Her på Ordrupvej 78 lå der indtil for nylig en tøjbutik. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Her på Ordrupvej 78 lå der indtil for nylig en tøjbutik. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Mange butikker står tomme i Gentofte: "Det er en meget alvorlig og trist udvikling"

Med mindst 25 tomme butikslejemål er Gentofte repræsentant for en udvikling, hvor stadig flere må dreje nøglen om. Nethandel, høje huslejer og regeltyranni, forklarer politiker butiksdøden med

Af
Jesper Bjørn Larsen

Det er efterhånden blevet et helt almindeligt budskab i vinduerne på Gentofte Kommunes indkøbsstrøg: 'afståelse, butik til leje'.

Alene på Ordrupvej skal man ikke bevæge sig mange meter for at finde flere skilte med de lakoniske ord, der fortæller historien om en butiksejer, der har måttet give op.

De tørre tal fortæller da også, at der i de senere år er kommet flere ledige butikslokaler til, ikke kun i Gentofte, men i det hele taget i forstæderne til København.

”Ved indgangen til 2018 stod kun 2,9 procent af butikslokalerne i Københavns omegn tomme, men det er vokset kvartal for kvartal, og tomgangen ligger nu på fire procent. Det svarer til, at der er kommet lidt over 10.000 ekstra kvadratmeter med butikker til leje i området,” siger Mette B. Dehn, kommunikationsansvarlig i Ejendomstorvet.dk, der har præsenterer en række tal, der viser, at en større del af handlen koncentreres i områdets storcentre, og at især de små butikker er bukket under.

På landsplan er 1.700 butikslokaler udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk. 81 af dem ligger i Københavns omegn, flest i Gentofte med 25, Lyngby-Taarbæk med 10, Høje-Taastrup med 9, Glostrup med 7 og Ishøj med 6.

Grådige udlejere

Colette Brix, formand for Dansk Erhvervssammenslutning (DESA), folketingskandidat for Venstre og selv tidligere mangeårig butiksejer i bl.a. Charlottenlund, Lyngby og Søborg, begræder udviklingen:

"Jeg besøger ofte de små butikker i Gentofte, og de har det rigtig hårdt over en bred karm. Det er en meget alvorlig og trist udvikling. Nettet har taget meget fra de små handlende, og så kæmper mange med vilde huslejestigninger. De møder ingen forståelse hos deres udlejere. Mange må hyre en advokat for at føre huslejesager mod deres grådige udlejere, og det har de simpelthen ikke råd til," siger Colette Brix og tilføjer:

"'Det er bare markedskræfterne', siger nogle, 'det kan vi ikke gøre noget ved'. Men der skal man lige huske på, at områdets høje huspriser jo bl.a. skyldes det attraktive butiksliv, så de mange butikslukninger er en negativ spiral, vi skal have stoppet. Butikkerne spiller også en vigtig social rolle. Tænk på alle de ældre mennesker, der ikke længere har en levende person at tale med om livets ugunst, hvis de fysiske butikker forsvinder."

Mere liv i gaderne

Colette Brix mener, at politikerne bliver nødt til at se på, om netbutikkerne betaler de samme skatter og afgifter som de fysiske butikker.

Der skal sættes nogle politiske rammer for huslejestigningerne, mener hun, og de enkelte udlejere skal blive bedre til at se på sammensætninger af butikker i detailbranchen, så det ikke alt sammen bliver frisører og ejendomsmæglere:

"Vi har brug for nogle forretninger, hvor der bliver handlet. Det er det, der skaber liv på en gade."

Colette Brix peger endelig på, at skatte- og afgiftsreglerne skal gås efter med en skarp tættekam:

"Vi har brug for et meget mere enkelt skatte- og afgiftssystem, som almindelige mennesker kan finde ud af. Som reglerne er i dag, kan de få enhver til at gå på røven. Ja undskyld, men sådan er det."

Publiceret 25 April 2019 11:16

SENESTE TV