Anne Mette Rosenfalck tiltræder 1. april som ny klinikchef på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC). Pressefoto

Anne Mette Rosenfalck tiltræder 1. april som ny klinikchef på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC). Pressefoto

Navnenyt: Kendt tv-vært fylder år, og Steno får ny klinikchef

85 år

Overlæge, speciallæge Marianne Dalgas, Hellerup, fylder 85 år den 22. marts.

Kapelmester, restauratør (De 4 Ege på Dyrehavsbakken) Ernst Herdorf, Charlottenlund, fylder 85 år den 25. marts.

70 år

Direktør, civilingeniør Steffen Ring, Charlottenlund, fylder 70 år den 21. marts.

Steffen Ring.

Steffen Ring.

Steffen Ring blev som udviklingsingeniør i 1976 ansat på Storno A/S til at forestå udviklingen af DSB’s strækningsradiosystem i kølvandet af togulykken ved Sorø. Han blev herefter leder af virksomhedens systemudvikling, og da General Electric Inc opkøbte virksomheden i 1978, blev han ansvarlig for den europæiske typegodkendelse af amerikanske radioprodukter fra den nye ejer.

Da Motorola nogle år senere overtog virksomheden, fik Steffen Ring ansvaret for den nye europæiske standardisering i ETSI, hvor han blev formand for dele af standardiseringen af TETRA-standarden, der i dag er de fleste beredskabers foretrukne radioteknologi verden over. Ring blev også ansvarlig for selskabets internationale forhandlinger om adgang til de nødvendige radiofrekvenser.

Steffen Ring stiftede i 2015 virksomheden RING Advocacy ApS, der yder bistand og rådgivning inden for telekommunikation, standarder og ikke mindst frekvensforhold, hvor især spørgsmål om de kommende 5G radionetværk optager ham lige nu.

Privat deles tiden med fruen mellem to sønner, fem børnebørn, fiskeri på Øresund og jazz/rock på tenorsax og Hammond-orgel i lydstudiet i Charlottenlund.

60 år

Sportskirurg, speciallæge Klaus Bak, Gentofte, fylder 60 år den 23. marts.

Journalist, studievært, redaktør Jes Dorph-Petersen, Hellerup, fylder 60 år den 23. marts.

Nyt job

Anne Mette Rosenfalck tiltræder 1. april som ny klinikchef på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC).

Hun er speciallæge i endokrinologi og intern medicin og har lang klinisk og forskningsmæssig erfaring samt en alsidig lederuddannelse.

Anne Mette Rosenfalck fik sin ’diabetesopdragelse’ som reservelæge på det daværende Niels Steensens Hospital og Steno Diabetes Center – forgængerne for SDCC. Siden har hun tilegnet sig bred erfaring bl.a. gennem en overlægestilling på Gentofte Hospital, hvor hun var med til at opbygge diabetesskolen samt en lang række lederstillinger i den farmaceutiske industri.

Frem til efteråret 2018 har hun været Vice President i Medical and Scientific Affairs, Diabetes & Obesity hos Novo Nordisk A/S i USA.

Mindeord

Tidligere børnehaveklasseleder Lone Rovsing, Charlottenlund er død 9. marts, 80 år gammel. Fra hendes tvillingebror Frits Hindtoft har vi modtaget følgende mindeord:

Lone Rovsing.

Lone Rovsing.

Lone havde sit barndomshjem i Risskov, hvor hun voksede op med kærlige forældre og en tvillingebror. Efter endt realeksamen tog hun i 1955 til Schweiz, hvor hun bl.a. passede fem børn hos familien Oligiatti, og hvor husfaderen var en af direktørerne i Røde Kors' hovedkvarter i Geneve.

Efter et års tid tog hun til Paris til et lignende job, men ved et besøg i Den Danske Kirke på Champs Élysées fik hun tilbudt et job som guide hos den dengang kendte chefguide Conrad Krebs, der netop manglede en ung frisk dansk pige til jobbet. Det blev til fem spændende år med internationale turistgrupper i byernes by, slottene i Loiredalen m.m., fra de nordiske lande, Tyskland, USA og Holland, og med sjove enkeltopgaver, bl.a. med Victor Borge og hans familie rundt i stor limousine, med udgangspunkt i familiens suite på Hotel Ritz og morgenkaffe på sengekanten.

Inden Lone vendte tilbage til Danmark, nåede hun at lære det franske sprog at kende indgående via kurser på Sorbonne-universitetet og storbyens turistmæssige hemmeligheder via kurser på Louvre. Endelig tog hun en uddannelse som kosmetolog hos virksomheden Carita, hvor hun bl.a. behandlede Sophia Loren og dronning Farah Diba, shahen af Persiens hustru, der var blandt stedets klientel.

I 1965 giftede Lone sig med Preben Rovsing, der var direktør for Westinghouse Scandinavia. Selv var hun i flere år konsulent for en række franske kosmetik-agenturer med besøg i parfumerier og varehuse landet over.

Lone og Preben fik to sønner, Kim og Jes, og i barndomshjemmet på Rådhusvej var der altid åbent hus for deres kammerater, og senere også fem børnebørn, med varm chokolade og rosinboller efter skoletid. I tiden som hjemmegående assisterede Lone ofte i Messiaskirkens børnehave, og hun var også en tid medlem af kirkens menighedsråd.

En lang årrække var hun knyttet til Kildegård Gymnasiums børnehaveklasse, senest som leder og med en uddannelse som socialpædagog bag sig. Hun holdt spændende introduktionsaftener for forældrene, som skulle vælge deres børns start på et kommende skoleliv, og var en striks, men kærlig lærer for de små elever. Hun havde deres tillid og indgød dem respekt, selvtillid og glæde. Advarede dem imod mobning og lærte dem om det farverige Gamle Testamente.

En elev betroede engang sin mor, at Lone nu var den sødeste, men tilføjede hurtigt: "Tro nu ikke, at det kun er fordi, hun sommetider giver mange karameller". Ved årsafslutningerne modtog hun ofte et lille brev fra forældre, der takkede hende for at have givet deres barn en god start på skolelivet, og siden pensioneringen, for en halv snes år siden, mødte hun mange glade smil og knus fra tdligere elever og forældre, når de lokalt løb ind i hinanden.

Lone havde et stort netværk med årelange venskaber, var meget afholdt og havde en spændende og inspirerende evne til at være noget for andre.

Publiceret 21 March 2019 16:01

SENESTE TV