Dette desværre i dag forvitrede kunstværk viser sig at have 91 år på bagen. Værket, der hedder 'Luna besøger Endymion', blev skabt af Hans W. Larsen i 1928.

Dette desværre i dag forvitrede kunstværk viser sig at have 91 år på bagen. Værket, der hedder 'Luna besøger Endymion', blev skabt af Hans W. Larsen i 1928.

Statuemysterium på Esthersvej er løst: Nu mangler kun pengene

Det var Hans W. Larsen, der skabte 'Luna besøger Endymion' i 1928. Nu går jagten ind på fondsmidler for at restaurere det i dag forvitrede værk

Af
Jesper Bjørn Larsen

Som Villabyerne kunne berette den 2. april, stod Ejerforeningen Esthersvej 22, 22A-C med tre problemer på halsen: de har en statue i fælleshaven, som i den grad trænger til en kærlig hånd, det koster spidsen af en jetjager at restaurere statuen, og de anede ikke, hvem der har lavet den. Underforstået, kan det overhovedet svare sig at få den restaureret?

Nu er tre problemer blevet til to. For jagten på kunstneren bag statuen kan nu afblæses.

"Jeg har nu fundet ud af, at statuen hedder 'Luna besøger Endymion' og er lavet af Hans W. Larsen i 1928, hvor han også vandt Eckersberg-prisen for den. Han udstillede på Charlottenborg fra 1923 og blev efterfølgende docent og underviser i stenhugning på stedet. Det var en lektor fra Charlottenborg, der løste mysteriet for mig, hvilket jeg er umådeligt taknemmelig for," fortæller Cecilie Helm Darling, formand for ejerforeningen, der takker Villabyernes begavede læsere for alle de indkomne tip.

Desværre fik Cecilie Helm Darling ikke flertal på ejerforeningens generalforsamling for at bruge de 160.000 kr., det vil koste at redde statuen og soklen, så nu skal hun ud i fondsansøgninger.

"Generalforsamlingen vil give 75.000 kr., hvis jeg kan skaffe fondsstøtte. Derudover har et barnebarn af entreprenøren, der byggede ejendommen i 1923, tilbudt at donere et firecifret beløb, og jeg skyder også selv et firecifret beløb i puljen. Så håber jeg, at jeg når at skaffe nok penge, inden det er for sent! For de 2 stukkatør-virksomheder, der vurderede statuens tilstand for at give et tilbud på opgaven sidste sommer, sagde, at den højst kunne klare 1-2 år mere, før den ikke længere står til at redde," lyder det fra Cecilie Helm Darling.

Hvem var Hans W. Larsen?

Hans W. Larsen (1886-1984) var en dansk billedhugger, der blev udlært stenhugger i faderens firma (C. Wienbergs Stenhuggeri), men hellere ville være maler.

Trangen til en rumligt betonet form fik ham dog til at opgive maleriet, og han uddannede sig til billedhugger ved selvstudium.

Efter sin debut på Charlottenborgs forårsudstilling 1914 udstillede han jævnligt der, og han deltog desuden i Kunstnernes Efterårsudstilling 1917, 1919 og 1928.

I 1928 tildelte Akademiet for de Skønne Kunster ham Eckersberg-medaljen for 'Luna besøger Endymion'. I 1934–59 var han medlem af akademirådet, fra 1956 som vicepræsident.

Hans W. Larsen har udført fiskermonumentet i Frederikshavn (1933), som han personligt huggede i granit på stedet. I 1945 fik han førstepræmien i konkurrencen om et mindesmærke for besættelsestidens faldne i Københavns Kommune.

Flere af hans arbejder findes i dag på Vejle og Aalborg museer.

Kilde: Den Store Danske, Gyldendal

Publiceret 17 April 2019 11:24

SENESTE TV