Annette Hestbæk Jørgensen vil både fastholde det gode og udvikle nyt på Aurehøj Gymnasium.

Annette Hestbæk Jørgensen vil både fastholde det gode og udvikle nyt på Aurehøj Gymnasium.

Ny rektor på Aurehøj Gymnasium: "Hun er fagligt stærk, imødekommende og åben"

Anette Hestbæk Jørgensen sætter sig i stolen 1. maj

Af
Mikael Østergaard

Efter en grundig ansættelsesproces har et enigt ansættelsesudvalg besluttet at ansætte 48-årige Anette Hestbæk Jørgensen i stillingen som ny rektor på Aurehøj. Hun afløser Anders Krogsøe, der efter to år på posten sagde sin stilling op 30. november for at tiltræde stillingen som rektor på Frederiksborg Gymnasium og HF i Hillerød.

Anette har mange års ledelseserfaring fra uddannelsesbranchen. Senest har hun i tre år været centerrektor på VUC Frederiksberg, og inden da var hun vicerektor på Bagsværd Kostskole og Gymnasium samt viceinstitutchef på Professionshøjskolen Metropol (Frederiksberg Seminarium).

"Anette står for os som det perfekte valg til stillingen som rektor. Hun er fagligt stærk, imødekommende og åben, erfaren og ikke mindst har hun stor forståelse for, hvad Aurehøj er for en størrelse. Aurehøj er et sted med en ganske særlig ånd. Vi vil lave skole med høj faglig kvalitet med musik og kreativitet som omdrejningspunkt, men vi er også mere end en skole. Aurehøj er en dannelsesinstitution, og det er Anette uhyre bevidst om," siger bestyrelsesformand Troels Mylenberg.

Anette Hestbæk Jørgensen ser frem til at sætte sig i rektorstolen.

"Det er med en smule ærefrygt, at jeg kommer til Aurehøj. Det er en skole med et fornemt ry. Men jeg er sikker på, at jeg sammen med medarbejdere og elever både kan fastholde det gode og udvikle nyt. Som skole skal man udvikle sig, og det skal man gøre sammen," siger Anette Hestbæk Jørgensen, som bor i Nordhavn med sin mand Rasmus, datteren på 20 og sønnen på 17 år.

Anette er ivrig korsanger i sin fritid, som også bruges på skønlitteratur, keramik og tegning. Og ferierne tilbringes gerne i sommerhuset på Orø. Turen frem og tilbage på arbejde sker på cykel – i al slags vejr.

Anette Hestbæk Jørgensen begynder i rektorjobbet den 1. maj.

Publiceret 13 March 2019 11:23

SENESTE TV