 første gang. Jeg troede bare, det ville være mig og tre venner."

Og siden er der kun kommet flere til det ugentlige møde, som foregår fra klokken 8.30 til 10. Udover at stå med skilte og bannere, synges der sange, og hver uge træder en klimaentusiast op på en ølkasse og holder en tale.

I dag (den 28. marts) er det formanden for den grønne tænketank Concitios bestyrelse, Connie Hedegaard, der har ordet.

"Klimakampen risikerer at blive polariseret," siger hun.

"Jeg frygter for, at de sure bliver mere sure, mens de engagerede bliver mere engagerede. Jeg synes, vi skal opfordre til, at hvis ikke det er establishmentet, der handler nu, risikerer vi en radikalisering og en polarisering på det her område. Jeg håber, at Christiansborg tager sig sammen. Jeg håber, vi får en bred klimaftale."

Der klappes, før hun fortsætter:

"Jeg har et håb for de kommende to valgkampe - at der ved hvert eneste valgmøde vil være folk, der spørger de folkevalgte til det dér med klimaet."

Selvom det er politikerne, Sju G. Thorup og resten af deltagerne i klimapåmindelsen ønsker at råbe op, inviterer de ikke politikere til at holde tale.

"Her er det civilsamfundet, der er i fokus. Det er ikke en platform, som politikere skal bruge til deres valgkampagner. De bliver hørt så tit," forklarer hun.

Bliver ved gennem valget

Fælles for de borgere, der møder op her hver torsdag, er, at de ikke mener, magthaverne prioriterer klimaet højt nok i lovgivningen, og at den klimaplan, regeringen fremlagde i efteråret, ikke er omfattende nok.

Fælles for de borgere, der er en del af Klimapåmindelsen er, at de ønsker klimaet højere op på den politiske dagsorden. Foto: Signe Haahr Pedersen

Fælles for de borgere, der er en del af Klimapåmindelsen er, at de ønsker klimaet højere op på den politiske dagsorden. Foto: Signe Haahr Pedersen

"Det var det rene snak. Vi skal have en seriøs klimaplan, der fører til, at vi lever op til punkterne i Paris-aftalen. Og så skal klimaet være et fast punkt på tjeklisten i al lovgivning," siger Sju.

Hvad siger du til det, Connie Hedegaard var inde på omkring debatten, som hun frygter bliver mere polariseret?

"Jeg er selv blevet mere opmærksom på at fortælle de opløftende historier om klimaet, når jeg taler med folk - at nu har man reddet denne her sommerfugleart, eller at man i Buthan er langt fremme, når det gælder grøn energi. Det virker bedre at tage fat i de gode historier. Det giver noget håb."

Dét at stå foran Christiansborg hver torsdag er hun også sikker på, nytter noget.

"Der bliver i hvert fald lagt mærke til os. De vedtog godt nok ikke borgerforslaget om en ny klimalov forleden, men de diskuterede det længe, og vi blev nævnt i debatten. Vi var en del af det."

Hvor længe bliver Klimapåmindelsen ved?

"Vi bliver ved gennem hele valgkampen og indtil næste regeringsdannelse. Når de skal sidde og forhandle regeringsgrundlaget, vil vi også stå foran dén bygning."

Ud over sit engagement i Klimabevægelsen og Klimapåmindelsen er Sju G. Thorup også Gentoftes repræsentant i den landsdækkende kampagne 'Så er det nu', som er et borgerinitiativ, der arbejder for at få klimaet højere op på den politiske dagsorden.

Publiceret 13 March 2019 18:00

SENESTE TV