Anfører Simon Raahave sender læderet ind over, hvor Patrick Ehlers (bagerst i billedet) venter på afleveringen. Afslutningen gav desværre ikke pote. Foto: Ole Tradsborg

Anfører Simon Raahave sender læderet ind over, hvor Patrick Ehlers (bagerst i billedet) venter på afleveringen. Afslutningen gav desværre ikke pote. Foto: Ole Tradsborg

Nullert i Nymosen: Kedelig kamp mellem GVI og Greve

GVI og Greve gik lørdag aften målløse fra banen. Trods det trætte indtryk, ser fremtiden lys og ung ud for Vangedes fodboldstolthed

Af
Ole Tradsborg

Efter sidste uges nedsabling i Holbæk havde GVI brug for en succesoplevelse. Men på en dejlig forårsdag, var vejret også det eneste positive at sige om en decideret kedelig fodboldkamp.

Der var meget langt mellem snapsene, og målchancer var der stort set intet at berette om efter de første 45 minutter.

Det blev marginalt bedre i anden halvleg, hvor GVI dog ikke evnede at udnytte den tiltagende rygvind, holdet ellers havde med sig i anden halvleg.

Et par lige ved og næsten forsøg blev det dog til, men i de helt afgørende situationer manglede skarpheden, lige som appeller for strafbare situationer prompte blev afvist af kampens udmærkede dommer, der hørbart var i dialog med spillerne undervejs i opgøret.

På den lange bane, er det dog positivt at nævne, at GVI er i gang med en større foryngelseskur, således at flere U19-spillere allerede nu er på vej i eller til at blive indlemmet i truppen. Således også flere startende på banen lørdag.

Her skal de så lære på DS-niveau, og lære af de rutinerede, hvor den garvede flok lørdag bestod af profilerne målmand Mikkel Gram-Jensen, forsvarsspiller Søren Thomsen, anfører og arbejdshesten Simon Raahave, midtbanebolværket Frederik Madsen, og de offensive kræfter Patrick Ehlers og Rune Friis.

Formanden ser fremad

Udviklingen med egen avl-spillere falder måske ikke i alles smag på lægterne. Men formanden er godt tilfreds.

”Vi satser klart mere og mere på spillere med opdragelse i GVI. Og her er træner Søren Fjorting en vigtig mand for os, da han dels er god til at spotte talenterne i klubben, og via sin rolle i klubben som talentudvikler er han den helt rigtige, da han således sikrer overgangen for de unge til seniorfodbold”, sagde en afklaret og godt tilfreds formand i klubben Jesper Sørensen i pausen mellem de to halvlege.

Om klubbens herremæssige seniorfremtid er han derfor fuld af fortrøstning.

”Det passer mig ganske fint, at vi ligger i Danmarksserien. Og særligt glæder jeg mig over, at vi nu retter mere fokus mod ’vores egne’. Vi har jo flere spillere, der altid har været i klubben. Og det er positivt, at Fjorting kan indlemme dem i truppen allerede nu. Vi har jo lidt en ’gratis’ sæson, da vi reelt ikke kan rykke op eller ned. Men på den lange bane tror jeg på, at denne kombination af garvede og helt unge spillere er vores fremtid”, sluttede han og indikerede, at man fremover vil skulle lære navne på spillere som fx Abbas Mushtak, Frederik Dalgaard, Magnus Sørensen og Marcus Zedler, der alle var i aktion lørdag.

Mixet af garvede spillere og nye håb kan man igen se i Nymosen på lørdag, hvor GVI spiller mod AB Tårnby. Der er som vanligt kickoff kl. 13.

Publiceret 13 May 2019 16:00

SENESTE TV