"Jeg havde det så dårligt, så jeg begyndte at bede og sagde til Herren: "Hvis det er, så er det nu, du godt må vise dig". Så stod han foran mig. Det var voldsomt. "Fra nu af bliver alting godt", sagde han til mig," fortæller Elena Radef, om da hun som 22-årig foldede sine hænder sammen for første gang. Foto: Kathrine Albrechtsen

Ny frikirke i Gentofte: "Man kan godt være rig og have det dårligt. Det ved Herren"

Elena Radef har startet den første frikirke i Gentofte Kommune i et lokale på Kavaliergården, som tilhører Bernstorff Slot. Med sin menighed ønsker hun, at folk finder åndelig fred

Af
Kathrine Albrechtsen

Hovedet stikker ud af døren og vinker en over. Elena Radef er en lille, spinkel kvinde med langt, mørkt krøllet hår, iført bukser, skjorte og høje støvler, alt i sort.

Hun viser vej op ad trappen på Kavalergården, som hører under Bernstorff Slot. Øverst oppe drejer hun til højre og bevæger sig ned for enden af gangen for at træde ind i et 10 kvm stort rum. Hver søndag siden november 2018 har hun i dette lokale ledet den første frikirke i Gentofte, som tæller 15 faste medlemmer.

Egentlig bryder Elena Radef sig ikke om ordet 'frikirke'. Det er behæftet med så mange fordomme, hvoraf nogle af dem desværre passer, forklarer hun.

"Nogle frikirker lader til at være rummelige, men viser sig siden ikke at være det. Det er netop det uformelle i vores gruppe, når vi mødes til bibel-undervisning, som jeg godt kan lide," siger Elena Radef, som har sat sig på en stol i rummet, der kun har selskab af nogle stablede stole langs væggen og et lille bord, hvor der er serveret kaffe, vindruer og kiks.

Elena Radef er opvokset i et ateistisk hjem i Albertslund, som datter af en finsk mor og en bulgarsk far. Men da moren bliver alvorligt syg, folder den 22-årige Elena for første gang sine hænder sammen til bøn.

"Jeg havde det så dårligt, så jeg begyndte at bede og sagde til Herren: "Hvis det er, så er det nu, du godt må vise dig". Så stod han foran mig. Det var voldsomt. 'Fra nu af bliver alting godt', sagde han til mig," fortæller Elena Radef. Efter den oplevelse bliver hun et søgende menneske, som både uddanner sig til psykoterapeut, læser psykologi og tager på bibelskole.

"Jeg har altid været interesseret i helheden af mennesket. Krop, sind og ånd. Men med min vandring med Herren har jeg altid oplevet noget mere," siger hun, som i dag bor med sin 14-årige datter i Roskilde.

Jagt på åndelig fred

Efter sit møde med Herren valgte Elena ikke at opsøge den lokale kirke. Det var det åndelige aspekt og den åndelige fred, som hun var på jagt efter, og det fandt hun ikke i den danske folkekirke.

"Jeg savnede vækkelse og opvågnen i statskirken. Jesus er meget uformel, mens statskirken kan være meget formel. Alle skal opleve at slappe af med Jesus," siger hun, som i stedet søgte rundt i frikirker.

"I Det Gamle Testamente var Herren meget dømmende, men i Det Nye Testamente kom Jesus, så vi kunne leve i frihed. I nogle frikirker oplevede jeg, at Herren blev forkyndet som dommer. Den fortolkning var jeg ikke enig i. Herren, han elsker os. Folk skal få øjnene op for, at han er nådefuld og kærlig," siger Elena Radef, som til sidst startede sin egen menighed.

Herren talte til mig

Hvorfor Elena Radef begyndte at forkynde Biblen, starte sin egen menighed og flytte til Gentofte med den, kan hun ikke sætte ord på.

"For jeg havde egentlig ikke lyst, men Herren talte til mig om at begynde at dele ordet. I sommeren 2018 talte han til mig om at starte en frikirke i Gentofte. Jeg kendte ikke særlig meget til Gentofte, men da jeg undersøgte stedet nærmere, opdagede jeg, at der ikke var en frikirke heroppe," siger hun, som nu forstår, hvorfor Gentofte havde brug for hendes menighed, og hvorfor Herren lagde hende det på hjertet.

"Man kan godt være rig og have det dårligt. Det ved Herren," siger hun, som har flere medlemmer fra kommunen.

Når Elena Radef taler, nævner hun ofte Herren.

"Jo mere man lærer Herren at kende, jo mere har man lyst til at være sammen med ham. Når jeg har rod i mit personlige liv, så hjælper han mig med at få orden. Vi forsøger hele tiden at reparere os selv, men det behøver man ikke, når Herren har taget bo i os," som hun fortæller mig.

Hvad er folks reaktion, når du fortæller om dit forhold til Herren?

"Folk undrer sig, når jeg siger, at Herren taler til mig. Nogle bliver interesseret, andre siger, at det er for meget for dem," siger hun.

Under de gratis møder om søndagen sidder gruppen sammen. Elena Radef forklarer, at hun deler ordet og lader ånden åbenbare sig gennem ordet.

"Jeg spørger Helligånden: "Hvad vil du have mig til at tale om i dag?" Medmindre Herren beder mig om andet. Så har vi rytmisk lovprisning, hvor vi priser ham. Medlemmer deler deres bekymringer, og så beder vi sammen. Fællesskabet fortsætter hele ugen, hvor vi sms'er til hinanden," siger hun.

"Men jeg underviser mere, end jeg prædiker. Hvad betyder ordet i Biblen? Det er vigtigt for mig, hvad dem i rummet går hjem med, og at de kommer tættere på Herren," siger hun.

Hvorfor kan Gentoftes kirker ikke tilbyde det rum?

"Gentoftes kirker bliver brugt af mange og har fantastiske præster. Jeg lægger meget vægt på, at Helligånden får lov til at bevæge sig. Og det synes jeg ikke, at den får plads til i Gentoftes kirker," siger Elena Radef.

Men i dag er folk i forvejen meget åndeligt søgende. Hvorfor skulle de finde meningen i din menighed?

"Jo, i dag har folk fokus på mindfullness, rejser til Indien, går til psykolog for at søge væk fra stress, frygt og angst. Men hvis Helligånden får lov at komme ind i dit hjerte, så stopper din søgen, fordi din fred kommer indefra. Det er hele forskellen," siger hun. Man kan kontakte Elena Radef på info@elenaradef.dk.

Publiceret 21 March 2019 11:13