DEBAT: Bevar Gentofte Hospital og Akutklinikken

Af
Jeppe Bruus, folketingskandidat,

Gladsaxe og Gentofte

Hvem skal fremover beslutte, om der skal være akutmodtagelse på Gentofte Hospital? Eller om hospitalet overhovedet skal fortsætte med at ligge i Gentofte?

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en aftale om en stor reform af sundhedsvæsenet, som de vil gennemføre, hvis de stadig har flertal efter et valg. Reformen skaber usikkerhed om sygehuslukninger - også i Gentofte.

Vi har i dag en velfungerende akutklinik på Gentofte Hospital – det vi tidligere kaldte skadestuen. De tager sig af vores brækkede ben og flænger i hovedet fra klokken 7 til 22.

Regeringen bygger sin reform op om 21 akuthospitaler, som de lover ikke at lukke. Men Gentofte Hospital er ikke et af dem.

Regeringen og DF vil nedlægge de folkevalgte regionsråd. I stedet indsættes en driftsansvarlig bestyrelse, som udpeges af sundhedsministeren. Og en ny national sundhedsmyndighed i Aarhus. Uden folkevalgte. De skal så beslutte, om der er penge til en akutklinik i Gentofte eller en tarmafdeling i Sønderjylland.

Hvis vores sundhedspolitik alene skal bestemmes ud fra regnearkenes logik og ikke efter nærhed, tryghed og tilgængelighed, så taber Gentofte Hospital.

Sidste år var det lige ved at gå galt. Pludselig var en administrativ indstilling om at lukke skadestuen på Gentofte Hospital på vej. Efter behandling i Regionsrådet blev beslutningen ændret. Kun fordi folkevalgte politikere i vores eget område ikke ville være med til at gennemføre anbefalingen fra administrationen.

Nærheden til Gentofte Hospital skaber tryghed. Derfor vil jeg arbejde for at bevare akutklinikken og vores hospital. Og fastholde, at lokale beslutninger skal træffes af lokale folkevalgte politikere. Ikke af en bestyrelse i Aarhus.

Borgerne kan holde politikerne i ørene, stille dem til ansvar, tale med dem og stemme på dem. Det får de ikke mulighed for, hvis beslutningerne skal træffes af embedsmænd.

Publiceret 05 April 2019 11:33