Gentofte Brandmuseums Gideon på Strandvejen. Pressefoto

Gentofte Brandmuseums Gideon på Strandvejen. Pressefoto

Danmarks ældste brandbil runder 100 år: Kom med til stor fødselsdagsfest

Gentofte BrandMuseum ejer Danmarks ældste danske brandautomobil - en Gideon fra 1919. Det fejrer museet med en stor 100 års fødselsdagsfest på Store Bededag fredag 17. maj kl. 11-16.

Gentoftes første brandstation fra 1909 rummer den unikke samling. Pressefoto

Gentoftes første brandstation fra 1909 rummer den unikke samling. Pressefoto

I den anledning bliver Hellerupvej lukket - fra Strandvejen til Svanemøllevej, så der bliver plads til de brandkøretøjer som de øvrige danske brandmuseer kommer med.

Der er lagt op til en festlig dag med tale fra borgmester Hans Toft og Brandvæsenets Orkester fra København, der spiller.

Man kan bese museets flotte samling og de besøgende brandkøretøjer fra øvrige museer. Der bliver mulighed for at købe både pølser og øl.

Første Gideon hugget op

Danmark havde i perioden 1900-1920 op mod 25 bilfabrikker. Én af dem var firmaet Rud Kramper & Jørgensen i Horsens, som producerede biler af mærket Gideon.

Gentofte Brandvæsen anskaffede sin motorsprøjte Gideon i 1919 med produktionsnummeret 401. Den var i operativ tjeneste indtil 1936, hvorefter den blev hugget op, oplyser museumsinspektør og tidligere underbrandmester Søren W. Sørensen.

100 års fødselsaren Gideon med Søren W. Sørensen bag rattet. Pressefoto

100 års fødselsaren Gideon med Søren W. Sørensen bag rattet. Pressefoto

Lidt senere samme år anskaffede Horsens Brandvæsen en tilsvarende Gideon med produktionsnummeret 404. I 1987 - samme år som Gentofte BrandMuseum blev indviet - opstod muligheden for at erhverve dette køretøj.

Gentofte BrandMuseums samling består udelukkende af originalt materiel fra Gentofte Brandvæsen, alt sammen udstillet i Gentoftes første Brandstation fra 1909 på Hellerupvej 5B. Selv om lige nøjagtigt dette køretøj ikke er et originalt køretøj fra Gentofte Brandvæsen, er det én af perlerne i samlingen, oplyser formanden for bestyrelsen Anders Holde.

jesl

Publiceret 14 May 2019 10:23

SENESTE TV