Emmali, Emma og Freya samler skrald for klimaets skyld. Foto: Signe Haahr Pedersen

Emmali, Emma og Freya samler skrald for klimaets skyld. Foto: Signe Haahr Pedersen

Skraldepigerne fra Skovshoved Skole: "Jeg ser mest, voksne, der smider skrald. De skal lade være fordi, det er deres børns fremtid, det går ud over"

Emmali, Freya og Emma fik nok af svineriet i skolegården, så nu går de på skraldejagt dér og andre steder i kommunen

Af
Signe Haahr Pedersen

Det begyndte i et frikvarter. Freya Widelius, Emma Carlsson og Emmali Leth Povlsen fra 3.a var ude i Skovshoved Skoles skolegård, da der pludselig skete noget ulækkert.

"Vi blev fanget i en skraldetornado. I stedet for blade, der fløj rundt, var det bare vildt meget skrald," fortæller Emma.

Foto: Signe Haahr Pedersen

Foto: Signe Haahr Pedersen

De tre veninder på henholdsvis 9, 10 og 9 år blev enige om at gøre noget ved det. Så de fik fat i nogle skraldeposer og gik i gang med at fylde i dem.

"Vi samlede en hel pose bare fra én busk," husker Emmali.

Senere lånte de en af skolens computere og googlede løs for at lære mere om skrald. De læste, at mere og mere plastik flyder rundt ude i havene, og at det bliver spist af fisk og fugle.

"Det er ret voldsomt og ret ærgerligt, når den her jord er den eneste jord, vi har. Det er helt ufatteligt," siger Emma.

"Det er jo synd for dyrene, for de ved ikke, hvad det er, de spiser," siger Emmali.

Mere handling

Nu ser de tre piger skrald overalt. Og de samler ikke kun i skolegården, men også langs vandet og i skoven.

"Vi har lavet en profil på Instagram, der hedder 'Redklimaet'.Vi vil gerne prøve at se, om vores profil kan få nogle flere med ud og samle skrald," siger Freya.

Cigaretskodder, coladåser, plastikflasker. Det er ikke svært for Emma, Emmali og Freya at fylde affaldsposer på deres gåture. Foto: Signe Haahr Pedersen

Cigaretskodder, coladåser, plastikflasker. Det er ikke svært for Emma, Emmali og Freya at fylde affaldsposer på deres gåture. Foto: Signe Haahr Pedersen

"Man kan jo tænke, at det ikke gør nogen forskel, hvis jeg bare går ud og samler en enkelt gang. Men det hjælper, når man ved, der er flere, der gør det," siger Emma, som mener, at de voksne godt kunne gøre noget mere ved problemet:

"Jeg ser mest voksne, der smider skrald. De skal lade være, fordi det er deres børns fremtid, det går ud over. Måske ikke i vores generation. Men der skal jo ske noget for klimaet. Når politikerne taler om det, tænker jeg, det er godt, de taler om det, men kan de ikke gøre lidt mere ved det end at tale om det?"

Freya er enig.

"Politikerne kunne også godt tænke lidt på miljøet, når de sætter plakater op. De kunne godt bruge noget andet end plasticstrips," siger hun og peger op på valgplakaterne i lygtepælene på Strandvejen.

Udover selv at samle skrald, har Freya, Emma og Emmali oprettet instagramprofilen 'redklimaet', som de håber vil inspirere andre til at gøre noget godt for miljøet. Foto: Signe Haahr Pedersen

Udover selv at samle skrald, har Freya, Emma og Emmali oprettet instagramprofilen 'redklimaet', som de håber vil inspirere andre til at gøre noget godt for miljøet. Foto: Signe Haahr Pedersen

Du kan følge de tre pigers skraldejagt på Instagram, hvor de har profilen Redklimaet.

Publiceret 30 May 2019 11:34