Nok en gang gik Simon Bræmer forrest i storsejren, men det var Kasper Kempel, der med to scoringer til slut i opgøret slog sejren fast. Arkivfoto: Ole Tradsborg

Nok en gang gik Simon Bræmer forrest i storsejren, men det var Kasper Kempel, der med to scoringer til slut i opgøret slog sejren fast. Arkivfoto: Ole Tradsborg

Storsejr til Skovshoved, mens HIK snublede

Skovshoved er ved at finde formen efter en hakkende start i nedrykningsspillet. Lørdag stod den igen på udebane, denne gang gik turen til Odenseforstaden Marienlyst, hvor rækkens ultimative bundprop tog imod.

Af
Ole Tradsborg

Bundholdet fra Marienlyst skulle bruge en sejr, hvis overlevelse i divisionerne skulle bestå, men den var skovserne ikke indstillet på, da de mødtes i lørdags.

De kæmper nemlig selv med nedrykningsspøgelset, som efter lørdagens dyst dog for en stund er skubbet på behørig afstand. Skovshoved vandt nemlig knusende 5-0, blandt andet på indledningsvis scoring af Simon Bræmer.

Efter to udekampe kan Skovshoved se frem til to hjemmekampe i streg. Første opgør bliver lørdag mod Odder, der ligger under stregen. Med andre ord venter et vaskeægte 6 point-opgør. Bare tre dage senere, tirsdag aften, spilles der igen på Krøyersvej. Det sker når Boldklubben Frem kommer på besøg den 21. maj kl. 19.

HIK snublede i Middelfart

Måske havde HIK og Skovshoved arrangeret samkørsel til Fyn, hvor også HIKs opgør skulle spilles lørdag eftermiddag. Her mødte Hellerupdrengene i hvert fald Middelfart, der er med i det brede oprykningsfelt, men nok reelt er hægtet af i det kapløb.

Middelfart satte sig dog på tingene denne dag, og med tre scoringer, en i første og to i anden halvleg, blev resultatet en stensikker hjemmesejr.

Fra højdepunkter fra kampen, set på Middelfarts hjemmeside, kunne man se en udtalt klasseforskel på de to hold. Således vadede Middelfart i store tilbud, og HIK måtte i flere situationer takke både overligger og redning på stregen af forsvarsspillere, for at nederlaget ikke blev større.

Der er i den grad brug for en positiv oplevelse, som passende kan indfinde sig i Vanløse Idrætspark, hvor HIK spiller på lørdag.

Holdet spiller hjemme onsdag den 22. maj kl. 19, hvor Brønshøj kommer på besøg.

Publiceret 13 May 2019 14:00

SENESTE TV